XXXI. Kristendommens moralske arv

Rollen som moralsk lære i traditionel kristendom står i skarp kontrast til det, der findes i andre større religioner. Blandt dens forskellige niveauer af etiske formaninger er inkluderet en udførlig kodeks med forbud, hvis overtrædelse strafforfølges som synd. Den tidlige judaismes grundlæggende bud med hensyn til større forseelser, af den slags der er fælles for adskillige religiøse traditioner, blev forstørret i kristendommen gennem fordringsfulde anvisninger af en mere detaljeret karakter i særdeleshed med hensyn til seksualitet og det både fra Jesus og Paulus. Der var også perfektionsråd af en måske uopnåelig slags (”Vær Eder derfor perfekt”: og mere specifikt krav om at man elsker sine fjender; tilgive andre ”halvfjerds og syv” gange; at man ”vender den anden kind til”, ”bekymrer eder ikke for den dag i morgen” osv.). Opfattelsen af synd blev central for den kristne moralkodeks. Mennesket blev ifølge sagens natur antaget at være syndigt, og de fleste af dets naturlige ønsker, dets søgen efter tilfredsstillelse, opfyldelse, nydelse og selv dets egen livsforbedring i denne verden skulle ufortøvet ses som syndigt eller som førende til synd. Fra dets iboende syndighed kunne kun den eksemplariske dyd og overmenneskelige ofring af Kristus frelse det. Det ville derfor skylde en gæld til Kristus, der, uanset hvad det gjorde, ikke rigtig kunne betale tilbage. Som synder, selv hvis angrende og frelst af Kristus, ville det bære en permanent skyldsbyrde. Skyld var i sandhed den mekanisme, som opretholdt hele den moralske økonomi. Institutionen personligt skriftemål, udviklingen af en detaljeret procedure for bodsøvelser og senere det detaljerede, middelalderlige begreb skærsilden, er bevis på den strenghed, med hvilken kirken betragtede synd, og hvor langt den gik for at indpode skyldsfølelser. De krampagtige raserianfald i middelalderen med selvpiskning indikerer, hvor langt den skyldsfølelse var trængt ind i bevidstheden hos de mere gudfrygtige blandt lægfolkene. Selv i dag er selvpiskning langt fra ukendt i nogle organisationer inden for den romerskkatolske kirke. I det at udtale sig energisk imod synd indså den katolske kirke ikke desto mindre også menneskehedens iboende skrøbelighed og skaffede plads til den i institutionen skrifte, som fungerede som en indretning til at dulme et vist mål af skyld. Protestantisme, i modsætning til det der afviste en sådan mekanisme til lindring af skyldfølelser, blev specielt i dens calvinistiske udtryk et mere undertrykkende system, hvor det krævedes af de, der stilede efter at være den af Gud udvalgte, at de overhovedet ikke måtte synde. Til at intensivere synderes personlige kvaler tilskrives calvinisterne at have udviklet et teologisk system og en doktrin om frelse, som førte til mere intens internalisering af moralkontrol og til forbedret samvittighedsdannelse.

Først i det nittende århundrede begyndte den kristne optagethed af synd at aftage betydeligt. Langsomt og sindigt i løbet af det århundrede trådte kristen interesse i helvede og den evige fortabelse i baggrunden, men på dette tidspunkt havde verdslig moral og kravet om borgerlige anstændighedsbegreber opnået en autonom indflydelse i det offentlige liv. I det tyvende århundrede blev alvorligheden i de moralske krav i den forrige periode stadig dulmet, indtil i 1960’erne hvor de tidligere moralske ufriheder især på området seksuel adfærd gav plads til moralsk eftergivenhed. Processen blev måske lettet gennem udviklingen af fødselskontrol-teknikker, og gennem skiftet i mange andre af livets sfærer fra afhængighed af moralske ufriheder til teknologisk kontrol. Det er derfor tydeligt, at den postulerede model for slægtskab mellem religion og moral er et, der langt fra har været konstant selv i tilfældet kristendom. Dette mål for foranderlighed opstår heller ikke udelukkende med ændringer, der finder sted over tid. Det kunne også eksemplificeres blandt samtidige trosretninger. De moralske holdninger, der findes blandt nutids-evangelister, manifesterer fortsat en stærk interesse i personlig synd på mange adfærdsområder, men selve idéen om synd er næsten kommet til at blive betragtet som forældet af mange liberale kirkefolk, af hvilke mange anklager manglerne i det sociale system som ansvarlig for individers vildfarne adfærd. Nogle af disse liberale kirkemænd afviser fuldstændig påstandene om en absolut moralkodeks og foretrækker at hellige sig situationsetik, bibetydningerne af hvilken ofte radikalt må komme i konflikt med de optagne traditionelle, kristne, moralske forskrifter. En anden helt anderledes orientering møder man i Christian Science, hvor synd blot betragtes som fejl, der stammer fra en falsk opfattelse af realitet, og som sammen med sygdom kunne elimineres, som tilhængere af Christian Science tror, gennem en ændring fra materielle til åndelige måder at tænke på. Givet denne mangfoldighed af opfattelser af synd inden for moderne kristendom og de meget varierede moralske dispositioner, der kan findes der, er det klart upassende at forvente at finde det afspejlet i nye religioners moralske formaninger, som angiveligt ligner dem i kristne kirker. Nye religioner er opstået i en epoke meget forskellig fra den, som kristne trosretninger dukkede op og blev dannet i. Samfundet i sig selv er radikalt anderledes, og dets sociale, økonomiske og frem for alt teknologiske omgivelser er genstand for dybtgående og accelererende forandring. Det folk ved, det de ønsker, og området for deres personlige ansvar er i bund og grund en anden type på en anden skala end normen for forgangne århundreder. Nye religioner skal, hvis de skal tiltrække de tilhængerskarer, de tiltrækker, nødvendigvis undlade at tilpasse sig traditionelle stereotyper. Det gør dem ikke mindre religiøse.

XXXII. Hvordan skal en religion se ud?
DOWNLOAD HVIDBOG