Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

II. Substantielle definitioner

Jeg er klar over, at professor Parrinder, professor Pocock og kannik Drury hver især har foreslået kriterier, ifølge hvilke et fænomen eventuelt kan kvalificeres som religiøst i substantiel forstand. Herved mener jeg, at de har angivet forskellige grunde til at begrænse brugen af udtrykket ”religion” til fænomener, som udviser definitive egenskaber, som ikke forekommer sammen i andre fænomener.

Den stærkeste form for substantielle definitioner holder på, at religion har en essens eller en essentiel natur, som kun kan erfares med sikkerhed gennem intuition og introspektion. Således hævdede Rudolf Otto, at religion var et ”... oprindeligt element af vores psykiske natur, som det er nødvendigt at fatte rent ud i dets entydighed og ikke i sig selv kan forklares ud fra noget som helst andet”. (The Idea of the Holy. Harmondsworth: Penguin Books, 1950, s. 141.) Efter hans mening ligger religiøse oplevelsers entydighed i, at de er radikalt forskellige fra alle andre oplevelser: De var oplevelser af det ”fuldstændigt anderledes”. Elementerne cirkelslutninger og tidløshed i denne type ræsonnement er problematiske og har skræmt de fleste sociologer væk fra at gøre brug af essentialistiske definitioner. Fordelene er dog unægtelige.

Oftere har sociologerne være tilbøjelige til at bruge ”stipulerende” religionsdefinitioner. Ved hjælp af dette middel har de, til deres eget formål og uden at påstå universel gyldighed for deres mening stipuleret, at ”religion” skal identificeres gennem reference til bestemte karakteristika. For antropologen M. Spiro f.eks. er religion ”en institution bestående af interaktion i et kulturmønster med kulturelt postulerede, overmenneskelige væsner”. (”Religion: Problems of Definition and Explanation” i M. Banton, red., Anthropological Approaches to the Study of Religion. London: Tavistock, 1966, s. 96). Men det er ikke alle sociologer, som insisterer på referencen til ”overmenneskelige væsner”. P. Worsley, en anden antropolog, finder det mere hensigtsmæssigt at definere religion som en ”dimension udover de empirisk-tekniske muligheder”. (The Trumpet Shall Sound. London: MacGibbon & Kee, 1957, s. 311). Denne forkærlighed for en substantiel, men temmelig rummelig definition deles af mange sociologer. Den velkendte og autoritative definition af R. Robertson for eksempel stipulerer, at

religiøs kultur er det sæt anskuelser og symboler ... som angår skelnen mellem en empirisk og en superempirisk, transcendental realitet: De empiriske anliggender er betydningsmæssigt underordnede de ikke-empiriske. For det andet definerer vi ganske enkelt religiøs aktivitet som: Aktivitet formet af en anerkendelse af den empiriske/superempiriske skelnen. (The Sociological Interpretation of Religion. Oxford: Blackwell, 1970, s. 47).

Det ville ikke tjene noget som helst godt formål at tilføje flere eksempler på stipulerende, substantielle definitioner, da de citerede eksempler er typiske for de almindelige måder, hvorpå religion defineres til socialvidenskabelige analyseformål.

[D]er kan ikke være nogen tvivl om, at Scientology for socialvidenskabelige analyseformål opfylder kravene til en religion. Scientologys underliggende filosofi om mennesket postulerer, at personen er sammensat både af en materiel krop og en ikke-materiel ånd, som nyder udødelighed i et ikke-empirisk rige.

Når man bruger de definitionskriterier, som er underforståede i Spiros, Worsleys og Robertsons definitioner, kan der ikke være nogen tvivl om, at Scientology for socialvidenskabelige analyseformål opfylder kravene til en religion. Scientologys underliggende filosofi om mennesket postulerer, at personen er sammensat både af en materiel krop og en ikke-materiel ånd, som nyder udødelighed i et ikke-empirisk rige. Troen på thetanernes virkelighed er en logisk forudsætning for billigelse af Scientologys ritualer, kurser i praktisk uddannelse, rådgivningstjenester og programmer til socialreform. Der ville ikke være nogen tvingende begrundelse for Scientologys særlige former for religion i fravær af tro på eksistensen og bedreværdet af en ikke-empirisk, transcendental realitet. Faktisk, fra synspunktet af forfatteren af den mest autoritære, sociologiske analyse af Scientology, blev bevægelsens grundlægger og leder mere og mere orienteret mod spørgsmål om thetanens oprindelse, kendskab til tidligere liv og ”de overnaturlige evner, individet kan erhverve ved at praktisere Scientology”. (R. Wallis, The Road to Total Freedom. London: Heinemann, 1976, s. 124).

En engageret scientologs handlinger ville blive formet og ledet af den empiriske/superempiriske skelnen. Professor Parrinder har effektivt demonstreret, hvorledes ritualerne i Scientology repræsenterer et element af tilbedelse og pietet, som er samklingende med den underliggende lære om en ikke-empirisk realitet, og professor Pocock har lagt vægt på de tydelige paralleller mellem Scientology og de store traditioner i hinduisme og buddhistiske religioner med hensyn til deres lignende forståelse af det immanente forhold mellem guder eller ånder og menneskeslægten.

III. Konklusion
DOWNLOAD HVIDBOG