I. Indledning

Hvad er definitionen på en religion? Selv anerkendte (ikke alle politiske strukturer anerkender religioner) og traditionelle, etablerede religioner stiller ofte spørgsmål om deres oprindelse i et forsøg på at bevise, at de i virkeligheden er den eneste sande religion. Enhver som siger: ”Min herre er den største inkarnation af Gud eller den eneste oplyste herre”, er ubestrideligt uvidende. Målestokken til at bedømme fuldt oplyste åndelige ledere besiddes kun af fuldt oplyste disciple. En oplyst discipel er fuldstændig loyal over for sin herre, lærer eller guru, som viste ham vejen til indsigt, men han respekterer altid andre avatarer og herrer.1

”Så mange forskellige definitioner [på religion] er udformet i den vestlige verden i tidens løb, at selv en ufuldstændig liste over dem ville være ubrugelig”, står der i Encyclopedia of Religion (Mircea Eliade, Macmillan, London/New York: 1986, s. 283). Derfor må jeg stille mig tilfreds med nogle af kendetegnene ved religiøs oplevelse og den indsigt, at religioner har et dybt kulturmæssigt og socialt grundlag.

I den mest generelle sammenhæng er religion menneskets søgen efter en forbindelse med det ”åndelige” – faktisk en sammenslutning – ofte med eller førende til gudsdyrkelse.

For kristne betyder dette at komme tilbage til stadiet før ”menneskets fald”, som de tror er muligt gennem Guds søn, Jesus Kristus. Religion (Jesus) forener med andre ord og er et symbol for samhørighed med Gud og mennesket. Et hovedproblem ved religion er imidlertid, at hver enkelt religions teologer har forskellige opfattelser af deres religion. Det kan siges, at religion forener, og at teologi splitter. Men teologi er nødvendig for at forstå religion og religioner.

Rudolf Otto (1869-1937) definerer i sin bog Das Heilige essensen af religiøs bevidsthed som ærefrygt, en unik blanding af frygt og fascination af det guddommelige. Han citerer mange oplevelser fra Indien, Marokko og sit hjemland og konkluderer, at mennesker, alle mennesker, fra tid til anden anerkender en guds eksistens.

Mircea Eliade (1907-86) ville tilføje, at overbevisning med hensyn til Gud ikke er begrænset til oplevelse. Det eksemplificeres i symbolismer og ritualer over hele verden. Symboler, ritualer og oplevelser resulterer i søgen efter, hvorfor mennesket handler, som det gør. Symboler og ritualer er rodfæstede i mytologi.

Med disse definitioner i mente bruger jeg derfor to udbredte udsagn om de væsentligste kendetegn ved en religion. Det ene nævnes af Dr. Rainer Flashe (Marburg) på side 27 i ”Acta Comparanda II” (Antwerpen 1987): ”Ved en ny religion forstår vi en religiøs bevægelse, som drejer sig om en ny doktrin, en ny kult, og et nyt samfund, som er opbygget med baggrund i disse to faktorer.”

Den anden udtalelse eller definition tager jeg fra dr. W. Lutjeharm (Bruxelles) fra den Herrnhutiske Brødremenighed og hans studium af Zinzendorf og det guddommelige, der beviser, at alle religioner er et produkt of udviklingen (Brusselse Theologische Studies, nummer 1, 1976, s. 6): I det øjeblik en gruppe mennesker samles på grund af en fælles oplevelse og bukker, er der religion. Når de – denne gruppe – bruger denne handling som en skik, kan vi tale om en konkret religion, religionsanstalt. Når en person tager lederskabet, bliver den ansvarlige og beordrer folk at handle på samme måde, så er det en trosretning eller en sekt. Og hvis en anden har lyst at gøre det anderledes, så kan vedkommende starte en ny sekt. På denne måde tilbeder alle mennesker det Væsen, som ”uns so einen Schauer macht”.

I en religion kan vi derfor forvente at finde en forbindelse eller en sammenslutning med det åndelige og det transcendentale: en doktrin og praksis såvel som symboler, ritualer og oplevelser i forbindelse med den transcendentale verden og et samfund centreret omkring den slags tro og praksis.

II. Syn på Scientology
DOWNLOAD HVIDBOG