Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

IV. Er Scientology en religion?

Det moderne, videnskabelige religionsstudie, som dukkede op i det nittende og tyvende århundrede, må betragtes adskilt fra de klassiske discipliner i teologi. Mens opgaven for teologi var at gøre rede for et givet samfunds religiøse overbevisning (kristen, jødisk, muslimsk, hinduistisk osv.) – som regel den kristne tro i Vesten – var det akademiske religionsstudie engageret i at give en videnskabelig beskrivelse og analyse af alle religiøse fænomener. Derfor var en af de første opgaver for den moderne disciplin, studiet af religion, at gøre definitionen af religion uafhængig af dens typiske identifikation med kristendom. Standarddefinitioner i mange ordbøger afspejler stadig generelt tendensen til at identificere religion med især kristendommens og andre monoteistiske religioners trosretninger. Disse definitioner giver ofte udtryk for, at den eneste fælles karakteristik for religion er ”troen på et Højeste Væsen”. Men religionsforskere kendte til mægtige og meget gamle religioner, som ikke indbefattede en sådan ”tro på et Højeste Væsen”. De fremstående eksempler var buddhisme, særligt i dens theravadiske form, hvor en sådan overbevisning udtrykkeligt blev forkastet, og jainisme, som også udtrykkeligt benægtede denne overbevisning. Alligevel var disse religioner mere end 2.000 år gamle. Endvidere minimerede Kungfutse-traditionen eftertrykket på det transcendente og maksimerede eftertrykket på ordentlige forhold mellem mennesker. Og i hinduisme mødte man mange guder og gudinder og ikke blot ét ”Højeste Væsen”. Desuden var de mystiske traditioner i selve de monoteistiske trosretninger i vesten selv ofte kritiske med hensyn til selve idéen om Gud som et ”Højeste Væsen” og insisterede på, at Guds virkelighed overgik sådanne forestillinger. Derfor blev det betragtet som yderst vigtigt at have en definition eller forståelse af religion, som passede til en bred mangfoldighed af religiøse traditioner fundet blandt mennesker op gennem hele historien.

På samme tid blev det erkendt, at der i menneskehedens religiøse traditioner var en dimension, som overgik det jordiske. Men den dimension eller virkelighed blev angivet på mange forskellige måder. Mens kristne måske stræbte efter ”forening med Gud”, eller muslimer søgte ”underkastelse for Allah”, var buddhister mere interesserede i at opnå ”indre visdom eller satori”, hinduer mere rettet mod at realisere ”det evige atman eller selv”, og tilhængere af jainisme stræbte efter at fremelske ”et godt sind”. Derfor indeholdt den definition, der kom ud af det moderne religionsstudium, en eller anden form for erkendelse af ”et hinsides” forstået bredt nok til at omfatte de religioner, som enten ikke havde et begreb om et ”Højeste Væsen”, eller som udtrykkeligt forkastede denne idé til fordel for en anden forestilling om det højeste. Selvom hver eneste religion identificerer en hellig dimension i livet, er det ikke alle religioner, som identificerer det hellige med et ”Højeste Væsen”.

Mens den vestlige, protestantiske kristendom måske har lagt ekstra vægt på tro som det centrale i religion, har andre former for religiøst liv, kristent og ikke-kristent, lagt mere vægt på udøvelse. I buddhisme for eksempel er udøvelse vigtigst: Udøvelse af den ottefoldige vej som måden at overkomme lidelse på. I hinduisme finder man en samlet vej til det højeste, hvor hele livet er udøvelse (rayoga) eller arbejde (karmayoga). Men udøvelse er ikke kun meditation eller fordybelse eller handling, det er også bøn, etisk adfærd, familieforhold og en række andre udøvelser. I alle religiøse traditioner dog i forskellige grader er der et helt liv, som bør leves i henhold til religionens ideal, og det er et liv, som er illustreret i udøvelse. Derfor blev udøvelse i overensstemmelse med idealerne og de etiske retningslinjer betragtet som en yderligere dimension til at forstå, hvad religion er. Desuden er den udøvelse, vi observerer i religiøse trossamfund og traditioner, ofte en rituel udøvelse.

