I de sidste tredive år er apostasi endnu en gang blevet et emne i offentlige såvel som private kredse, selvom som bemærket ovenfor, ligner behandlingen af nutidens frafaldne ikke så meget den måde frafaldne blev betragtet på i fortiden. Siden 1960’erne er forskellige nyreligiøse bevægelser dukket op i alle moderne demokratiske samfund. Mange af disse religiøse mindretalsbevægelser kommer med ”totalitære” krav til deres medlemmer, idet de kræver absolut bindende tilsagn til deres religiøse lære og fuldkommen hengivenhed til deres religiøse samfund. Andre nye religioner kræver ikke fuldkommen fordybelse af alle medlemmer i deres fælles liv og mission, dog kræver de alligevel streng overholdelse af doktrinære, etiske og rituelle standarder. Alle nye religioner rummer anskuelser og praksisser, der er i strid med mainstream-religioner. På grund af disse strenge krav er det ikke overraskende, at nogle af dem, der blev involveret, snart beslutter, at en særlig religiøs bevægelse ikke er noget for dem og går deres vej. At de går deres vej, går normalt upåagtet hen, fordi de fleste af de involverede personer betragter deres tidligere erfaring positivt, som et skridt mere på deres egen åndelige rejse.
Men i kontrast til ovenstående, blandt de, der frivilligt går deres vej, er nogle få afhoppere, der har fået et meget dårligt ry ved offentligt at angribe deres tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter gennem pressen og ved domstolene. Som velkomne kilder til information for et publikum der både er nysgerrigt og frygtsomt mht. disse fremmede nye religioner, behandles sådanne frafaldne ofte som celebre sager snarere end som socialt udstødte. Men, som vi skal se nedenfor, hverken det roligt påskønnende tidligere medlem, ej heller den forurettede frafaldne fra en nyreligiøs bevægelse, der udtaler sig, kan tages som en objektiv og autoritativ fortolker af den religiøse bevægelse, han eller hun tidligere hørte til.
IV.I. Forskellige måder at gå sin vej på
Der er en udbredt misopfattelse blandt det generelle publikum, at få bortgange fra nyreligiøse bevægelser er frivillige og positive oplevelser. Billedet af nye religioner som yderst ensrettede grupper, der kontrollerer deres medlemmers tanker og handlinger gennem mange forskellige former for ”tankekontrols”-teknikker, er dybt forankret i offentlighedens fantasi, takket være mediernes fiksering på gyserhistorierne fra tidligere medlemmer og på antikultgruppers propaganda. Selv mange tidlige lærde beskrivelser af nyreligiøse bevægelser forevigede denne fejlagtige forestilling ved næsten udelukkende at basere deres undersøgelser på frafaldne, der med magt blev skilt fra deres tidligere religiøse forbindelser, enten gennem tvangsmæssig deprogrammering eller ufrivillig hospitalsindlæggelse. Men et antal nylige videnskabelige undersøgelser (f.eks. James A. Beckford, Cult Controversies: The Societal Response to New Religious Movements, London: Travistock Publications, 1985, Stuart A.Wright, Leaving Cults: The Dynamics of Defection, Washington D.C.: Society for the Scientific Study of Religion, 1987) har klart vist, at to meget forskellige typer apostasi eksisterer, som efter tur kan koordinere to meget forskellige frafaldne-vurderinger af nyreligiøse bevægelser.
Kun en lille minoritet af frafald fra nyreligiøse bevægelser er resultatet af tvunget apostasi. Alvorlige bestræbelser på at ”redde” en given person fra en nyreligiøs bevægelse er altid startet af udenforstående. Slægtninge, der er imod en persons involvering i en ny religion, står overfor et dobbelt-problem – hvorfor den person meldte sig ind, og hvordan den person kan skilles fra den religion.
Det første spørgsmål bliver typisk besvaret med en ”hjernevask”-forklaring, hvilket derefter retfærdiggør en ”deprogrammerings”-løsning på det andet problem. Hjernevaskscenariet ”forklarer”, hvordan en konvertit til en ny religion kommer til at favne og forsvare, hvad der for den udenforstående forekommer at være sådanne absurde anskuelser og praksisser. Personen, det drejer sig om, ses som offer for forskellige psykologiske og sociologiske teknikker i tankekontrol. Givet den omstændighed at det eneste middel til at redde den person er en eller anden dramatisk form for indgriben, som vil frigøre individet fra sådan trældom. Tilflugt til tvangskidnapning og deprogrammering eller til en juridisk værgeordning og hospitalsindlæggelse retfærdiggøres, som de nødvendige midler til at redde vildledte og manipulerede tilhængere af nye religioner fra sig selv. I en eller anden form er påstande om hjernevask og retfærdiggørelser af deprogrammering grundlaget for alle sådanne ”redningsoperationer”.
Modsat den offentlige mening er størstedelen af frafald fra nyreligiøse bevægelser et spørgsmål om frivillig apostasi. Desuden vil det klare flertal af dem, der af egen fri vilje går deres vej, tale positivt om visse aspekter i deres tidligere oplevelse.
