I vestlige afhandlinger har udtrykket ”religion” altid været problematisk. Ordets gamle latinske rod, religio, betegnede en autentisk måde at handle på – omhyggelig, trofast og med samvittighedsfuld omhu for detaljer. Den autentiske måde at handle på blev dog defineret ved dets modsatte, superstitio, en slags handlemåde motiveret af uvidenhed, frygt og bedrageri. Som den sprogkyndige Emile Benveniste bemærkede: ”Idéen om ’religion’ kræver så at sige ved modsætning idéen om ’superstition’.” 3 Uundgåeligt falder adskillelsen mellem religion og superstition, det autentiske og det bedrageriske, det velkendte og den underlige ind i en grundlæggende modsætning mellem ”os” og ”dem”. I den modsætning påstås autentisk religion for ”os”, mens anskuelser og udøvelser baseret på superstitiøs uvidenhed, frygt og bedrageri bliver tilskrevet ”dem”.
I det sydlige Afrika har denne begrebsmæssige modsætning mellem religion og superstition en lang historie i de europæiske rapporter om indfødte afrikanske anskuelser og udøvelser. Igennem det nittende århundrede afviste europæiske observatører at erkende, at de former for afrikansk, religiøst liv skulle regnes som ”religion”. For eksempel demonstrerede J. T. van Kemp, den første missionær fra London Missionary Society i det sydlige Afrika i begyndelsen af det nittende århundrede, denne benægtelse af afrikansk religion. Med henvisning til befolkningen i Eastern Cape udtalte van Kemp : ”Hvis vi ved religion forstår pietet over for Gud eller den ydre handling, hvorved denne pietet udtrykkes: Jeg kunne aldrig opfatte, at de havde nogen religion, ej heller nogen idé om eksistensen af en Gud.”4 Det er klart, at van Kemp benægtede den kendsgerning, at folk i Eastern Cape havde en rigtig ”religion”. I stedet insisterede van Kemp, at afrikanere led under ”overtroens” uvidenhed, frygt og svindel.
Denne afvisning af at anerkende afrikanske anskuelser og udøvelser varede ved ind i det tyvende århundrede. I 1920’erne for eksempel argumenterede afrikaaner-antropologen W. M. Eiselen, der kom til at tjene i Bantu Affairs Administration af H. F. Verwoerd under implementeringen af ”Grand Apartheid” i 1950’erne, for, at afrikanere ikke havde nogen indfødt religion. Udtrykket, godsdiens (religion) insisterede Eiselen på, burde reserveres kun for, hvad han kaldte ”en ophøjet kultur”. I mangel af en sådan kultur kunne ifølge Eiselen afrikanere måske have geloofsvorme (former eller mønstre af tro), men de har ingen godsdiens.5 Under denne formel fortsatte afrikanere i det sydlige Afrika derfor med at lide under den kategoriske afvisning af deres indfødte, religiøse arv.
Udtrykket ”religioner” har været lige så problematisk. I det engelske sprog findes den første registrerede brug af flertalsformen ”religioner” i 1593 i den protestantiske teolog Richard Hookers værk. Til forskel fra samtidigt sprogbrug brugte Hooker udtrykket ”religioner” til at skelne mellem to religioner: protestantiske og romerskkatolske.6 Hooker så åbenbart to religioner – protestantisk og katolsk – hvor efterfølgende tænkere ofte har set en, kristendommen. I det attende århundrede inddelte europæisk tankegang om religion verden i fire religioner: kristendom, jødedom, islam og hedenskab hvor sidstnævnte undertiden yderligere blev opdelt i oldtidens, moderne og ”djævelsk” hedenskab.7 I 1870, da F. Max Müller gav sine introducerende foredrag om komparativ religion, var antallet af store religioner blevet udvidet til otte – kristendom, jødedom, islam, hinduisme, buddhisme, zarathustrismen, konfucianisme og taoisme – med den betydningsfulde rest af, hvad Max Müller kaldte, indfødte ”religioner uden bøger”.8 Oprindelig brugt til at definere kristne inddelinger blev udtrykket ”religioner” derfor stadig mere anvendt i forsøg på at finde mening i en verden af religiøs mangfoldighed.9
I det tyvende århundrede har udtrykkene ”religion” og ”religioner” fortsat med at være viklet ind i religiøse konflikter. Som reaktion på fremkomsten af ”nye, religiøse bevægelser” i 1960’erne og 1970’erne nægtede for eksempel antikultpropaganda disse bevægelser religiøs status ved at stemple dem som foretagsomme virksomheder, undergravende politiske organisationer eller som hjernevask-”sekter”. Antikultpolemik i den retning syntes endda at påvirke den akademiske analyse af nye religioner.10
Selvom den var informeret i et vist omfang af antikultpropaganda, syntes den Sydafrikanske undersøgelseskommission, der forsøgte at benægte Scientology den religiøse status i dens 1972 rapport, at være mere optaget af at styrke visse kristne antagelser om, hvad der burde regnes som legitim religion i Sydafrika. Ifølge kommissionen var Scientology Kirken ikke en religion, fordi den ikke fulgte den korrekte tilbedelse af en personlig Gud. ”Selvom Scientology erklærer at anerkende et Højeste Væsen,” påstod kommissionen, ”nævner de aldrig det som en kontrollerende magt eller en personlig Gud berettiget til lydighed og tilbedelse.”11 Ihukommende den kristne missionærs nittende århundredes fornægtelse af afrikansk religion var denne nægtelse af religiøs status til Scientology baseret på en specifik kristen antagelse om den korrekte form for tilbedelse, som angiveligt er nødvendig for tro og udøvelse for at blive regnet som autentisk religion.
I en detaljeret afvisning udgivet i 1975 bemærkede den fremtrædende sydafrikanske professor i religionsvidenskab, G. C. Oosthuizen, spydigt, at scientologer lettere kunne have opnået anerkendelse som en religion under kommissionen, ”hvis de bukkede for en hellig ko eller en abegud eller en elefantgud eller en slange eller en frø”.12
Siden en religiøs livsstil kan betragtes som en måde at være menneske på, har denne nægtelse af religiøsitet for andre også været en afvisning af den fulde menneskelighed for andre mennesker. Spørgsmålet om definitionen på religion er derfor ikke blot et akademisk spørgsmål. Det er så grundlæggende som spørgsmålet: Hvad anses for at være et menneske?