Derfor ledte det moderne studium af religion til at anerkende en yderligere dimension af det religiøse liv, nemlig den rituale dimension. Riter og ritualer er strukturerede handlinger af det religiøse samfund for at lette samhørighed med de ultimative dimensioner af livet. I nogle af de kinesiske traditioner blev ritualer betragtet som vigtige for at opretholde den kosmiske orden og var omfattende begivenheder spredt over flere dage. Nogle religiøse traditioner nedtoner ritualers rolle f.eks. kvæker-kristne, men selv her ville de betragte det ”at samles i tavshed” som væsentligt for deres fællesskab. Selvom den rituelle dimension varierer meget fra tradition til tradition – og endda inden for en given tradition som kan ses i rituel pragt i ortodoks kristendom og ritualets enkelhed i det mennonitiske mødehus – er det en dimension til stede i det religiøse liv for menneskeheden.

Disse elementer af religiøs overbevisning, udøvelse og ritualer er ikke isolerede fra hinanden, men er sammenfaldende i et religiøst trossamfunds liv og skaber dets særlige livsform eller kultur. Hinduer er således mennesker, som deler et sammensat hele af religiøse overbevisninger, udøvelse og ceremonier, som tjener til at lette deres livsform; en livsform som har både jordiske og overjordiske dimensioner. De latinske rødder af ordet religion, religare, betyder at ”binde sammen”, og vi ser her den dobbelte mening af en sådan ”sammenbinding” af mennesker i et religiøst trossamfund. Der er ”binden sammen” af ”det menneskelige og det guddommelige” gennem en religion og ”binden sammen” af mennesker i et religiøst samfund.

Det er i lyset af disse betragtninger, at der fra det moderne studium af religion er fremkommet en forståelse af religion, som et fællesskab af mænd og kvinder bundet sammen af et sammensat hele af religiøse overbevisninger, udøvelser, adfærd og ritualer, som gennem denne livsform søger at forbinde det menneskelige med det hellige/guddommelige liv. Det er dog nødvendigt at forstå, at hver dimension i denne definition af religion – fælleskab, religiøs overbevisning, udøvelse, adfærd, ritual, livsform og det guddommelige – bliver forstået (a) inden for rammerne af en given religiøs tradition og (b) med relativt mere vægt lagt på nogle elementer fremfor andre i en given tradition. Derfor bliver ”fælleskabs”-dimensionen for eksempel tillagt mere vægt i ortodoks jødedom, end den gør i taoisme eller i andre former for jødedom. Ligeledes kan det guddommelige forstås som en overnaturlig virkelighed, som i jødedom eller som et iboende, men urealiseret Selv, som det er tilfældet inden for mange hinduistiske religiøse retninger. Men sådanne variationer gør ikke definitionen af religion ugyldig, men afspejler blot variationen af religiøse fænomener, som må være indeholdt i en moderne, akademisk redegørelse om religion.

Det er i henhold til ovenstående, vi kan spørge, om Scientology er en religion eller ej. Det korte svar er ”ja, det er den”. Vi kan gøre det mere tydeligt, hvis vi nu bruger ovenstående forståelse af religion, når vi taler om Scientology.

Møder vi i Scientology Kirken et specielt sæt af religiøse overbevisninger om meningen og det ultimative mål med menneskets liv? Endog det mest flygtige kendskab til Scientology samfundet og dets litteratur vil føre én til et bekræftende svar.

Scientology er en ”anvendt, religiøs filosofi og teknologi til at løse åndens, livets og tankens problemer”. Disse ”problemer med ånden, livet og tanken” er ikke permanente, men kan ifølge Scientology overvindes ...

