Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

IV. Religiøst sprog og udviklingen af kristen teologi

IV.I. Udviklingen af religiøse idéer

Tilfældet med taoismen illustrerer den kendsgerning, at religioner ikke opstår fuldt udviklet som trosretning, praksis og organisation. De undergår udviklingsprocesser i alle disse henseender, kommer nogle gange til at omfatte elementer helt i modstrid med tidligere opfattelser. For eksempel protesterede nogle biskopper i den anglikanske kirke åbent i årtier mod tro på sådanne centrale principper i troen som jomfrufødsel, Jesu genopstandelse og Kristi genkomst. Et andet eksempel er den skiftende opfattelse af Gud, som det fremgår af de jødisk-kristne skrifter, fra stammens guddom hos oldtidens israelitter til et meget mere åndeligt opfattet og universelt væsen i skrifter af de senere profeter og i Det Nye Testamente. Afstemning af afvigende fremstillinger af guddom har givet anledning til stridigheder mellem og i kirker og bevægelser i kristendommen, og den fundamentale antagelse er efterhånden blevet ændret i den kristne historie. Fundamentale forandringer i begrebet om den kristne gud forekommer selv i dag.

IV.II. Nylig teologisk omvurdering af Gud

En sådan vigtig tankestrøm, der har dybtgående konsekvenser for den status af kristendommen, og som har en vis indflydelse på emnet, der bliver behandlet, er den bredt fremførte gendrivelse af den idé, at der kan være et højeste væsen af den slags, der traditionelt hyldes af den kristne kirke. Denne meningsstrøm, der bliver fremmet af nogle af de mest ansete teologer, kommer specielt fra skrifter af Dietrich Bonhoeffer og Paul Tillich. I denne forbindelse kan det bedst illustreres fra dets mest populære og indflydelsesrige udtryk. I 1963 opsummerede den daværende (anglikanske) biskop af Woolwich, J.A.T. Robinson, sine teologiske tanker i sin bestsellerbog, Oprigtig over for Gud. Biskoppen fremsatte argumenter for opgivelse af idéen om Gud som et personligt væsen, som eksisterede ”derude” og udfordrede hele idéen om ”kristen teisme”.

IV.III. Bevis for kristen ateisme – Robinson

De følgende uddrag fremhæver det omfang, som biskoppen og hans kolleger afveg fra traditionelle antagelser angående monoteismen, som opretholdt af både lægfolk og loven.

Biskoppen anførte Bonhoeffer til støtte for sine argumenter, som følger:

Mennesket har lært at håndtere alle spørgsmål af betydning uden at ty til Gud som en arbejdshypotese. I spørgsmål vedrørende videnskab, kunst og selv etik er det blevet en forstået ting, som man knap nok tør bekæmpe mere. Men i de sidste hundrede år eller så er det blevet mere og mere sandt også for religiøse spørgsmål: Det er blevet åbenlyst, at alt går uden ’gud’ ligesom før. (S. 36)

Fra Tillich anfører biskoppen følgende:

… du skal glemme alt det traditionelle, du har lært om Gud, måske endda selve ordet. (S. 47)

Hvortil biskoppen tilføjer:

Når Tillich taler om Gud ’i dybden’, taler han ikke om en anden person overhovedet. Han taler om ’uendelig og uudtømmelig dybde og grunden for al væren ...’ (S. 46)

For sig selv siger biskoppen:

… som han (Tillich) siger, har teisme som normalt forstået ’gjort Gud til en himmelsk, helt perfekt person, som er overhoved for verden og menneskeheden’ (S. 39) … jeg er overbevist om, at Tillich har ret i at sige, at ateismens protest imod sådan en højeste person er korrekt. (S. 41)

Biskoppen citerer den teologiske lægforfatter John Wren-Lewis billigende:

Det er ikke blot, at den gamle i Himlen kun er et mytologisk symbol for det Uendelige Sind bag kulisserne, og heller ikke at dette væsen er menneskekærligt snarere end grufuldt: Sandheden er, at hele denne tankegang er forkert, og hvis et sådan væsen eksisterede, ville han være selve Djævelen. (Siderne 42-3)

For at styrke dette punkt siger biskoppen:

Vi vil til sidst ikke være mere i stand til at overbevise mennesker om eksistensen af en Gud ’derude’, som de må tilkalde for at få orden i deres liv, end at overtale dem til at tage guderne fra Olympen alvorligt. (S. 43) … for at sige, at ’Gud er personlig’, er at sige, at personlighed er af ultimativ signifikans i forfatningen af universet, at i personlige forhold berører vi den endelige betydning af eksistens som ingen andre steder. (Siderne 48-9)

Skelnende, som teologer gør det, mellem virkelighed og eksistens påstod biskoppen, at Gud i sidste ende var virkelig, men at han ikke eksisterede, eftersom det at eksistere var at blive endelig i rum og tid, at være del af universet.

