Den 11. december 2013 udstedte højesteretten i Storbritannien en enstemmig og skelsættende kendelse, der bekendtgjorde, at kirkesalen ved Scientology kirken i London skal anerkendes som et sted for religionsudøvelse ifølge britisk lov.
Denne kendelse fra den øverste retsinstans i Storbritannien, der utvetydigt anerkendte Scientologys redelige religiøse hensigter, betyder, at engelske scientologer nu kan blive viet med borgerlig gyldighed ved Scientologys religiøse bryllupsceremoni i kirkesalen ved Scientology kirken i London.
Højesterettens afgørelse holder principperne om lighed og ikke-diskrimination i religiøse sager i hævd. Beslutningen sikrer, at Scientology kirken og scientologer ikke behandles anderledes end andre religioner og deres medlemmer i Storbritannien og nyder de samme rettigheder.
Som en del af højesterettens kendelse om, at Scientology er en religion og at dens kirkesal (som findes i enhver kirke i hele verden) er et sted for religionsudøvelse, fastslog den også, at definitionen af religion og tilbedelse skal være moderne og omfattende nok til at omfatte de trosretninger, som et flertal af verdensbefolkningen tilhører.
Som en del af baggrundshistorien omstødte højesteretten en appelretsbeslutning fra 1970, der afviste en ansøgning om godkendelse af kirkesalen ved Scientology kirken Saint Hill i Sussex som et sted for religionsudøvelse. Appelretten havde besluttet, at Scientologys udøvelse ikke var ”i overensstemmelse med Places of Worship Registration Act of 1855”, da scientologer ikke tilbeder en ”Gud i form af en personlig skaber”. Appelretten indrømmede, at andre anerkendte verdensreligioner, såsom theravadabuddhisme, heller ikke tilbeder en Gud i form af en personlig skaber, men at buddhismen var en undtagelse fra reglen. Der blev ikke givet nogen forklaring på denne undtagelse.
Registrar General fortsatte med at afslå anerkendelsen af Scientology kirker baseret på kendelsen fra 1970, som også andre britiske myndigheder brugte til at retfærdiggøre diskrimination mod scientologer i mere end fire årtier. Tiden var inde til at omstøde denne forkerte og utidssvarende beslutning samt præsentere Scientology i dag, da religionen i de såkaldte Ideelle Organisationer tilbyder en lang række religiøse tjenester og samfundsforbedrende programmer.
I 2011 indsendte Louisa Hodkin (en scientolog, der ønskede at blive gift i kirken foran sin familie og venner) en ny ansøgning for at få Scientology kirken i Londons kirkesal registreret som et sted for religionsudøvelse. Ikke desto mindre afslog Registrar Generals kontor igen denne ansøgning baseret på kendelsen fra 1970 og loven fra 1855.
”Jeg […] bekendtgør, at kirkesalen på 146 Queen Victoria Street er et mødested for religionsudøvelse.”
Louisa Hodkin tog derefter sagen til domstolene. I den første instans fastslog retten, at Scientology var en religion, men retten bemærkede ikke desto mindre, at den ikke kunne godkende kirkesalen i London som et sted for religionsudøvelse, fordi den var bundet af appelrettens kendelsen fra 1970. Den indså sagens vigtigheden og anbefalede, at appelretsbeslutningen skulle sendes direkte til højesteret for at blive hørt.
Højesteret accepterede sagen uden tøven. I sin domfældelse omstødte højesteretten hele den gamle kendelse fra 1970 og fortolkede loven fra 1855, så den afspejler en ordentlig og moderne definition af religion, der omfatter Scientology. Den gamle definition var meget begrænset definition og fulgte de jødisk-kristne standarder, der var fremherskende i England, da loven af 1855 blev godkendt.
Lord Toulson beskrev det historiske forbud mod Scientology som ”ulogisk, diskriminerende og uretfærdig” i domsafsigelsen. De andre fire højesteretsdommere under højesteretspræsident Lord Neuberger var alle enige.
Domstolen konkluderede, at det var diskriminerende at afvise anerkendelsen af Scientology, eftersom andre religioner, der ikke tilbad en Gud som personlig skaber var blevet anerkendt som religioner:
Medmindre der er en overbevisende indholdsmæssig grund for at beslutte noget andet, bør udtrykket religion ikke begrænses til dem, der anerkender en højeste guddom. Først og fremmest ville det være en form for religiøs diskrimination, der er uacceptabel i nutidens samfund. Det ville udelukke buddhisme samt andre trosretninger såsom jainisme, taoisme, teosofi og en del af hinduismen. Bevismaterialet i denne sag omfatter, at blandt andre jain-udøvere, teosoffer og buddhister i England har registrerede steder for religionsudøvelse. Lord Denning anerkendte i Segerdal [1970] 2 QB 697, 707, at buddhistiske templer var ”ordentligt beskrevet som mødesteder for religionsudøvelse”, men han omtalte dem som ”undtagelsestilfælde” uden at give yderligere forklaring. Behovet for at gøre en undtagelse for buddhisme (som også er blevet anvendt mht. jainisme og teosofi) og manglen på en tilfredsstillende forklaring taler stærkt for, at den påståede generelle regel er uholdbar.