Ifølge sin egen litteratur er Scientology en ”anvendt, religiøs filosofi og teknologi til at løse åndens, livets og tankens problemer”. Disse ”problemer med ånden, livet og tanken” er ikke permanente, men kan ifølge Scientology overvindes. Denne overvindelse af ”problemerne med ånden, livet og tanken” er i Scientology centreret i bevidsthed og viden. Centralt for denne bevidsthed og viden er thetanen og de otte dynamikker. Hver enkelt kræver en kort forklaring for at illustrere nogle centrale aspekter af Scientologys tro.

Ifølge Scientology er mennesket sammensat af forskellige dele: Kroppen, sindet og thetanen. Thetanen i Scientology er analog med sjælen i kristendom og ånden i hinduisme. En del af livets problem er, at mennesket har mistet bevidstheden om sin egen sande natur. I Scientology betyder dette en bevidsthed om sig selv som thetan. Men bevidsthed og viden om én selv som thetan er afgørende for ens velbefindende og overlevelse. Mennesker forveksler tit deres dybeste virkelighed med kroppen eller sindet, eller ser sig selv som udelukkende krop og/eller sind. Men for Scientology er det essentielt, at mennesker genvinder og erkender deres åndelige natur, det vil i Scientologys sprog sige, at ”man er en thetan”. Som thetaner er mennesker ”åndelige, udødelige og bogstaveligt talt uforgængelige”.

Eftersom bevidstheden om én selv som thetan er blevet sløret af ”engrammer” eller tabt i forvekslingen af thetan med kroppen og/eller sindet, er det en afgørende religiøs opgave at genfinde sin åndelighed. Det er noget helt centralt, da ”thetanen er kilden til al skabelse og livet som sådan”. Denne bevidsthed er derfor det første stadie i at praktisere en religiøs vej, som vil lede os, sagt i Scientology termer, til at blive clear. Når mennesker bliver bevidste om deres sande natur, som den opfattes i Scientology, og om de koncentriske cirkler af virkelighed, så kan de, mener scientologerne, fortsætte frit og kreativt gennem livets otte dynamikker. (Se Hvad er Scientology?, 1992-udgaven).

Ifølge Scientology er livets grundlæggende budskab overlevelse på tværs af de otte dynamikker. Den første dynamik er ”Selv” eller livets dynamik for at overleve som individ. Denne første dynamik eksisterer inden for større og større cirkler af eksistens, som strækker sig til den ottende dynamik eller uendeligheden. Eftersom skildringen af de otte dynamikker er grundlæggende for Scientology, er det passende her kort at gennemgå hver ”dynamik”. Som illustreret begynder dynamikkerne med individuel eksistens eller ”Selv” og dets drift til at overleve og fortsætte gennem den anden dynamik, som Scientology kalder ”kreativitet” eller ”skabelsen af ting for fremtiden” og inkluderer familien samt opdragelsen af børn. Den tredje dynamik er ”overlevelse som gruppe”, den del af livet som involverer private fællesskaber, venner, firmaer, nationer og racer. Den fjerde dynamik er ”menneskeheden” eller ”tilskyndelsen til overlevelse gennem menneskeheden og som hele menneskeheden”. Den femte dynamik er ”livsformer” eller ”tilskyndelsen for alt levende” til overlevelse. Den sjette dynamik er det ”fysiske univers”. Den syvende dynamik er den ”åndelige dynamik” eller tilskyndelsen for ”selve livet til at overleve”. Den ottende dynamik er ”tilskyndelsen til eksistens som uendelighed”, eller hvad andre kalder et ”Højeste Væsen eller Skaber”. ”Viden om dynamikkerne sætter én i stand til lettere at undersøge og forstå ethvert aspekt af livet.” (Hvad er Scientology?, 1991-udgaven, s. 149.) Det er i livet som helhed eller gennem de otte dynamikker udtrykt i Scientology termer, at den religiøse rejse og opgave udfoldes.

