Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

Ordliste
Menneskerettighedsorganisationer, artikler og dokumenter vedrørende religionsfrihed

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne

Verdenserklæringen udgør en milepæl i menneskerettighedernes historie. Udarbejdet af repræsentanter fra lande fra alle regioner i verden blev Verdenserklæringen offentligt bekendtgjort af de Forenede Nationers generalforsamling i Paris den 10. december 1948 (resolution 217 A (iii)). [44]

Artikel 18, Verdenserklæringen

Artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne siger:

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, praksis, tilbedelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR)

ICCPR er en flersidet traktat, der blev vedtaget af FN’s generalforsamling den 16. december 1966, og som har været i kraft siden 23. marts 1976. ICCPR binder stater til at beskytte politiske og civile rettigheder, herunder retten til religionsfrihed, ytringsfrihed og foreningsfrihed. I 2013 havde 167 lande forpligtet sig til at opretholde ICCPR. [45]

Artikel 18, ICCPR

Artikel 18 i ICCPR siger:

  1. ”Alle har ret til tanke-, tros- og religionsfrihed.” Denne ret omfatter frihed til at have eller at antage en religion eller tro efter eget valg og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem tilbedelse, undervisning, overholdelse af religiøse forskrifter og praksis.
  2. Ingen skal gøres til genstand for tvang, som ville hæmme hans frihed til at have eller at antage en religion eller tro efter eget valg.
  3. Frihed til at manifestere sin religion eller tro kan kun underkastes de begrænsninger, der er foreskrevet ved lov og er nødvendige for at beskytte offentlig sikkerhed, orden, sundhed, eller moral eller de fundamentale rettigheder og friheder.
  4. Deltagerstaterne i konventionen påtager sig at have respekt for forældres frihed og, når det er relevant, en værge, til at sikre den religiøse og moralske uddannelse af deres børn i overensstemmelse med deres egne overbevisninger.

Den internationale konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (ICESCR)

ICESCR er en flersidet traktat, der blev vedtaget af FN’s generalforsamling den 16. december 1966, som har været i kraft siden 3. januar 1976. ICESCR binder stater til at beskytte enkeltpersoners økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, herunder ret til arbejde, retten til sundhed, retten til uddannelse og retten til en passende levefod. I 2013 havde 160 lande forpligtet sig til at opretholde ICESCR. [46]

Konventionen om de internationale grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter

Sammen udgør Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den internationale konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder Konventionen om de internationale grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter. De internationale menneskerettighedsinstrumenter indeholder en omfattende beskyttelse af menneskerettigheder for alle. De er blevet hyldet som ”en veritabel Magna Carta, der markerer menneskehedens ankomst til en vitalt vigtig fase: den bevidste erhvervelse af menneskelig værdighed og værd”. [47]

FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grund af religion eller tro

Erklæringen blev vedtaget af FN’s generalforsamling den 25. november 1981. Erklæringen er en af de vigtigste internationale dokumenter, der beskytter religionsfrihed. Den formulerer FN’s stærke holdning imod religiøs diskrimination og religiøs intolerance. Den beskriver også i detaljer de langtrækkende rettigheder, der bliver behandlet inden for området religionsfrihed gennem udøvelsen af ens religiøse overbevisning.

Artikel 2 og 3 i erklæringen fra 1981 bekræfter ICCPR’s normer for antidiskrimination. Afsnit 1 af Artikel 2 siger: ”Ingen må gøres til genstand for diskrimination af nogen stat, institution, gruppe af personer eller person på grund af religion eller andre overbevisninger.”

