Jeg må gøre det klart, at jeg ikke er scientolog. Tværtimod, jeg har været ordineret metodistpræst i over 40 år.1 Jeg er ikke blevet orienteret på forhånd om Scientologys anskuelser og udøvelser, og jeg er måske kritisk over for nogle af dem. Men jeg er interesseret i religiøs frihed, som er afgørende for et demokratisk samfund.
Repræsentanter for Scientology henvendte sig til mig i 1971, da min interesse i religions betydning var kendt fra mit forfatterskab og min position som professor i komparativt religionsstudie på Londons universitet. Jeg studerede litteratur, der blev sendt til mig, og jeg tænkte, det ville være gunstigt at få førstehåndsinformation ved at møde bevægelsens repræsentanter flere gange og at besøge deres britiske hovedkvarter.
Saint Hill Manor, East Grinstead, er en gammel, nu udvidet bygning på en passende, men ikke meget omfattende grund. Mit besøg var blevet arrangeret, men, som det ofte sker, ankom jeg en halv time tidligere og var i stand til at vandre lidt rundt på egen hånd. Jeg havde halvvejs forestillet mig fra rygterne om scientologer, at der ville være en vagt ved indgangen eller endog vagthunde, men alt var åbent, og jeg kørte ubemærket ind på parkeringspladsen. Så gik jeg ind i bygningerne, hvor eleverne arbejdede, så åbne kursuslokaler og til sidst gik jeg ind i kirkesalen, hvilken så ud som mange andre frikirkers.
Der var billeder af Ron Hubbard mange steder og tekster på væggene, der næsten indikerede hans tilstedeværelse, såsom ”Hast ikke, du kunne løbe ind i Ron”. Da koret gik ind i kirkesalen, var nogle af ordene i deres processionssalme slående: ”Denne mand alene gjorde vejen kendt.” Der lyder den religiøse dogmatismes stemme. Måske er det, at ligesom Buddha ville Ron Hubbard blive tildelt overnaturlig autoritet og endda blive en guddom i funktion, hvis ikke i teorien. Men der er andre artikler om tro, der går imod denne tendens. Den søndagssamling var fyldt med folk i alle aldre, som var muntre og lydhøre. Justice Ashworth bemærkede, at ”præsten konfronterer menneskene og siger hej til dem”, men det er almindeligt i kirker af forskellige trosretninger. Præsten bar en præstekrave og et slags kors eller hankekors, men disse er religionens symboler, ikke dens indhold. Der var hymner, en tid med stilhed der omfattede en bøn, og en prædiken der nævnte Gud adskillige gange.
1. Professor Parrinder skrev denne afhandling i 1977.
