Hvad er
RELIGIONSFRIHED?

Kampen for religionsfrihed har stået på i tusinder af år. Men juridisk forpligtende internationale menneskerettigheder, der definerer og beskytter denne rettighed, fandtes ikke før 1948 med antagelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne (”Verdenserklæringen”), der i Artikel 18 udtrykker: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.”

Verdenserklæringen blev skabt som reaktion på rædslerne fra nazisternes holocaust under Anden Verdenskrig. Før holocaust argumenterede mange for, at menneskerettigheder var et internt anliggende, der skulle overvåges og gennemføres af regeringen i hvert enkelt land. Dette synspunkt ændrede sig, efterhånden som verden hørte om omfanget af grusomhederne, og det førte til en bevægelse for en international beskyttelse af menneskerettighederne, der var universel og umistelig.

Vigtigheden af religionsfrihed som en afgørende menneskerettighed blev antaget af det globale samfund i Verdenserklæringen. I den allerførste sætning i indledningen fastslår Verdenserklæringen, at ”anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og umistelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”. Det er denne anerkendelse af den iboende værdighed i menneskeheden, der er blevet drivkraften for beskyttelse og fremme af religionsfriheden og alle menneskerettighederne.

I 1966 vedtog de Forenede Nationer (FN) en juridisk bindende traktat, Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR), som udvidede omfanget af retten til religionsfrihed eller overbevisning og gav Menneskerettighedskomitéen (en gruppe af uafhængige eksperter) myndigheden til at overvåge konventionen. Denne konvention trådte i kraft i 1976. Konventionen, sammen med Verdenserklæringen og Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ICESCR), udgør de internationale instrumenter for menneskerettighederne.

FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og diskrimination på grund af religion eller tro, der blev vedtaget af FN’s generalforsamling i 1981, har til formål at formulere FN’s stærke position mod forskelsbehandling og religiøs intolerance. Den beskriver også i detaljer de langtrækkende rettigheder, der bliver behandlet inden for området religionsfrihed gennem udøvelsen af ens religiøse overbevisning.

En universel menneskerettighed

Religionsfriheden er en fundamental rettighed for ethvert menneske. Det er en universel menneskerettighed, der gælder for alle personer overalt, uanset hvem de er, hvor de bor, deres alder, køn, race eller etnicitet, og hvad de tror eller ikke tror på. [3]

Friheden til religion eller tro er en omfattende samling af rettigheder, som omfatter et bredt spektrum af forskellige, men dog indbyrdes forbundne spørgsmål. Retten til religionsfrihed eller tro omfatter samvittighedsfrihed og engagementet i religion eller tro inden for alle områder. [4] Det er ikke et privilegium, der tilstedes af en regering, men en persons medfødte rettigheder. Som vi bliver påmindet om i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, ”[er] alle udstyret med værdighed og samvittighed.”

Religionsfriheden er i det væsentlige og uløseligt sammenflettet med andre fundamentale rettigheder, herunder ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og de universelle principper om ikke-diskrimination og lighed for alle.

Religionsfriheden gavner alle. Den er et middel, hvor man gennem handlinger baseret på troen opnår demokratisering, mangfoldighed og sikkerhed. Religionsfriheden reducerer også fattigdom gennem økonomisk og social udvikling. Det ligger i kernen for de demokratiske principper, der bidrager til et frit og åbent samfund, og til moral, åbenhed, lovens styre, etisk behandling af andre, fred og fremme af andre menneskerettigheder.

I kontrast hertil bidrager restriktioner i retten til religionsfrihed til polarisering og diskrimination mellem samfund, og de underminerer demokratisering og sikkerhed og opmuntrer ekstremistiske grupper.

Tidevandet med globale angreb

I dag er religionsfriheden under angreb i hele verden. En nylig verdensomfattende undersøgelse af Pew Research Center fokuserede på 197 lande og territorier, der udgør 99,5 procent af verdens befolkning. Den kommer frem til, at cirka fem milliarder mennesker, 75 procent af verdens befolkning, lever i lande med stærke statslige restriktioner på religion eller stærke sociale fjendtligheder, der involverer religion, som ofte har religiøse minoriteter som mål.

Det er alarmerende, at disse alvorlige restriktioner mod religionsfriheden er forøget over hele verden. Rapporten indeholder betydelige beviser for, at et stigende niveau af restriktioner på religionsfrihed fandt sted i hver af de fem største regioner i verden. [5]

Langtrækkende og dybtgående

Retten til religionsfrihed eller overbevisning er omfattende og dybtgående. Det er en fundamental frihed, der omfatter alle religioner og anskuelser. Det beskytter teistiske og ikke-teistiske overbevisninger, såvel som retten til ikke at bekende sig til nogen religion. [6]

Som FN’s Menneskerettighedskomité bemærker i deres endelige fortolkning af retten til religionsfrihed under FN’s rettighedserklæring, så skal man fortolke udtrykkene tro og religion bredt. De er ikke begrænset til traditionelle religioner eller religioner og anskuelser med institutionelle kendetegn eller praksisser, der er analoge til de traditionelle religioner. Retten til trosfrihed omfatter nyligt etablerede religioner og religiøse mindretal, der kan gøres til genstand for fjendtlighed fra et dominerende religiøst samfund. [7]

En almindelig fejl i definitionen er at forlange, at en tro på Gud er nødvendig, for at noget kan blive betragtet som en religion. Det mest indlysende modbevis er klassisk buddhisme, der ikke er teistisk, og hinduisme, som er polyteistisk. En så smal definition er i strid med fundamentale menneskerettigheder. [8]

Absolut og ubetinget ret til tro

En person har en absolut og ubetinget ret til at antage enhver religion eller tro. Overbevisninger må under ingen omstændigheder blive begrænsede. [9]

Internationale love om menneskerettighederne tillader ikke nogen begrænsninger overhovedet på friheden til at have eller antage en religion eller tro efter eget valg. Denne frihed bliver betingelsesløst beskyttet, da det er en ret for alle, at have opfattelser uden indblanding. I overensstemmelse med disse rettigheder, må ingen tvinges til at afsløre tilknytning til en religion eller tro. Ligeledes må det ikke kræves af nogen, at de erklærer, at de ikke tilslutter sig religiøse trosretninger for at få beskæftigelse eller andre sociale eller økonomiske fordele. [10]

To dimensioner

Der er to dimensioner i religionsfrihed. De omfatter retten for enkeltpersoner og retten for religiøse samfund til at praktisere eller udøve deres religion, offentligt eller privat, gennem ”tilbedelse, undervisning, overholdelse af religiøse forskrifter og praksis”. [11]

Den første dimension omfatter enkeltpersoners rettigheder til frit at udøve deres religion eller tro. Den anden dimension omfatter rettighederne for religiøse grupper, der repræsenterer et samfund af trosfæller, så de kan udøve deres religion gennem religiøse ritualer og praksis, og så de kan opbygge deres interne religiøse anliggender gennem juridiske enheder og institutioner.