RELIGIØS TOLERANCE
og RELIGIØS MANGFOLDIGHED

De seneste årtier har set væksten i antallet af både verdensbekræftende religioner, og religioner der giver afkald på verden (og af andre mindre umiddelbart kategoriseret i disse brede, dikotome udtryk). De religioner, der giver afkald på verden, er opstået i protest mod, hvad de har haft tendens til at se som den voksende materialisme, konsumerisme og hedonisme i vestlige samfund. Nogle af dem skylder deres orienteringer til kristendommens asketiske tradition, andre har fundet et vist slægtskab med miljøhensyn, atter andre har trukket på det samme humørklima, som gav anledning til ”hippie”-kulturen i 1960’erne. I kontrast manifesterer verdensbekræftende orienteringer stærk kontinuitet med ny verdslig kultur og med nogle af de ændrede karakteranlæg, der er synlige i det tyvende århundredes kristendom. Da religiøse anliggender er skiftet fra fordybelsen i livet efter døden, som var det dominerende fokus i kristendommen i de foregående århundreder, således har også nye religiøse bevægelser lagt vægt på idéen om frelse i denne verden og i den nuværende livstid. Livsforbedring, stræben efter lykke, virkeliggørelsen af menneskeligt potentiale er blevet respektable mål, som støttes vidt og bredt, og det er ikke overraskende, at de nye religioner skulle have valgt dem. I en verden med knaphed, naturkatastrofer, hungersnød og teknologi på lavt niveau var religiøs askese en passende etik. Det supplerede behovene i et produktionssamfund, i hvilket hårdt arbejde og lavt udbytte skulle accepteres, i hvilket fornøjelse skulle udsættes (ofte til et antaget liv efter døden) således, at kapital kunne akkumuleres. Men i et samfund orienteret til forbrug, i hvilket teknologi har frembragt større forventninger om rigdommen og fordele, der skal opleves, ville en asketisk etik køre modsat behovet for at få folk til stive økonomien af ved at forbruge, ved at søge underholdning og materielt velbefindende. Ligesom kristendommens traditionelle askese blev forældet, så kom orienteringerne i nye mønstre for religiøs åndelighed til at afspejle den nye sociale etos. Den moderne valuta, hedonistiske værdier i verdslige samfund, er i stigende grad blevet afspejlet selv i mainstream-religion. Optimismen og vægten på ubegrænset nytte, som er drøftet indgående uden for mainstream af Christian Science, blev fulgt op inden for de større trosretninger ved fortalere for positiv tænkning af Norman Vincent Peale, en protestant, ved Monsignor Fulton Sheen, en katolik, og ved rabbiner Joshua Liebman. De seneste årtier har set udviklingen af velstandsteologi som en legitimering af det udbytte, som kristne burde forvente af religion. Psykologiske teknikker til øget selvkontrol, selverkendelse, selv-forbedring, livsforbedring og et større anlæg for åndelig berigelse er blevet del af repertoiret i mange religiøse bevægelser, i takt med at samfundet er gået bort fra godkendelse af synd-mættede teologier, der engang var det centrale tema for kristen lære.