Artiklerne 1 og 6 giver en omfattende liste af rettigheder til tanke-, samvittigheds-, og religionsfrihed. Disse omfatter retten til (1) ”tilbedelse eller samling i forbindelse med en religion eller tro, og at etablere og opretholde steder til disse formål”, (2) ”at etablere og opretholde passende velgørende eller nødhjælpsinstitutioner”, (3) ”lave, tilegne sig og i tilstrækkeligt omfang bruge de nødvendige artikler og materialer i forbindelse med en religions eller tros ritualer eller skikke”, (4) ”skrive, udstede og formidle relevante publikationer i disse områder”, (5) ”undervise i en religion eller tro på steder, der er egnet til disse formål”, (6) ”anmode om og modtage frivillige finansielle og andre bidrag fra enkeltpersoner og institutioner”, (7) ”overholde hviledage og fejre helligdage og ceremonier i overensstemmelse med levereglerne i ens religion eller tro”, og (8) ”at etablere og opretholde kommunikation med enkeltpersoner og lokalsamfund i sager vedrørende religion og tro på det nationale og internationale plan.” [48]

De forenede Nationers Konvention om Børns Rettigheder (CRC)

CRC er en traktat, der blev vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989, som har været i kraft siden 2. september 1990. CRC fremsætter religiøse, civile, politiske, økonomiske, sociale, sundheds- og kulturelle rettigheder for børn. CRC definerer barn som ethvert menneske under 18, medmindre myndighedsalderen er opnået tidligere under en stats egen lovgivning. [49]

Artikel 14, CRC

Artikel 14 i Konventionen om Børns Rettigheder siger:

  1. Medlemslandene skal respektere barnets ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.
  2. Medlemslandene skal respektere forældres rettigheder og pligter, og når det er relevant, en værge, til at give barnet en rettesnor i udøvelsen af hans eller hendes rettighed i overensstemmelse med barnets udviklingsstade.
  3. Frihed til at manifestere sin religion eller tro kan kun underkastes de begrænsninger, der er foreskrevet ved lov og er nødvendige for at beskytte offentlig sikkerhed, orden, sundhed, eller moral eller de fundamentale rettigheder og friheder. [50]

FN’s Menneskerettighedskomité

FN’s Menneskerettighedskomité (”Menneskerettighedskomitéen”) er en forsamling, der består af 18 uafhængige eksperter, der alle arbejder for at overvåge staters overholdelse af Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, herunder retten til religionsfrihed beskyttet af Artikel 18 i ICCPR. Deltagende stater skal rutinemæssigt tilvejebringe rapporter for Menneskerettighedskomitéen, der viser, at de overholder at beskytte børns rettigheder, som formuleret i ICCPR.

Som en del af sine pligter udsteder Menneskerettighedskomitéen bestemte fortolkninger af de rettigheder, der er formuleret i ICCPR, for at vejlede lande i at overholde deres forpligtelse til at beskytte disse rettigheder. Disse bestemte fortolkninger af menneskerettighederne er kendt som generelle kommentarer. Den generelle kommentar om retten til religionsfrihed, udstedt i 1993, er omtalt som generel kommentar 22. Generel kommentar 22 består af elleve omfattende afsnit, der formulerer den omfattende og dybtgående betydning af retten til religionsfrihed. Afsnit 2 af generel kommentar 22 siger:

Artikel 18 beskytter teistiske og ikke-teistiske overbevisninger, såvel som retten til ikke at bekende sig til nogen religion. Udtrykkene ”tro” og ”religion” skal fortolkes bredt. Artikel 18 er ikke begrænset i sin anvendelse til traditionelle religioner eller religioner og anskuelser med institutionelle kendetegn eller praksisser, der er analoge med de traditionelle religioner. Komitéen ser med bekymring på enhver tendens til at diskriminere nogen religion eller tro af nogen grund, herunder den kendsgerning, at de er nyetablerede eller repræsenterer religiøse minoriteter, der kan blive genstand for fjendtlighed fra et dominerende religiøst samfund. [51]

Menneskerettighedsrådet

FN’s Menneskerettighedsråd er et mellemstatsligt organ inden for FN-systemet, som er pålagt at fremme og beskytte menneskerettighederne i hele verden, og som tager sig af overtrædelser af menneskerettighederne, herunder krænkelse af retten til religionsfrihed i bestemte lande, og at give anbefalinger og resolutioner for at forsvare og beskytte menneskerettigheder. Det mødes i FN’s kontor i Genève. Rådet består af 47 af FN’s medlemsstater, der er valgt af FN’s generalforsamling.

