Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

V. Religions sociale og moralske funktioner

V.I. Moderne religion og skiftende sociale funktioner

Idet vi vender os fra konkrete elementer afledt af den traditionelle, men tilsyneladende umoderne, kristne opfattelse af, hvad der kunne udgøre en religion, kan vi kort henvise til kendetegnene for religion understreget i ikke-normative, sociologiske studier af emnet. Uden at ignorere vigtigheden af det væsentlige anliggende med det overnaturlige (eller over-empiriske) understreger sociale videnskabsmænd funktioner, som religioner opfylder. En religion skaber, styrker eller fremmer social solidaritet i gruppen og giver gruppen en følelse af identitet. Den giver med Peter Bergers ord ”et menneskeligt konstrueret univers af betydning”, som bliver en intellektuel og moralsk ramme, i lyset af hvilket idéer og handlinger kan bedømmes. Hvis religion nødvendigvis opgiver – over for udviklingen af videnskab – specifikke teorier om skabelse og kosmologi, fortsætter den med at tilbyde forklaring på hvilke formål, der er dybt rodfæstet i universet og i menneskets liv.

V.II. Moderne religion og ansvarlighedsetik

Da den almindelige befolkning i den vestlige verden er blevet mere uddannet, har moderne religioner haft en mindre tendens til at understrege doktriner om Gud, skabelsen, synd, inkarnation, genopstandelse osv. og mere at lægge vægt på sådanne ting som etik vedrørende socialt og personligt ansvar, tilvejebringelse af en følelse af ultimativ mening og formål, kilden til personlig vejledning og vejen til personlig tilfredsstillelse i denne verden.

V.III. Moderne religion og optagethed
af sociale problemer

Forøget optagethed af sjælesorg begyndte i midten af det 19. århundrede i Storbritannien, men det manifesterer sig nu i mange nye former for specialiserede præstegerninger såsom præstearbejde i industrien og arbejde på hospitaler og fængsler samt i specialiseret rådgivning for eksempel i ægteskabsvejledning, kristen helbredelse og arbejde for misbrugere og potentielle selvmordere. Råd om fysisk og psykisk sundhed, seksuelle og familiære problemer, uddannelse og arbejdsforhold er blevet næsten fast materiale i megen religiøs litteratur i mange trosretninger, og det kan ses tydeligt i relativt nyligt etablerede sekter og trosretninger.

V.IV. Moderne religion og livsforbedring

I nogle nye, religiøse bevægelser er påstanden om at forsyne folk med en følelse af mening og formål i livet blevet et eksplicit fokus. Disse bevægelser giver normalt et omfattende og ofte komplekst system af metafysik, inden for hvilket deres tilhængere finder intellektuelle svar på spørgsmål om ubetingede anliggender. Sådanne bevægelser ville omfatte teosofi, antroposofi, gurdjieffisme, Kosmon Faith og New Thought-bevægelser. Da vægten i det moderne samfund har flyttet sig fra bekymring om livet efter døden, er nye bevægelser (og i nogen grad ældre kirker) kommet til at understrege ”jordnære” aktiviteter og formål og generelle mål for ”livsudvikling”. Den askese i religioner, der opstod i en verden med knaphed og naturkatastrofer, er mindre kongruent i et samfund, der har en forøget overflod og meget mere omfattende sociale planer om at fjerne eller mindske naturlige og sociale katastrofer. Den moderne udbredelse af hedonistiske værdier i et sekulært samfund afspejles i religion, og nye religioner søger udtrykkeligt at forsyne folk med en bedre oplevelse af livet. Eftertryk på positiv tænkning blev almindeligt forekommende i Amerika i 1940’erne.

Psykologiske teknikker for forhøjet selvkontrol, selvforbedring, fornyet motivation og bredere kapacitet for åndelig berigelse er blevet en del af repertoiret af mange religiøse bevægelser, efterhånden som samfundet har fjernet sig fra godkendelse af synd-tyngede teologier, der engang blev fremført af traditionelle, kristne kirker.

V.V. Forholdet mellem religion og moral

Mange religioner ordinerer regler af større eller mindre grader af specificitet overholdt af tilhængere. Deres natur, den kraftfuldhed, som de er foreskrevet med og strengheden af sanktioner knyttet til dem, varierer. I jødedommen styrer regler rituelle detaljer og mange tilfælde i hverdagen. I islam påvirker religiøse regler forskellige situationer i livet og giver et juridisk system for regulering af samfundet. Andre steder stammer moralsk regulering ikke fra udtrykkeligt religiøse rødder som i det japanske samfund. Der er ingen normale forhold mellem et system af religiøse doktriner og en moralkodeks. Den forbindelse mellem religion og moral i kristendommen er et mønster af forhold, men dette mønster er ikke typisk for andre religiøse systemer, og det kan ikke antages som en nødvendig model for et sådant forhold.

