Det er en generel karakteristik af de etablerede religioner at understrege deres ælde. Denne påstand er intimt forbundet med den tro, at der er varige sandheder, evige sandheder, og den vage, men kraftfulde idé, at autentisk visdom kommer fra en uspecifik ur-fortid. På samme tid er der en udbredt bevidsthed om det ubønhørlige i mange aspekter af det sociale liv med uigenkaldelig forandring. Når den økonomiske og industrielle orden gennemgår så hurtig og mærkbar forandring, når den sociale struktur manifesterer en kontinuerlig proces af gentilpasning, når større sociale institutioner – statssamfund, loven, uddannelse, fritid og endda familien – alle oplever både konstant ubevidst tilpasning og programmer med bevidste reformer, ville det være usædvanligt, hvis ikke religiøse idéer og organisationer undergår lignende processer for forandring og nyskabelse. Det gør de til trods for ælde og tradition. Alligevel er den antagelse så forankret, at religion bør være, som liturgien udtrykker det, ”som det var i begyndelsen, er nu og i al evighed skal være”, at aktører i andre sociale institutioner finder det er vanskeligt at komme overens med idéen om nye religioner eller nyskabende procedurer, som disse religioner arbejder for. Lovens håndhævere arbejder med udslidte definitioner, der blev etableret af retspraksis, der strækker sig ind i den fjerne fortid, så selv den juridiske opfattelse af, hvad der kunne udgøre religion, er forvirret og udlevet. Politikere, følsomme over for uro i offentligheden når af hvilken som helst grund nye religioner bliver angrebet i massemedierne, fremmaner let konventionelle og etablerede antagelser om, hvordan religion er. Journalister spiller på disse meget diffuse, traditionelle forestillinger, når religiøse forhold periodisk kan blive ophøjet til sager af større offentligt anliggende. På trods af bestræbelser på at bringe sin egen religiøse optræden ”ajour” ser den religiøse institution i sig selv generelt med mistro på innovative udviklinger, som finder sted uden for kirkernes rammer. I en hurtigt skiftende verden, i hvilken sociale institutioner er i stadig forandring, er til religion alene tilskrevet en fortsat og teoretisk uforandret rolle, funktion og form.
Alligevel er der bevis for, at et stort antal personer søger og finder nye mønstre af religiøs praksis og nye opfattelser af religiøs sandhed og engagerer sig i ny åndelig søgen og deltager i nye typer af religiøs organisation.
Alligevel er der bevis for, at et stort antal personer søger og finder nye mønstre af religiøs praksis og nye opfattelser af religiøs sandhed og engagerer sig i ny åndelig søgen og deltager i nye typer af religiøs organisation. Selvom mange af de store kilder til den offentlige mening og indflydelse stadig er bundet til det gamle klichéagtige billede af religion, er oppositionen til nye religiøse bevægelser, hovedsageligt fordi de er nye, ensbetydende med modstand mod selve processen med social og religiøs udvikling i sig selv.
Bryan Ronald Wilson
2. august 1995
Oxford, England
