Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

XXIV. Traditionelle sekter

Strengt taget er bevægelser, som regnes for sekter, de, der udgør ”adskilte troende”, det vil sige, grupper der på grund af forskelle i doktrin, praksis eller organisering er i splittelse fra mainstream-kirker(ne), den brede tradition som de dog stort set deler. Det er dette element med at dele og formindskelsen af betydningen af deres forskelle over tid, som tillod nogle fordums sekter at stige til positionen at blive betragtet som trosretninger. Trosretninger deler almindeligvis tæt jævnbyrdighed i agtelse med hinanden. De bliver anerkendt som sådan, ligesom de spørgsmål om hvilke der er et spændt forhold til med det bredere samfund – et sådant spændt forhold er den typiske omstændighed, at bevægelser betegnet som sekter – opløser sig eller opløses. Baptisterne, Kristi disciple, nazaræernes kirke og på visse punkter selv metodisterne er alle eksempler på grupper, som har bevæget sig igennem sekt-til-trosretning-processen. Den gradvise anerkendelse af status som trosretning af bestemte bevægelser indikerer også den stigende tolerance i det bredere samfund, som lidt efter lidt til sidst mildnede de juridiske restriktioner (i Europa) på disse bevægelser og den sociale forsmædelse, som de led.

Ikke alle sekter udvikler sig dog til trosretninger, og meget afhænger af deres oprindelsesforhold og den type orientering over for verden, som karakteriserer deres lære. Sekter, der som Jehovas Vidner og kristadelfianerne gør den tidlige Kristi genkomst til det primære fokus i deres anskuelser, er tilbøjelige til at forblive i et sekterisk spændt forhold til det bredere samfund, specielt hvis de følger et energisk, evangelisk program. Så er også sekter såsom Exclusive (dvs. Plymouth) Brethren, som (selvom de også bifalder tro på den tidlige genkomst af Kristus) gør deres centrale sag til tilbagetrækning fra det bredere samfund, som ifølge sagens natur betragtes som ondt, ind i deres eget eksklusive fællesskab. Det spændte forhold, der eksisterer mellem sekter som disse og myndighederne og til tider mellem sekterne og offentligheden i almindelighed, har haft tendens til ikke at være koncentreret om noget i straffeloven, men på sekterernes afvisning af at deltage i det civile ansvar, som almindeligvis kræves af borgere. Derfor har de typisk gjort samvittighedsfulde indvendinger mod militærtjeneste eller som i tilfældet med nogle sekter, der søgte fritagelse fra at gøre tjeneste som jurymedlem eller fra medlemskab i fagforeninger i lande (Storbritannien og Sverige), hvor sådant medlemskab i visse industrier praktisk talt var obligatorisk. I tidens løb er sådanne samvittigheds-rettigheder i land efter land gradvist blevet tilstået som Jehovas Vidners rettighed i USA til at blive fritaget for at hilse nationalflaget eller deltage i afsyngningen af nationalsangen i skoleforsamlinger eller ved andre officielle lejligheder. Kristne sekter har i disse og andre tilfælde kæmpet og ofte vundet deres sag ved nationale eller til tider internationale domstole: ved at gøre det har de således gjort området religiøs frihed større. Men som med de sekter, som til sidst blev trosretninger, var de specielt i deres tidligste dage som nye bevægelser ofte udsat for forfølgelse, diskrimination og chikane.

XXV. Oppositionen til nye religioner
DOWNLOAD HVIDBOG