På visse tidspunkter så L. Ron Hubbard ud til at afvise betegnelsen ”religion” for Scientologys anskuelser og udøvelser. For eksempel bemærkede han engang, at ”Scientology er ikke en psykoterapi. Det er en samling af viden, der giver individet frihed og sandhed, når den bruges korrekt.”13 I denne forbindelse ser Hubbard ud til at have skelnet mellem de formelle aspekter af religion såsom trosbekendelser, udøvelser eller medlemskab og den befriende sandhed. Denne måde at skelne mellem ”religion” og ”sandhed” er en almindelig religiøs strategi. For eksempel insisterede den kristne teolog Karl Barth på, at hans forkyndelse ikke var en religion, det var sandhed. Maududi har fremsat samme påstand om islam, Franz Rosenzweig for jødedommen og Sarvepalli Radhakrishnan for hinduismen. I alle disse tilfælde har religiøse tænkere påstået den ultimative betydning og styrken i deres ”sandhed” ved at skelne den fra religion.14
Men Hubbard opdagede også, at udtrykket ”religion”, hvis det er ordentligt defineret, kunne bruges til at betegne den befriende sandhed i Scientology. ”Scientology” er en religion i ordets allerældste og mest fuldstændige forstand, forklarede Hubbard. Mere end blot en ”religiøs udøvelse” er Scientology dog en ”religiøs visdom”.15 Udtrykket ”religion”, ifølge Hubbard, ”kan omfatte hellige overleveringer, visdom, kendskab til guder og sjæle og ånder”.16 Inden for disse rammer påstod Hubbard derfor, at Scientology bør betragtes som en religion.
Hubbard identificerede de hinduistiske, buddhistiske og taoistiske rødder til denne religiøse visdom. Som visse former for hinduisme, specielt advaita vedanta, støtter Scientology den erkendelse, at det menneskelige selv i sidste ende er den højeste, guddommelige magt i universet. I sanskrit-formlen af vedanta er atman (det menneskelige selv) brahman (det guddommelige). Som buddhistisk udøvelse beskriver Scientology imidlertid en trin-for-trin bane mod frigørelse fra uvidenhed, som minder om ”den ottefoldige vej” i buddhisme. Den buddhistiske vej går gennem de forskellige stadier af ret forståelse, engagement, kommunikation, opførsel, levevis, bestræbelse, bevidsthed og meditation til at opnå en tilstand af en glad frigørelse hævet over verden. På lignende vis identificerer Scientology en religiøs vej eller bro, der markerer fremskridt i retning af frigørelse. Men mens den buddhistiske vej var udformet i princippet for et klosterliv fjernt fra almindelige, menneskelige relationer og beskæftigelser, har Scientologys vej mere til fælles med en taoistisk tilgang til at opnå åndelig harmoni midt i verden. I den taoistiske betydning er befrielse en tilstand af balance, hvor et menneske er i harmoni med alle eksistenstilstandene. Scientology er rettet mod at opnå en lignende harmoni.
I dens kosmologi identificerer Scientology tre grundlæggende aspekter af virkeligheden – den livskraft, der er omtalt som theta, det højeste væsen, som også er kendt som uendelighed, og det fysiske univers af materie, energi, rum og tid, der bliver repræsenteret ved akronymet MEST.
Genklange fra disse gamle, asiatiske religioner kan derfor findes i Scientologys religiøse overbevisninger. Men Hubbard konkluderede, at det ultimative mål for disse religioner – åndelig frigørelse, viden og harmoni – kun sjældent blev opnået i praksis. Reflekterende over sine rejser i Asien bemærkede Hubbard, at han så mange studere, men meget få der nåede frem. Ifølge Hubbard manglede de gamle, religiøse veje følelsen af ”presserende nødvendighed af at ankomme”.17 En moderne religion, konkluderede han, var nødt til at gøre mere end at identificere åndelige mål; den var nødt til at angive praktiske metoder til at opnå dem.