Det er især i den ottende dynamik, at man finder Scientologys bekræftelse på, ”hvad andre kalder” det Højeste Væsen eller Skaber. Men Scientology foretrækker betegnelsen ”Uendelighed” til at tale om ”altets alt”. Scientologys tilbageholdenhed med hensyn til ”Uendelighed” har paralleller i andre traditioner. Over for det ultimative mysterium råder mystikere i alle traditioner til tilbageholdenhed eller endog stilhed.

Scientologys religiøse overbevisninger vedrørende thetanen har paralleller i andre religioner, hvilket også dens tro på de otte dynamikker og altings åndelige natur har. Den religiøse søgen i Scientology ligner mere østens processer for søgen efter visdom og realisation end vestens versioner af religiøs søgen, der har tilbøjelighed til at lægge vægt på overensstemmelse med den guddommelige vilje. Nogle forskere antyder endda, at vi i Scientology har en version af ”teknologiseret buddhisme” (se F. Flinn i J. Fichter, ed., Alternatives to American Mainline Churches, New York, 1983), mens andre fremhæver dens paralleller til østens udøvelser for udvikling af sindet. Men man kan også i troen på de otte dynamikker finde en parallel til den middelalderlige vision om sjælens rejse op til Gud, som kulminerer i identificering med det ultimative mysterium, Gud.

I buddhismen er problemet og processen at bevæge sig fra uoplyst til oplyst, og i kristendom er det fra syndefuld til frelst, mens det i Scientology er at bevæge sig fra ”præclear” til ”clear” og videre. Her er stadiet clear forstået som en bevidsthed om ens egen åndelige natur og realiseret åndelig frihed, frigjort fra de tidligere oplevelsers byrder og i stand til at leve en rationel, moralsk tilværelse.

Ligesom visse andre religiøse traditioner ser Scientology den religiøse søgen fortrinsvis som religio-terapeutisk, dvs. at processen med at løse det menneskelige problem er set som en proces til virkeliggørelse af menneskets mistede eller skjulte åndelige kraft eller livsdimension. I buddhismen er problemet og processen at bevæge sig fra uoplyst til oplyst, og i kristendom er det fra syndefuld til frelst, mens det i Scientology er at bevæge sig fra ”præclear” til ”clear” og videre. Her er stadiet clear forstået som en bevidsthed om ens egen åndelige natur og realiseret åndelig frihed, frigjort fra de tidligere oplevelsers byrder og i stand til at leve en rationel, moralsk tilværelse. Dette er i Scientology den religiøse søgens natur, formålet med religiøs søgen. Denne søgen ender dog ikke på stadiet clear, men fortsætter til højere niveauer med åndelig bevidsthed og evne på de højere ”opererende thetan”-niveauer. På disse højere præstationsniveauer er man i stand til at have kontrol over sig selv og omgivelserne, eller som Scientology doktrinen formulerer det, at være ”årsag over liv, tanke, materie, energi, rum og tid”.

En religiøs udøvelse og vej er således kombineret med de religiøse overbevisninger, som er gennemgået ovenfor. Scientologys dimension er ofte beskrevet ved hjælp af betegnelsen ”teknologi” eller metoderne til at anvende principperne. Kernen i Scientologys religiøse praksis er fænomenet auditering, som scientologerne betragter som et sakramente. Det er en proces, hvorved man bliver bevidst om sine skjulte, åndelige barrierer, der forhindrer én i at blive bevidst om sin grundlæggende, åndelige natur som thetan og i at leve fuldt ud i henhold til denne natur. Disse forhindringer for et velfungerende og realiseret liv kaldes ”engrammer”. Et religiøst artefakt kendt som ”E-Meteret” bruges i auditering til at hjælpe religionens medlemmer eller Scientology tilhængere med at erkende og overkomme disse negative blokeringer på deres vej til at blive clear. (Se L. Ron Hubbard, Håndbog i Scientology, Los Angeles, 1976). Auditeringsprocessen udfolder sig mellem en religiøs specialist – en auditor, som er en præst eller præst under uddannelse i Scientology Kirken – og en person, som modtager auditering, eller en præclear. Auditeringsprocessen, som følger en fast fremgangsmåde og faste spørgsmål, er designet til at sætte præclear i stand til at gøre sig selv bevidst om, hvad han eller hun er, og til at udvikle sine evner til at leve mere effektivt. Scientologer er overbeviste om, at en sådan udøvelse vil gøre personen i stand til at bevæge sig fra ”en tilstand af åndelig blindhed til den strålende glæde ved et åndeligt liv”.