Desuden ville det at begrænse religion til samfund med en tro på en ”højeste guddom” føre en ind på et vanskeligt teologiske område. For eksempel vidnede fru Wilks, en scientolog, at hun tror på en slags højeste guddom, men at den for hende er abstrakt og upersonlig. Idéer om Guds natur er en teologisk debat.
Som en del af denne sag gennemgik retten definitionen for religion og reviderede den i lyset af Places of Worship Registration Act 1855. Retten konkluderede, at religion skulle defineres som som:
Et åndeligt eller ikke-sekulært trossystem, der er fælles for en gruppe tilhængere, der påstår at forklare menneskehedens position i universet og dens forhold til det uendelige, og at lære tilhængerne, hvordan de skal leve deres liv i overensstemmelse med den åndelige forståelse, der er forbundet med trossystemet.
Baseret på denne definition besluttede Lord Toulson på vegne af Storbritanniens højesteret:
Ifølge min tilgang til betydningen af religion, er der rigeligt bevis for, at Scientology ligger inden for denne.
Som det næste behandlede retten, om Scientology udførte ”religionsudøvelse” som påkrævet i loven af 1855. Lord Toulson noterede:
Jeg mener, at betydningen af tilbedelse [i dommen fra 1970] var unødigt smal, men selv hvis den ikke var unødigt smal i 1970, så er den unødigt smal nu.
Domstolen fortolkede den moderne definition af religiøs tilbedelse, så den var bred nok til at omfatte ”enhver religiøs tjeneste, uanset om den form for tjeneste falder inden for den smallere definition ifølge” dommen fra 1970. Desuden understøttede domstolen sin stilling ved at notere:
Denne bredere fortolkning er i overensstemmelse med standardmæssige ordbogsdefinitioner [...]
Den bredere fortolkning er i overensstemmelse med lovens formål, da den tillader medlemmer af en religiøs menighed, der har et mødested hvor religiøse ritualer udøves, at udføre religiøse vielsesceremonier på stedet. Deres godkendelse til dette bør ikke bero på fine teologiske eller liturgiske detaljer om, nøjagtigt hvordan de opfatter og udtrykker deres forhold med det uendelige (som scientologer benævner som ”Gud” i deres trosbekendelse og universelle bøn). De spørgsmål, som man i bevisførelsen er gået i detaljer med i denne retssag, er mere passende for teologer end for Registrar General eller retssystemet.
Baseret på disse kendelser afgjorde Storbritanniens højesteret, at Scientology kirken i Londons kirkesal ”er et mødested for religionsudøvelse ifølge sektion 2 i Places of Worship Registration Act”. Højesteretten beordrede i overensstemmelse hermed, at Scientologys kirkesal indregistreres som et gudshus og et sted, hvor borgerligt gyldige vielser kan finde sted. Således fik Scientology religiøs anerkendelse i Storbritannien.
Efter Louisa Hodkin hørte højesterettens dom i december 2013, udtalte hun:
Min forlovede og jeg har altid troet på retfærdigheden af det britiske retssystem. Det har været en lang og krævende sag, men højesterets afgørelse i dag betød, at det var det hele værd. Vi er virkelig begejstrede over, at vi nu kan blive gift og takker vores familie og venner for deres tålmodighed og støtte.
Efter denne historiske dom, der satte en stopper for ethvert juridisk grundlag for religiøs diskrimination mod scientologer i Storbritannien, blev Louisa Hodkin lykkeligt gift foran sin familie, venner og medlemmer af menigheden i Londons kirkesal.
Konklusion
Den historiske beslutning fra Storbritanniens højesteret i december 2013 og Australiens højesterets skelsættende dom fra 1983, der anerkender Scientology som en religion (se Australiens højesterets beslutning fra 1983: Scientology kirken: Skelsættende anerkendelse af Scientology religionen), er de to mest fremtrædende retssager om emnet og definitionen på religion ved de højeste retsinstanser i Storbritannien og Australien. Som sådan står de som en klar og overvældende præcedens i Commonwealth-landene og den engelsktalende verden.
Commonwealth: (tidligere British Commonwealth) er en frivillig sammenslutning af 53 selvstændige stater, hvoraf de fleste førhen var del af det Britiske Imperium.