SOCIAL FORANDRING
og
NYE RELIGIØSE BEVÆGELSER

Fra den tidlige kristendom arvede vestlige samfund en kraftfuld og bevidst tradition for religiøs intolerance. Kristent engagement var præget af udelukkelse. Det proklamerede sig selv som den eneste sande tro og betragtede sig selv som berettiget til universelt troskab fra hele menneskeheden. Det var en voluntaristisk tro, og med det formål at omvende og omfatte hele menneskeheden var den fra begyndelsen engageret i en uforsonlig mission. Denne unikke konstellation af egenskaber differentierede tidlig kristendom fra andre samtidige religiøse bevægelser; fra jødedom som var etnisk baseret, og fra de fremherskende mysterie- og kejserlige sekter som var tolerante over for eller i det mindste ligeglad med andre religioner. Den middelalderlige kristendom fastholdt aggressiv mission mod hedensk religion, tilhængere af disse skulle omvendes, men udviklede en endnu strengere politik med undertrykkelse af alle ulydige eller kætterske manifestationer af den kristne tro. Kætteri kunne straffes med døden – en politik teologisk berettiget af Thomas Aquinas (1225-74) og ubønhørligt implementeret af inkvisitionen (indført i 1232 og til sidst bremset, i Spanien først i 1820). Reformationen bragte nogen omend gradvis formindskelse af de grovere former for religiøs intolerance, men fjendtlighed mod ”afvigende” udtryk for kristendommen varede ved i selv de mest liberale og avancerede protestantiske lande.