V.VI. Buddhisme og moral

For eksempel i theravada-buddhismen er der foreskrifter for munke og nogle få generelle regler påbudt lægfolk. En buddhist har pligt til ikke at slå ihjel, stjæle, lyve, begå uretmæssige seksuelle handlinger og drikke berusende midler. Buddha gav moralsk råd vedrørende huslige pligter, opførsel over for venner og omsorg for ens ægtefælle, men disse er formaninger til, hvad man kunne kalde social sund fornuft. Personen bør være fornuftig, sparsommelig, arbejdsom, fair over for tjenere og som venner vælge dem, der vil afholde ham fra forkert og formane ham til rigtig opførsel. Disse dyder er pålagt som oplyst egeninteresse, de er ikke med opfattelsen af synd som fremført i kristendommen. At ignorere disse dyder imødegås ikke med specielle straffe bortset fra i betydningen at frembringe dårlig karma. At undgå at volde ondt i buddhisme er et spørgsmål om oplyst egeninteresse (i det mindste på lang sigt). Religion i sig selv foreskriver ingen sanktioner. Der er ingen vred guddom. Men eftersom handlinger anses for at bestemme status i en fremtidig reinkarnation, er gode handlinger tilrådelige som i overensstemmelse med den ottefoldige vej til oplysning, eftersom de vil føre til genfødsler i bedre omstændigheder og formodentlig til den endelige transcendering af alle genfødsler og opnåelsen af nirvana. Mens buddhismen bestemt fremfører etiske værdier, så efterlades personen derfor betydelig frihed i hans moralske optræden og er ikke underlagt den type moralsk censur, der har hersket i kristne sammenhænge.

V.VII. Kristendommen og moral

I skarp kontrast hertil omfatter traditionel kristendom blandt dens forskellige niveauer af etisk lære en udførlig kodeks af forbud, hvor overtrædelse af denne kom til at blive betragtet som synd. De minimale bud af tidlig jødedom mht. større forseelser blev suppleret med forskrifter af en meget mere krævende karakter, specielt med hensyn til seksualitet, og dette fra både Jesus og Paulus. Der var også råd om perfektion af en måske uopnåelig slags (”så vær da fuldkomne” og mere specifikt bud om at elske sine fjender, at tilgive ”syvoghalvfjerds” gange, at vende den anden kind til osv.). Men det var i opfattelsen af synd, at kristendommen kom til at udarbejde en streng moralkodeks. Mennesket blev anset for ifølge sin natur at være syndigt, en alvorlig tilstand som kun den eksemplariske dyd og overmenneskelig opofrelse af Kristus kunne frelse det fra. De brister, der er angivet i Det Gamle Testamente (forsømmelser i ritual, falsk motivation, uretfærdighed, afgudsdyrkelse, ulydighed mod Gud), blev udvidet til brister i ansvar og fundamental ufuldkommenhed i menneskelig karakter og samvittighed. Selvom det skabte univers ikke blev set som syndigt ifølge sin natur af Augustin, var mennesket syndigt, og karakteren af synd var i bund og grund negativ. Dette syn prægede middelalderlig katolicisme.

Institutionen personligt skriftemål, udviklingen af en detaljeret procedure for bod og senere udarbejdelse af begrebet skærsilden indikerede den strenghed, hvormed synd blev betragtet. Men hvorimod katolicisme, mens den energisk udtaler sig mod synd, ikke desto mindre erkendte skrøbeligheden af menneskeheden og tilgodeså den ved oprettelsen af skriftestolen, afviste protestantismen denne anordning til lindring af skyld. Calvinismen intensiverede personlige kvaler for syndere og tilskrives at have udviklet et teologisystem, som førte til internalisering af moralsk kontrol og til dannelse af dårlig samvittighed.