IV.IV. Bevis på kristen ateisme – van Buren

I det samme år, 1963, skrev Paul van Buren, en amerikansk teolog, The Secular Meaning of the Gospel, som også indgående drøftede Bonhoeffers begreb om ”religionsløs kristendom”, dvs. at kristendommen ikke er en religion. Endnu kraftigere end Robinson forlangte Van Buren, at kristendommen ikke længere forstås som i nogen mening helliget til at tro på Gud. Han foreslog, at al teologisk henvisning til Gud elimineres. Han fastholdt, at ”… enkel, bogstavelig teisme er forkert, og kvalificeret, bogstavelig teisme er meningsløst” (s. 100). På den anden side kunne man blive ved med at holde på menneskeligheden hos mennesket Jesus, ”… lade det gå som det kan med sagen om hans guddommelighed”. Kristen ateisme var navnet givet til den teologi, der blev fremsat af van Buren. Evangelierne var ikke om Gud, de var om Jesus, og Jesus skulle ses som et menneske. Derfor blev alle påstande om, at kristendommen var en religion med en forpligtelse til et højeste væsen, forladt af professor van Buren, ligesom sådanne påstande også blev opgivet af teologer af den samtidige ”Gud-er-død”-skole, som udgjorde en anden strøm af teologisk tankegang.

IV.V. Revurdering af Jesus

Genfortolkning af Det Nye Testamente og af personen Jesus havde også været i gang i teologiske kredse helt sikkert fra tiden med Albert Schweitzer, der i 1906 udgav et værk under den oversatte engelske titel The Quest of the Historical Jesus. Schweitzer afslørede Jesus som en jødisk profet med noget vildførte idéer og temmelig meget en skabning af hans tid. En mere radikal proces af kritisk ”afmytologisering” blev foretaget af Rudolf Bultmann, som i begyndelsen af 1940’erne viste, hvordan evangelierne fuldt ud var underlagt myter fremherskende på det tidspunkt, hvor de blev skrevet. Han gik videre med at demonstrere hvor få af de begreber, der anvendes i evangelierne, som kunne accepteres af det tyvende århundredes menneske. Bultmann søgte selv at bevare et budskab til menneskeheden fra Det Nye Testamente ret meget i form af tysk, eksistentialistisk filosofi. Kristendommen blev en rettesnor for et moralsk liv, men den var ikke længere troværdig som en lære om Guds skabelse og hans styring af verden. Den stigende effekt af Bultmanns arbejde var at drage ny tvivl om den traditionelle påstand, at Jesus var Gud i kød og blod. Hele Kirkens kristologiske lære var nu draget i tvivl. Den historiske relativisme af denne fremgangsmåde fandt fornyet udtryk i et værk med titlen The Myth of God Incarnate (redigeret af professor John Hick) udgivet i 1977, i hvilket et antal af de mest ansete, anglikanske teologer betvivlede det traditionelle kalchedonske syn på forholdet mellem Gud og manden Jesus. Moderne teologer fandt det vanskeligt at tro på, at Gud var blevet menneske på den måde, som kristen lære havde bekræftet gennem de sidste femten århundreder.

IV.VI. Kristendommen opfattet som ikke værende en religion

Disse forskellige strømninger i teologisk diskussion – den påtænkte afvisning af begrebet om en personlig Gud, opgivelse af teisme, den nye vægt på Bibelens relativisme og udfordringen mod accepterede forestillinger om Kristi natur og hans forhold til guddommen – betød alle en voldsom afvigelse fra almindelig accepteret forståelse af den kristne tro. Kristendommen, som i så lang tid havde været den underforståede model i Europa for opfattelsen af, hvordan religion burde være, erklærede nu sig selv for ikke at være en religion. På denne måde blev de kriterier, hvorefter religion tidligere var blevet defineret, nu draget i tvivl.

V. De sociale og moralske funktioner af religion
DOWNLOAD HVIDBOG