II. RELIGIONSDIMENSIONER

I The Religious Experience of Mankind (1. udg. 1969, 2. udg. 1976, 3. udg. 1984) hævdede Ninian Smart, at en religion typisk har seks karakteristiske træk eller dimensioner. I sit seneste oversigtsværk The World’s Religions: Old Traditions and Modern Transformations (1989) anvendte Smart igen disse seks dimensioner samt tilføjede en syvende. Disse dimensioner er følgende:

II.I. Den praktiske og rituelle dimension

Religioner har typisk visse udøvelser, hvori folk deltager. Disse udøvelser har mange forskellige former og kan omfatte sådanne aktiviteter som tilbedelse, prædiken, bøn, meditation, bekendelse, ofring, overgangsriter og andre hellige ceremonier.

Religioner har typisk visse udøvelser, hvori folk deltager. Disse udøvelser har mange forskellige former og kan omfatte sådanne aktiviteter som tilbedelse, prædiken, bøn, meditation, bekendelse, ofring, overgangsriter og andre hellige ceremonier. Nogle gange er disse udøvelser ret udførlige og offentligt synlige, som i den eukaristiske liturgi fra den ortodokse kirke eller de hellige ceremonier i australske aborigine religioner. Nogle gange er de meget mindre omfattende og mindre offentligt synlige som i former for meditation udøvet i buddhisme eller privat bøn, der er en del af forskellige religiøse traditioner. Når disse aktiviteter betegnes som ”ritualer”, følger det ikke nødvendigvis, at der er præcist specificerede former, sådanne udøvelser skal have, ej heller følger det nødvendigvis, at folk blot tager del i disse aktiviteter af vane. Mange former for ritualer har både et ydre (synligt) og et indre (usynligt) aspekt.

II.II. Oplevelsesdimensionen

På samme måde som religiøse udøvelser tager varierende former, er de religiøse oplevelser, folk hævder at have haft, også forskellige. Buddha talte om den indsigt, han fandt gennem meditation. Forskellige hebræiske profeter og profeten Muhammed talte om de åbenbarende oplevelser, der var grundlaget for deres religiøse lære. Nogle af de religiøse oplevelser, der er blevet rapporteret, er ganske dramatiske som f.eks. Paulus’ omvendelse på vejen til Damaskus og oplevelsen af ekstase forbundet med shamanismen i det centrale og nordlige Asien samt fænomenet besættelse af ånder i dele af Euroasien, Afrika og Stillehavsområdet. Andre religiøse oplevelser siges at være mindre dramatiske, men de bliver ikke desto mindre betragtet som virkelige og betydningsfulde af dem, som oplever dem. Eksempler på sidstnævnte type er oplevelser af hellig ærefrygt, guddommelig oplysning, indsigt, en fantastisk indre intethed, forsikring om frelse osv.

II.III. Den fortællende eller mytiske dimension

Der er fortællinger i rigtigt mange religioner. Disse fortællinger handler f.eks. om Guds, guders eller andre spirituelle entiteters handlinger, om hellige læreres livsforløb, om en religiøs forsamlings oplevelser osv. Fortællingerne i de jødiske og kristne skrifter, der handler om verdens skabelse, om Moses’ modtagelse af de ti bud og om, at Gud førte israelitterne ud af Egypten, hører alle til denne kategori ligesom de fortællinger i aboriginernes religioner, der beretter om de hellige væsners handlinger, som gav landskabet form; ligeså muslimske fortællinger om profeten Muhammeds liv og buddhismens om Gautamas (Buddhas) oplevelser. Smart understreger, at han anvender betegnelsen ”mytisk” som en teknisk term om en fortælling, der har religiøs betydning. Han antyder ikke, at fortællingen nødvendigvis er falsk. Religiøs tro udtrykkes i de fleste kulturer uden skriftsprog primært i fortællende form, hvor disse fortællinger overleveres mundtligt.

II.IV. Dogmatisk og filosofisk dimension

Især i kulturer med skriftsprog kan dogmer i mere eller mindre systematisk påstandsform være resultat af refleksion over, hvad der oprindeligt fandtes i fortællende form; disse dogmer kan sekundært eller yderligere være afledt af mere generelle filosofiske kilder i det mindste delvist. Sådanne overbevisningers og dogmers indhold varierer stærkt fra religion til religion og spænder f.eks. fra treenighedsdogmet i kristendom til hinduismens lære om kontinuerlig døds- og genfødselscyklus, som ethvert væsen er underkastet, fra de 99 navne på en gud i islam til Buddhas lære om fire ædle sandheder om lidelsens natur, om årsagen til lidelse, om muligheden for at ende lidelse og om den vej, der fører til dette resultat. I nogle religioner, såsom hinduisme, buddhisme, jødedom, kristendom og islam, findes der skrifter, hvori religiøse fortællinger og/eller dogmer er nedfældet.