V.VIII. Forandringer i den kristne holdning til synd

Først i det nittende århundrede begyndte den kristne optagethed af synd at aftage. Støt i løbet af det århundrede fortog den kristne optagethed af helvede og fordømmelse sig, men på dette tidspunkt havde verdslig moral opnået en selvstyrende indflydelse på det offentlige liv. I det tyvende århundrede blev alvoren i den victorianske moral mildere indtil i 1960’erne, hvor de strenge krav, specielt i området af seksuel opførsel, gav plads til moralsk eftergivenhed. Derfor er det tydeligt, at den postulerede model af forholdet mellem religion og moral er en, der langt fra har været konstant selv i kristendommen. Ej heller eksisterer dette mål af variation kun i tidens løb. Det kan også eksemplificeres blandt samtidige trosretninger. De moralske holdninger blandt nutidens evangelister (som kan findes i adskillige trosretninger inklusive den anglikanske kirke) fortsætter med at manifestere en stærk optagethed af personlig synd inden for mange områder af opførsel. Som kontrast er idéen om synd blevet umoderne blandt mange liberale gejstlige, hvoraf nogle helt afviser påstande om en absolut moralkodeks, som traditionelt har været antaget af kristne kirker, og foretrækker engagement i situationsetik, hvis implikationer ofte må være i radikal konflikt med almindeligt accepterede kristne, moralske leveregler. En anden helt anderledes holdning er taget i brug i Christian Science, hvor synd udelukkende betragtes som fejl fra en falsk opfattelse af realitet, og som sammen med sygdom menes at blive elimineret af en forandring fra materiel til åndelig tankegang.

V.IX. Sakramentale og præstelige aspekter af kristendommen

Religiøse overbevisninger og værdier finder som regel udtryk i symboler, fastsatte procedurer og institutioner som angivet i sektion II.I ovenfor. Formen af disse symboler, procedurer og institutioner varierer dog bredt, og endnu engang er den model fra kristne kirker – en model så nemt antaget i et kristent samfund – en mangelfuld vejledning til andre trosretninger. Kristendommen i sig selv udgør en bred vifte af udtryksformer. Disse er mere end blot tilfældige forskelle dikteret af æstetik eller enkel bekvemmelighed. Forskellene er ofte i sig selv et spørgsmål om dyb overbevisning, som gennemtrænger kernen af religiøs tro. De vigtigste, religiøse traditioner i verden manifesterer vidt forskellige orienteringer fra præstevæsen, engagement i ofring og sakramentalisme, sanselige hjælpemidler til troen i store mængder (som røgelse, dans og billedverden) til asketisme og enestående afhængighed af verbale udtryk og bøn. Begge yderpunkter kan opstå inden for hinduisme, buddhisme og kristendom, mens islam i dens ortodokse udtryk er mere ensartet asketisk – hvor dens ekstatiske manifestationer forekommer på yderkanten.

Det kan være tilstrækkeligt at illustrere den fremherskende forskellighed inden for den kristne tradition. Den romerske kirke repræsenterer i dens traditionelle udvikling omfattende brug af auditive, visuelle og olfaktive fornemmelser i troens tjeneste. Katolsk liturgi – mens den afsværger brugen af dans og stoffer, som er blevet brugt i andre traditioner – har udførlige ritualer, messedragter og sakramenter i et væld af ceremonier, der markerer kirkens kalender og hierarki og overgangsritualer. I skarp kontrast til katolicismen står kvækerisme, hvor begrebet præsteskab, vedtagelser om ritual (selv de usakramentale minde-mønstre af ritual almindeligt i protestantiske kirker) og brugen af billeder eller messedragter bliver afvist. Eftertrykket på tilstrækkelighed i lægudførelser, afvisning af sakralitet, hvad enten det drejer sig om bygninger, steder, årstider eller ceremonier og af sådanne hjælpemidler til troen som rosenkranse og talismaner, er karakteristisk i større eller mindre grad i megen protestantisk religion. Evangelister (af forskellige trosretninger) afviser idéen om et præsteskab, og kvækerne, brødre, kristadelfianere og medlemmer af Christian Science afviser endda et betalt præsteskab. Baptister beholder dåben, og de fleste andre trosretninger beholder en ceremoni, hvor der brydes brød, men ofte kun som mindehandlinger af lydighed til skrifterne, ikke som forestillinger med noget fortjenstfuldt.

Protestantisk religion har lagt meget større vægt på det skrevne ord i den hellige skrift end den katolske tro, selv til tider næsten med den omkostning i sig selv at gøre Bibelen til en fetich. Skikke og praksisser varer ved i alle religioner, men de er nogle gange minimale som i kvæker-eftertrykket på kun at fastsætte tid og sted at mødes og i kristadelfianernes forsøg på at undgå alle embeder og statusser i et samfund, hvor alle burde være lige engageret i at tjene Gud.

VI. Scientology kort beskrevet
DOWNLOAD HVIDBOG