Grundet deres store synlighed i medieafsløringer og retsforfølgninger mod deres tidligere religiøse forbindelser har den slags fremtvungne frafaldne hjulpet til at fostre den polemik, der omgiver nyreligiøse bevægelser. Deres ståen til rådighed som ”kultoverlevere” gør dem til varme eksempler for medierne, hvilket ofte er den eneste information om nyreligiøse bevægelser, der er til rådighed for den brede offentlighed. På dette stade i processen virker den logiske forbindelse mellem hjernevask og deprogrammering omvendt. Selve den kendsgerning, at deprogrammerings-processen ”virker”, tages som bevis af bekymrede udenforstående såvel som nogle tidligere medlemmer, for at hjernevask-scenariet er sandt. Den pludselige og radikale ændring i deres tro og adfærd, frembragt af deprogrammering, ses som klart bevis på, at den genvundne person rent faktisk var offer, om ikke fange af en ildesindet religion. Hvad mere er, den kendsgerning, at de ”fik deres kære tilbage”, tilskynder pårørende til at hjælpe andre ”med at få deres børn tilbage” ved at offentliggøre deres historie og ved at støtte de antikultorganisationer, der støttede dem. På denne måde har en lille procentdel af frafaldne og deres ”redningsmænd” formet (eller mere korrekt forvrænget) offentlighedens opfattelse af alle afhoppere fra nyreligiøse bevægelser.
Modsat den offentlige mening er størstedelen af frafald fra nyreligiøse bevægelser et spørgsmål om frivillig apostasi. Desuden vil det klare flertal af dem, der af egen fri vilje går deres vej, tale positivt om visse aspekter i deres tidligere oplevelse. Selvom de gerne indrømmer de måder, en given religiøs bevægelse ikke kunne opfylde deres personlige forventninger og åndelige behov på, har mange frivillige afhoppere fundet måder til at redde nogle forsonende værdier fra deres tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter.
Men der er nogle frivilligt frafaldne fra nyreligiøse bevægelser, der går deres vej dybt forbitrede og kritiske over for deres tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter. Deres adskillelse fra en engang elsket religiøs gruppe er analog til en forbitret ægteskabelig separation og skilsmisse. Både ægteskab og religion kræver en markant grad af engagement. Jo større engagementet er, des mere traumatisk er bruddet. Jo længere engagementet er, des mere presserende er behovet for at bebrejde den anden det mislykkede forhold. Langvarige og stærkt involverede medlemmer af nyreligiøse bevægelser, som med tiden bliver desillusioneret med hensyn til deres religion, kaster ofte al skyld på deres tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter. De forstørrer små fejl til uhyre onder. De vender personlige skuffelser til ondsindet svigt. De vil endog fortælle utrolige usandheder for at skade deres tidligere religion. Ikke overraskende appellerer disse frafaldne ofte efter forbrydelsen til de selv samme hjernevask-scenarier, der normalt blev taget i brug for at retfærdiggøre tvangsfrigørelser fra nyreligiøse bevægelser.
IV.II. Taktik for genindtræden
Tvangsfrigørelse fra tidligere religiøse forbindelser og aktiviteter er kun halvdelen af processen at fornægte ens tiltro til en nyreligiøs bevægelse. Den frafaldne, det være sig frivilligt eller tvungen, står over for de mere frygtindgydende opgaver, at vende tilbage til den dominerende kultur og til at omformulere en ny identitet og verdenssyn. Tilbagevenden betyder sjældent bare at vende tilbage til ens tidligere livsstil og verdenssyn, før man meldte sig ind i en nyreligiøs bevægelse. Den ”fortabte” søn eller datter vender tilbage som en forandret person, der medbringer et helt sæt erfaringer, der på en eller anden måde skal forklares og integreres i en ny psykologisk og social situation. Denne overgang påvirkes ofte af familiesystemer, sociale netværk, religiøse grupper, uddannelsesinstitutioner, og antikultorganisationer. Ikke overraskende farver indflydelsen fra disse grupper kraftigt den frafaldnes fortolkning af tidligere religiøse aktiviteter og forbindelser.
Uanset hvilken måde de forlader den på, skal frafaldne tage hensyn til både deres tidligere omvendelse til og efterfølgende adskillelse fra en ikke-traditionel religiøs bevægelse. De får ofte den selvretfærdiggørelse, de søger fra antikultorganisationer eller fundamentalistiske religiøse grupper, som begge giver dem hjernevask-forklaringerne til at efterrationalisere deres pludselige fastholdelse af og lige så pludselige opgivelse af en nyreligiøs bevægelse. Informationen, der tilvejebringes af disse grupper, er sædvanligvis yderst negativ og svært fordomsfyldt overfor organisationen, der lades tilbage. Mere præcist, disse grupper forsyner dem med et fællessprog til fortælling af deres historier om forførelse og frigørelse. Utallige sociologer har påpeget, at disse biografier om ”kultoverlevelse” er yderst stiliserede beretninger, som forråder indflydelsen fra lånte scenarier om fangenskab og befrielse – hver en indstuderet historie om social isolation, emotionel manipulation, fysisk afsavn, økonomisk udnyttelse og hypnotisk kontrol. Disse ”gyselige historier” tjener både til at undskylde for den enkelte frafaldne såvel som til at beskylde den nye religion for irrationel anskuelse og umoralsk adfærd. De fodrer og former også de offentlige opfattelser af de nye religioner som farlige trusler mod religionsfrihed og civil orden. Givet denne negative presse, bliver selv de frafaldne, som ikke falder ind under den direkte påvirkning fra antikultorganisationer eller fundamentalistiske religiøse grupper, ofte påvirket af deres negative portrætter af den religion, de har forladt.