FN’s særlige rapportør for religion eller tro

Den særlige rapportør for religion eller tro er en uafhængig ekspert udpeget af FN’s Menneskerettighedsråd til at identificere eksisterende og nye hindringer for nydelse af retten til religionsfrihed eller tro og præsenterer anbefalinger vedrørende metoder til at overvinde disse forhindringer.

Rapportøren udgiver en årlig rapport om religionsfrihed og udgiver også rapporter om lande, som rapportøren officielt har besøgt. I henhold til en rapport E/CN.4/2005/61 påtager den særlige rapportør sig besøg i lande for at få en dybtgående forståelse af specifikke situationer og praksisser og at give konstruktiv feedback til det pågældende land og rapporterer til rådet eller Generalforsamlingen. [52]

Den Europæiske menneskerettighedskonvention

EMRK er en international traktat underskrevet og ratificeret af 47 stater i Europarådet til at beskytte menneskerettigheder og fundamentale friheder i Europa, herunder retten til religionsfrihed, beskyttet af Artikel 9, og retten til at blive fri for religiøs diskrimination, beskyttet af Artikel 14. Konventionen blev udarbejdet i 1950, og den trådte i kraft den 3. september 1953. Konventionen etablerede den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Artikel 9, EMRK

Artikel 9 i EMRK indeholder konventionens nøglebestemmelse om religionsfrihed, modsvarer artiklen om religionsfrihed i Verdenserklæringen og blev udarbejdet kort efter Verdenserklæringen. Den modsvarer også nøje Artikel 18 i ICCPR om religionsfrihed:

  1. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem tilbedelse, undervisning, overholdelse af religiøse forskrifter og praksis.
  2. Frihed til at manifestere sin religion eller tro skal kun underkastes begrænsning, som er foreskrevet af loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til offentlig sikkerhed, for at beskytte den offentlige orden, sundhed eller moral, eller til beskyttelse af rettigheder og friheder. [53]

Artikel 14, EMRK

Artikel 14 i EMRK siger:

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. [54]

Protokol nr. 1, Artikel 2, EMRK

Protokol nr. 1, Artikel 2, i EMRK siger:

Retten til uddannelse

Ingen person skal nægtes retten til uddannelse. I udøvelsen af de funktioner, som staten antager i forhold til uddannelse og undervisning, skal staten respektere forældres ret til at sikre, at uddannelse og undervisning foregår i overensstemmelse med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en international domstol, der blev oprettet i 1959, som har domsmyndighed over sager fra de 47 lande, der i øjeblikket udgør Europarådet. Den kommer med afgørelser på stævninger fra enkeltpersoner eller stater om påståede overtrædelser af civile og politiske rettigheder angivet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder retten til religionsfrihed, beskyttet af Artikel 9, og retten til at blive fri for religiøs diskrimination, beskyttet af Artikel 14. Siden 1998 har den eksisteret som en fuldtids domstol, og enkeltpersoner kan henvende sig direkte, hvis de har udtømt nationale retsmidler i deres eget land. Domstolen har til huse i Strasbourg i Frankrig, hvor den overvåger respekten for menneskerettigheder for 800 millioner europæere. [55]

Et voksende antal domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fortolket anliggender vedrørende religionsfrihed beskyttet af Artikel 9 og 14 i den Europæiske konvention for at påbyde en streng pligt til neutralitet fra statens side. Disse domme forbyder også staten at genfortolke, misfortolke, vurdere eller at undersøge religiøse overbevisninger eller udøvelse af disse overbevisninger. [56]

EU’s retningslinjer om fremme og beskyttelse af religionsfriheden

Den 24. juni 2013 vedtog EU-Ministerrådet nye retningslinjer til fremme og beskyttelse af religionsfriheden i EU’s udenrigspolitiske tiltag og menneskerettighedspolitik. Retningslinjerne er baseret på principperne for religionsfrihed, lighed, ikke-diskrimination og universalitet. Retningslinjerne bekræfter, at hvert land skal sikre, at dets juridiske system garanterer religionsfrihed, og at der eksisterer ”effektive foranstaltninger” til at forhindre eller sanktionere overtrædelser. Retningslinjerne siger, at EU og dets medlemsstater bør fokusere på disse forholdsregler:

  • Bekæmpe voldelige handlinger på grund af religion eller tro;
  • Fremme frihed til at udtrykke sig;
  • Fremme respekten for forskellighed og tolerance;
  • Bekæmpe direkte og indirekte diskrimination bl.a. ved at indføre ikke-diskriminerende lovgivning;
  • Støtte frihed til at skifte eller forlade ens religion eller tro;
  • Støtte retten til at udøve sin religion eller tro;
  • Støtte og beskytte menneskerettighedsforkæmpere herunder støtte til individuelle cases; og
  • Støtte og engagere sig med det civile samfund, herunder religiøse foreninger, konfessionsløse og filosofiske organisationer.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE)

OSCE er et mellemstatsligt organ sammensat af 57 lande fra Europa, Centralasien og Nordamerika. OSCE er verdens største regionale sikkerhedsorganisation. Det tager sig af en bred vifte af emner, herunder religionsfrihed og menneskerettigheder.

Utallige af OSCE’s menneskerettighedsforpligtelser beskytter og fremmer religionsfrihed, som udtrykt i Helsingforsslutaktens princip VII:

VII. Respekt for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, herunder tanke-, samvittigheds- eller religionsfrihed.

De deltagende stater vil respektere menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, herunder tanke-, samvittigheds- eller religionsfrihed, for alle uden hensyntagen til race, køn, sprog eller religion.

De vil fremme den faktiske udøvelse af borgerlige, politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og andre rettigheder og friheder, som alle stammer fra menneskets iboende værdighed og er essentielle for dets frie og fulde udvikling.

Inden for disse rammer vil de deltagende stater anerkende og respektere den enkeltes frihed til at bekende sig til og praktisere, alene eller i fællesskab med andre, religion eller tro i overensstemmelse med sin egen samvittighed.

Dette fundamentale engagement er gentagne gange blevet bekræftet. Begyndende med mødet i Madrid i 1983 indikerede de deltagende stater, at de ville ”positivt overveje ansøgninger fra religiøse samfund af troende, der praktiserer eller forbereder sig på at praktisere deres tro inden for forfatningens rammer, om at få tildelt den status, som deres respektive lande giver religiøse trosretninger, institutioner og organisationer.” [57] Denne formulering blev forstærket i Wiendokumentet (1989) for at indikere, at deltagende stater ikke kun ville ”positivt overveje ansøgninger”, men at de ”efter anmodning fra samfund af troende, som praktiserer eller forbereder at praktisere deres tro inden for forfatningens rammer vil … give anerkendelse af den status, der er til rådighed for dem i deres respektive lande”. [58]

Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR)

ODIHR OSCE er institutionen for menneskerettigheder under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). ODIHR’s arbejde i området religionsfrihed fokuserer på at bistå deltagerlande og religiøse samfund med at beskytte og fremme retten til religionsfrihed.

ODIHR også er engageret i at forebygge og reagerer på intolerance og diskrimination baseret på religion. ODIHR er hjulpet i sit arbejde af et Rådgivende Panel med 12 medlemmer, som er eksperter i religionsfrihed, der fungerer som et rådgivende organ, som fremhæver spørgsmål om religionsfrihed af interesse og giver anbefalinger til at assistere deltagende stater med at opfylde OSCE-forpligtelser relateret til religionsfrihed. Det Rådgivende Panel gennemgår også lovforslag angående religiøse spørgsmål, når de bliver inviteret til det af OSCE-stater til at sikre, at lovgivningen opfylder standarder for menneskerettigheder.

Det Rådgivende Panel udgav bogen Guidelines for Review of Legislation Pertaining to Religion or Belief (”Retningslinjer”). Disse retningslinjer blev udarbejdet for at hjælpe panelet med at beskrive standarder for religionsfrihed, der bruges til at gennemse staters love om religion og for at opstille retningslinjer, som staterne kan anvende under udarbejdelsen af en sådan lovgivning. Disse retningslinjer blev budt velkommen af OSCE’s Parlamentariske Forsamling ved deres årlige session i juli 2004. Det Rådgivende Panel består af eksperter fra hele OSCE-området.

DOWNLOAD PDF