II.V. Den etiske dimension

Smart skriver, at ”gennem hele historien erfarer vi, at religioner almindeligvis inkorporerer en moralkodeks” (The Religious Experience of Mankind, 3. udg., s. 9). I buddhismen hedder det f.eks., at ens handlinger bør beherskes af fem forskrifter – afholde sig fra at slå ihjel, at stjæle, at lyve, fra utugt og fra at indtage berusende drikke. Jødedommen har toraen (loven), der ikke blot indeholder de ti bud, men tillige mange andre moralske såvel som rituelle forskrifter. På samme måde har islam sharia (loven), der foreskriver visse moralske og rituelle pligter. I kristendommen opsummerede Jesus sin etiske lære i buddet ”elsk din næste som dig selv”. En religions etiske dimension kan i det mindste i nogen udstrækning hænge sammen med dele af dens dogmatiske og mytiske dimensioner. Buddhas forbud mod berusende midler er for eksempel foreneligt med hans opfattelse, at sådanne substanser vil blokere selvbevidsthed. Den kristne lære om at elske andre er forenelig med fortællinger om Jesu egen opførsel og med dogmet om, at Gud er kærlighed. Og de strenge moralske forbud i sharia er forenelige med den islamiske lære om, at hver enkelt person til slut bliver underkastet Guds dom.

II.VI. Den sociale og institutionelle dimension

Mens det i princippet er muligt for den enkelte at have sine egne helt individuelle, religiøse overbevisninger og at udføre sine egne religiøse udøvelser uden nødvendigvis at slutte sig sammen med andre religiøst troende, har de fleste religioner en eller anden form for organiseret trossamfund. Især i visse meget små samfund er de sociale institutioner, hvori de religiøse udøvelser finder sted, de samme som dem hvori andre f.eks. økonomiske aktiviteter finder sted. I andre samfund er der specialiserede religiøse institutioner, som f.eks. organiserede kristne trosretninger, buddhistiske klosterordener og menigheder af troende i jødedom og islam. Selv inden for samme brede religiøse tradition, f.eks. kristendommen, kan der forefindes mere end en form for religiøs organisering – der kan være så forskellige som f.eks. det formelle og hierarkiske system i katolicismen og de mere egalitære og uformelle organisationsformer i visse protestantiske kirker. Mange, men ikke alle religioner, har specielle religiøse funktionærer såsom guruer, munke, præster, imamer, ulema, rabbinere, prædikanter, shamaner osv.

II.VII. Den materielle dimension

I sin seneste bog tilføjer Smart den materielle dimension, som en syvende religionsdimension, i erkendelse af, at der ofte findes specielt religiøse artefakter, steder, bygninger, emblemer osv. Den relative vigtighed af disse varierer fra religion til religion. I visse små samfund findes der f.eks. ingen særlige religiøse bygninger; på den anden side kan der være dele af naturomgivelserne, som har fået religiøs betydning, f.eks. hellige steder i australske aborigine religioner og Fuji-bjerget i traditionel japansk folkereligion. Templer, moskéer og kirker udgør dele af den materielle dimension i buddhisme, hinduisme, jødedom, islam og kristendom. I forskellige religioner findes der også hellige eller symbolske objekter som f.eks. totemmer, relikvier, emblemer, elementer, der indgår i sakramentet og lignende. Det er vigtigt at bemærke, at skønt alle eller næsten alle ovenanførte dimensioner findes i alle verdens hovedreligioner, er den vægt, der lægges på hver dimension, varierende fra religion til religion, ja, selv fra en undertradition til en anden inden for samme religion. Som Smart skriver:

Der findes religiøse bevægelser eller manifestationer, hvor den ene eller anden af dimensionerne er så svag, at den praktisk talt ikke forefindes: Små samfund uden skriftsprog råder ikke over mange midler til at udtrykke en dogmatisk dimension; moderne buddhister, som koncentrerer sig om meditation, moral og livsanskuelse, giver sig meget lidt af med buddhismens fortællende dimension; visse nyformede grupper har måske ikke udviklet noget særligt i form af materiel dimension.

Desuden findes der så mange mennesker, som ikke formelt er del af nogen social religiøs gruppering, men har deres egne verdensopfattelser og udøvelser, at vi kan observere religiøse ”atomer” i samfundet, der ikke har formet nogen social dimension. (Ninian Smart, The World’s Religions: Old Traditions and Modern Transformations, s. 21)

III. Analyse af Scientology
DOWNLOAD HVIDBOG