Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

XXII. Teologiske meninger og religiøs tro

Hvis tolerancen for forskellige religioner er vokset, har en faktor, som måske tilfældigt har gjort den tolerance vanskelig at holde tilbage, været den voksende væsensforskellighed mellem teologers trosretninger og nogle af de mere engagerede lægfolk fra den nominelt samme religiøse anskuelse. En del af lægmændene bekræfter fortsat den bogstavelige inspiration i skrifterne, selvom andre, der er mindre sikre på mundtlig inspiration, ikke desto mindre tror på autenticiteten i det, de forstår, skrifterne udtrykker. Skønt ofte mindre fjernt fra almindelige troende lægfolk, end der er gejstlige mellem de akademiske og professionelle teologer, afviser de også ofte i dag troens centrale doktriner. I de sidste få årtier har der været anglikanske [dvs. episkopale] biskopper, som åbent har afveget fra sådanne grundliggende ting i den kristne tro som jomfrufødslen, Jesus’ genopstandelse og Kristi genkomst. Nogle lægfolk inden for samme betegnelse er blevet meget oprørte og forargede. Teologer er gået videre, nogle af dem bestrider eksistensen af et højeste væsen af den slags, der traditionelt set hyldes af den kristne kirke. Denne meningsstrøm er blevet drøftet indgående af nogle af de mest berømte og anerkendte, moderne teologer, det kan især findes i skrifterne af Dietrich Bonhoeffer og Paul Tillich, men kunne måske være i dets mest populære og indflydelsesrige tilkendegivelse af J. A. T. Robinson, biskop af Woolwich. I 1963 opsummerede biskoppen denne tendens i kristen tænkning i sin bestseller Honest to God. Han fremlagde argumenterne for opgivelsen af idéen om Gud som et personificeret væsen, der eksisterede ”derude”, og han udfordrede hele idéen om ”kristen teisme”. Han citerede Bonhoeffer:

”Mennesket har lært at magte alle spørgsmål af betydning uden at ty til Gud som arbejdshypotese. I spørgsmål vedrørende videnskab, kunst og endog etik er det blevet noget, der er forstået, som man knap nok tør gå løs på længere. Men i de sidste hundrede år eller så er det også blevet mere og mere sandt for religiøse spørgsmål: det bliver tydeligt, at alt klares uden ’Gud’ ligesom før.” [s. 36]

Fra Tillich citerede biskoppen følgende:

”Navnet på denne uendelige og uudtømmelige dybde og grund for al væren er Gud. Den dybde er, hvad ordet Gud betyder. Hvis det ord ikke har megen mening for dig, fortolk det, og tal om dybderne i dit liv, om kilden til din væren, din endelige ængstelse, om hvad du uden forbehold tager seriøst … Han som kender til dybde, kender til Gud.” [s. 22]

For sig selv siger biskoppen:

”… som han [Tillich] siger, teisme, som det normalt forstås, ’har gjort Gud til en himmelsk, helt perfekt person, som leder af verden og menneskeheden’” [s. 39] ”… jeg er overbevist om, at Tillich har ret i at sige, at ateismens protest mod sådan en højeste person er korrekt.” [s. 41]

”Vi skal til sidst ikke være mere i stand til at overbevise mennesker om eksistensen af en Gud ’derude’, som de skal kalde ind til at befale deres liv, end at overtale dem til at tage Olympens guder alvorligt” [s. 43]; ”at sige, at ’Gud er personlig’, er at sige, at personlighed er af afgørende betydning i indretningen af universet, at i personlige forhold berører vi den endelige betydning af eksistens som ingen andre steder.” [siderne 48-49]

Idet han skelnede, som teologer gør, mellem virkelighed og eksistens, hævdede biskoppen, at Gud i sidste instans var virkelig, men at han ikke eksisterede, eftersom at eksistere ville have indebåret at være begrænset i tid og rum og således være del af universet.

Hvis idéen om et højeste væsen blev udæsket, så blev den traditionelle forståelse af Jesus det også. En genfortolkning af Det Nye Testamente og af personen Jesus havde også været i gang i tankeprocessen i højere teologiske kredse i det tyvende århundrede. I 1906 havde Albert Schweitzer udgivet et værk under den oversatte engelske titel The Quest of the Historical Jesus, i hvilket han skildrede Jesus som en jødisk profet med noget vildførte idéer og i høj grad en skabning af sin tid. En mere radikal og kritisk ”af-mytologisering” blev foretaget af Rudolf Bultmann, der i begyndelsen af 1940’erne viste, hvor fuldstændigt evangelierne var underlagt de fremherskende myter på det tidspunkt, de blev skrevet. Han søgte at vise, hvor få af de begreber, der blev brugt i evangelierne, som kunne accepteres af det tyvende århundredes menneske. Budskabet til menneskeheden i Det Nye Testamente så han særlig meget i præmisserne for tysk eksistentialistisk filosofi: Kristendom blev en rettesnor for individets moralske liv, men han så det ikke længere som troværdigt som en grundstamme i at lære om Guds skabelse og hans herredømme over verden. Bultmanns arbejde rejste ny tvivl om den traditionelle påstand, at Jesus i virkeligheden var Gud, og som følge deraf såede tvivl om hele kirkens kristologiske lære. Denne historiske relativisme fandt yderligere udtryk i et værk med titlen The Myth of God Incarnate (redigeret af John Hick) udgivet i 1977, i hvilket et antal af de mest ansete, anglikanske teologer bestred den traditionelle kristne, ortodokse doktrin opstillet på Chalcedon-rådet [451 ad] om Guds forhold til mennesket Jesus. Moderne teologer fandt det vanskeligt at tro, at Gud var blevet menneske på den måde, som kirken havde undervist i i de foregående femten århundreder.

Disse forskellige strømninger i teologisk argumentation: den overvejede afvisning af begrebet om en personlig Gud; opgivelse af teisme; det nye eftertryk på Bibelens relativisme og udfordringen af accepterede begreber om Kristi natur og hans forhold til guddommeligheden – alt udgør en voldsom afvigelse fra den vedtagne forståelse af kristendommen og til troen blandt de fleste troende lægfolk. Meninger, der udstedes selv fra kristne kilder vedrørende religions natur, bragte nu på denne måde det ubetingede kristne kriterium, med hvilket religion tidligere var blevet defineret, op.

XXIII. Religion og social forandring
DOWNLOAD HVIDBOG