Sådanne udøvelser har paralleller i andre traditioners åndelige discipliner, som også søger at vække éns indre, åndelige natur. Selvom E-Meter-teknologien i Scientology er særegent for vort århundrede, er idéen bag den ikke. Den er i overensstemmelse med mandalaernes rolle i nogle buddhistiske traditioner eller meditation ved hjælp af eksterne midler i andre af østens traditioner.

Endvidere er det netop scientologernes overbevisning, at L. Ron Hubbard har opnået både indsigt i virkelighedens natur og udviklet en praktisk teknologi til at genvinde menneskehedens sande natur. Hubbards værker bruges som autoritære tekster inden for Scientology trossamfundet på samme måde som hellig litteratur inden for andre traditioner: Vedaerne i hinduisme, sutraerne i buddhisme osv. Men Hubbards indsigt, hævder scientologerne, er ikke blot et spørgsmål om ren tro, da den kan bekræftes ved erfaring gennem at praktisere den religiøse vej, som Hubbard har udformet. Dette svarer også til den gamle buddhistiske visdom, som prioriterer erfaring.

Scientologernes udøvelser rækker ud over denne centrale, religiøse teknologi og vej, eftersom alle ens handlinger bliver mere frie, dynamiske og betydningsfulde, når man bevæger sig mod tilstanden clear og videre. På vej mod dette mål læser scientologerne deres tekster, afprøver deres tro, handler i det omgivende samfund, udvikler deres indre liv, gifter sig, og i alle deres handlinger og adfærd søger de at realisere deres tros idealer. I Scientology litteraturen finder man adskillige henvisninger til kodekser for opførsel og andre etiske retningslinjer, som bør forme scientologernes liv.

Religion er ikke blot et sæt religiøse overbevisninger, ritualer og udøvelser, men er desuden et fællesskab af mennesker, som har sluttet sig sammen omkring sådanne religiøse overbevisninger, udøvelser og ritualer. I Scientology finder vi ligeledes denne dimension af religiøst liv. I mange dele af verden finder vi grupper af scientologer, som regelmæssigt samles som et religiøst fællesskab. Der finder man prædikener, læsning af Scientology skrifter, afspilning af L. Ron Hubbards båndforedrag osv., handlinger som er bestemt til at fordybe éns engagement i troen og til at udbrede viden om denne tro til andre. Trossamfundet består af dem, som i Scientology har fundet svar og teknologier, der henvender sig til livets grundlæggende spørgsmål. (Se Eileen Barker, New Religious Movements, A Practical Introduction, London, 1989).

På baggrund af denne gennemgang af Scientology i henhold til elementerne i den moderne videnskabelige definition af religion, er det klart, at Scientology er en religion.

Konklusion: På baggrund af denne gennemgang af Scientology i henhold til elementerne i den moderne videnskabelige definition af religion, er det klart, at Scientology er en religion. Den har sine egne særskilte religiøse overbevisninger om og forklaringer på en usynlig åndelig orden, sine egne særlige religiøse udøvelser og sit eget rituelle liv; og sine egne autoritative tekster og samfundsopbyggende aktiviteter.

V. Er Scientology et dyrkende fællesskab?
DOWNLOAD HVIDBOG