Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

AFSNIT IV: EN DEFINITION PÅ RELIGION

Indtil videre har jurisprudens i De forenede stater overlevet i 200 år uden en officiel definition på religion, og det kan kun håbes, at ingen domstol eller regeringsinstans nogensinde føler sig forpligtet til at komponere en, da dette ville have tendens til at tvinge alle nyligt dannede religioner til at tilpasse sig til dens Prokrustes-seng. Dog, hvis ”religion” skal vedblive at være en begunstiget kategori af civilretten, sådan som den – heldigvis og fornuftigvis – blev undfanget af forfatterne af First Amendment of the Constitution (første grundlovsændring), bliver den civile dommer nødt til at tilføje dette udtryk, så det inkluderer eller ekskluderer fordringshaverne i dens fordele – hvor beskedne de end måtte være.

Det var ikke nødvendigt at definere ordet ”religion” i den første grundlovsændring, da alle i al almindelighed vidste, hvad det henviste til. Selv i dag er der liden tvivlrådighed om, hvad ”religion” er i 95 procent af tilfældene. Det er grænsespørgsmålene, som har at gøre med nye og ukonventionelle religioner eller grupper, der hævder at være religioner, som forårsager tvivlrådighed. I disse tilfælde kan dommeren henvise til ligheder med forsamlinger, som allerede er anerkendt som religiøse, men vi har set ovenfor, hvor vanskeligt dette job kan være. Og hvor nær skal ligheden være? Hvilke lighedselementer er ubetinget nødvendige, og hvilke er valgfri? Og hvad slags bevismateriale, på hvilke kilder skal dommeren stole for at tage sin beslutning?

Supreme Court (højesteret) har i sin visdom draget den slutning, at dommeren ikke må vurdere sandheden eller falskheden af fordringshaverens trossætninger (U.S. v. Ballard, 322 U.S. 78 [1944]), heller ikke om de er teistiske (Torcaso, Seeger og Welsh, citeret supra) eller faktisk efterforske indholdet af doktriner og trossætninger overhovedet (Presbyterian Church [presbyterianske kirke] v. Mary Elizabeth Blue Hull Memorial Presbyterian Church, 393 U.S. 440 [1969]). Måske må man foretage en lidt mere gennemtrængende efterforskning på tærsklen, før en gruppe anerkendes som religion, men selv her er dommeren begrænset med hensyn til hvor dybt, han eller hun kan trænge ind (jfr. Ballard). Domstolen kan ikke specificere, hvilket indhold eller struktur en gruppe skal udvise for at blive godkendt som ”religiøs”, ej heller inden for visse brede grænser hvilken opførsel vil diskvalificere en gruppe. (Mormon-sagerne, i hvilke den juridiske person Church of Latter-day Saints [de sidste dages helliges kirke] blev opløst, fordi den lærte og praktiserede polygami [1890], nåede til resultater, som domstolene højst sandsynligt ikke ville nå i dag, men selv disse drastiske foranstaltninger påstod ikke, at mormonisme ikke var en religion, kun at dens lære om flerkoneri kunne forbydes).2

Hvad domstolene kan gøre – og har gjort i Seeger og Welsh – er at undersøge funktionen af religionen for at se, om den ”optager en plads i den, der har dens liv, som er parallel med den plads, som fyldes af den Gud i dem, der må indrømmes at kvalificere for undtagelsen” (Seeger v. U.S., 30 U.S. 163). For at udføre dette bør de stole på bevismateriale, som ikke ydes af udenforstående eller frafaldne, men af de eneste kompetente vidner som befinder sig i en stilling til at vide, om de virkelig får trøst ud af religionen fra den pågældende organisation: nemlig de aktuelle forbrugere deraf, de nuværende tilhængere af den gruppe, som hævder, at den er en religion.

Hvordan kan domstolen få at vide, om det, de får ud af organisationen, virkelig er trøst i religionen? Der er en væsentlig litteratur viet til at definere eller beskrive, hvad det er religion yder menneskene og menneskesamfundene, den strækker sig fra Durkheim (Elementary Forms of the Religious Life [Elementære former for religionsliv]) til Weber (Sociology of Religion [Religionssociologi]). Desværre er de lærde skribenter, som skriver om emnet om religionens funktion, ikke enige med hinanden om, hvad den funktion egentlig er. Men deres vidt forskellige anskuelser kan sammenfattes under en bredere rubrik: Religion er den form for menneskelig aktivitet, som giver en forklaring på livets endelige mening for sine tilhængere. (Denne beskrivelse forklares i større detaljer i forfatterens tidligere værker, Why Conservative Churches are Growing [Hvorfor konservative kirker vokser], Harper & Row, 1972, 1977, s. 37-41, og Why Churches Should Not Pay Taxes [Hvorfor kirker ikke bør betale skatter], Harper & Row, 197, s. 59-69).

Der er flere forskellige underordnede facetter i denne beskrivelse, som ikke bør overses.

a. Den forudsætter, at en gruppe hævder, at den er en religion. Scientology har afgjort fremsat denne påstand.

b. En organisation, som hævder, at den er en religion, skal have en samling tilhængere, som udviser tilstrækkelig kontinuitet til at kunne identificeres gennem tiderne og gennem tilstrækkelige antal til at støtte den gennem deres frivillige bidrag. Scientology har afgjort sådan en samling tilhængere.

c. Den organisation, som hævder at være en religion, skal tilbyde en eller anden forklaring på den endelige mening med livet, som tilfredsstiller dens tilhængeres behov. Dette er det afgørende spørgsmål, som nødvendiggjorde interviewene med et tværsnit af forbrugere af Scientology, som giver sig ud for at være en religion. Hvad er så udfaldet af denne undersøgelse?

2. Den lov fra Kongressen af 1887, som opløste mormonkirken og beslaglagde dens ejendom i USA, indeholdt en klausul, ”at ingen bygning … som holdes og bruges udelukkende med det formål at tilbede Gud … må beslaglægges”. Late Corporation of the Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints v. U.S., 136 U.S. 1, 7 (1890).

V. Tankesystem
DOWNLOAD HVIDBOG