Jeg er af Scientology Kirken blevet bedt om at give en sagkyndig udtalelse om to almene spørgsmål: (1) Forekomsten af frafald i nyreligiøse bevægelser og (2) Troværdigheden af frafaldnes redegørelser om deres tidligere religiøse anskuelser og praksisser. Disse to spørgsmål er af afgørende betydning for en passende forståelse af nyreligiøse bevægelser, fordi sådanne frafaldne ofte udpeges som pålidelige informanter omkring deres tidligere anskuelser og praksisser i mediernes fremstilling og endog i videnskabelige studier af ikke-traditionelle religiøse bevægelser. Desuden har et begrænset antal frafaldne indgivet klagesager om skadeserstatning, anklager på forskellig vis deres tidligere religiøse samfund for vildledende og strafbare praksisser eller fysisk og emotionel tvang. Efter tur har disse individuelle procederende parter ofte tjent som ekspertvidner i andre sager, der var lagt an mod nye religioner enten gennem myndigheder eller af fjendtlige systemkritikere.
I fortiden blev frafaldne ligefrem fordømt for at opgive deres tro.
Den specielle opmærksomhed, medierne giver frafaldne fra nyreligiøse bevægelser og deres tilflugt til domstolene for påstået skade lidt i hænderne på deres tidligere religiøse gruppe, omfatter et dybtgående skift i den offentlige holdning overfor og behandling af frafaldne i dette århundrede. I fortiden blev frafaldne ligefrem fordømt for at opgive deres tro. Den straffende handling der, af den forkastede religiøse gruppe, blev taget overfor den frafaldne, blev så sandelig ofte forstærket af statens magt. I sammenligning er frafaldne i de sidste år mere tilbøjelige til at tage straffeaktion imod den religiøse gruppe, nogle gange med støtte i loven. Frafaldne fra nyreligiøse bevægelser ses ofte som ofre snarere end vendekåber som følge af de bitre negative historier, de fortæller om deres religiøse fortid. Men spørgsmålet står tilbage, om disse frafaldnes beretninger er pålidelige rapporter om deres tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter.
Scientology Kirkens særlige interesse i spørgsmålet om frafaldnes pålidelighed er baseret på den kendsgerning, at den har været mål for medie-”afsløringer” baseret på frafaldne samt civile retssager. I foregribelse af den fulde afhandling der følger, er jeg overbevist om, grundet min egen faglige uddannelse og videnskabelige forskning, at den frafaldne ikke ukritisk bør accepteres af massemedierne, det akademiske samfund, retssystemet eller myndighederne, som en pålidelig kilde til information om nyreligiøse bevægelser. Den frafaldne skal altid betragtes som et individ, der er disponeret for at give en forudindtaget beretning om de religiøse anskuelser og praksisser, hans eller hendes tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter havde.