Scientology har også meget til fælles med oldtidens alternative kristne og jødiske, religiøse bevægelser kendt som gnosticisme. Ligesom oldtidens gnostikere underviser Scientology i, at mennesker i bund og grund er åndelige væsner med guddommelige sjæle af rent lys, der er fanget i den materielle verdens mørke. I dens kosmologi identificerer Scientology tre grundlæggende aspekter af virkeligheden – den livskraft, der er omtalt som theta, det højeste væsen, som også er kendt som uendelighed, og det fysiske univers af materie, energi, rum og tid, der bliver repræsenteret ved akronymet MEST. Som en personlig form af livskraft er menneskesjælen – thetanen – blevet viklet ind i kræfterne af MEST. I Scientologys kosmiske drama kan thetanen blive reddet fra den sammenfiltring med det fysiske univers’ tilstande.
Scientology beskriver denne befrielse af thetanen som et spørgsmål om overlevelse. Scientologys ”ottefoldige vej” er de ”Otte Dynamikker”, der repræsenterer på hinanden følgende stadier af ekspansion i den grundlæggende tilskyndelse til overlevelse. De første fire dynamikker er ”tilskyndelsen til eksistens” af en selv, familie, gruppe og menneskeheden; de næste to er tilskyndelsen til overlevelse på livskræfternes niveau og det fysiske univers, og den syvende og ottende dynamik repræsenterer den ultimative, åndelige overlevelse på niveauet sjæle og det Højeste Væsen. Som Hubbard fremførte: ”Fremgang opad mod overlevelse på højere niveauer er også en fremgang mod Gud.”18 I denne betydning beskriver de Otte Dynamikker et udkast til en vej ikke kun for befrielsen af sjælen fra begrænsningerne i den fysiske verden, men også for at opnå en ultimativ Gudserkendelse ved at eksistere på niveauet for det Højeste Væsen.
Som andre religioner har Scientology Kirken en formel trosbekendelse, der frembyder dens grundlæggende anskuelser. Fire større aspekter af denne trosbekendelse kan identificeres. For det første understreger Scientology Kirkens trosbekendelse de fundamentale menneskerettigheder. Disse rettigheder er bindende for hvert niveau af eksistens og repræsenterer derfor også rettigheder for menneskelige sjæle som frie åndelige væsner. Alle lige og umistelige rettigheder til religionsfrihed, forsamling, tanke, udtryk, liv, fornuft, selvforsvar og forplantning. For at understrege den ultimative natur i disse rettigheder erklæres det i trosbekendelsen, at ”ingen mindre end Gud har magt til hverken åbenlyst eller skjult at ophæve eller tilsidesætte disse rettigheder”. For det andet bekendtgør trosbekendelsen et engagement i den religiøse helbredelse af det menneskelige sind. Det engagement er formuleret i troen på, at ”studiet af sindet og helbredelsen af mentalt forårsagede lidelser ikke skal adskilles fra religion eller tolereres i ikke-religiøse områder”. For det tredje sammenfatter trosbekendelsen en etisk indstilling til livet, som fastholder, at ”Mennesket er grundlæggende godt”. Mens den grundlæggende godhed er virkeliggjort i harmoni med andre, forbyder ”Guds love” nogen handlinger, der ville tilintetgøre eller svække overlevelsen af en andens liv, fornuft eller sjæl. Til sidst erklærer Scientology Kirkens trosbekendelse en forpligtelse til at opnå frelse. ”Ånden kan frelses,” konkluderer kirkens trosbekendelse, ”og ånden alene kan frelse eller helbrede legemet.”19
Frelsen lovet i Scientology Kirken afhænger ikke af at have tro på principperne i denne trosbekendelse. Som Hubbard hævdede, er spørgsmålet om tro blevet en af de mest misforståede aspekter af religion. Han skelnede imellem at have ”tro på” noget og den åndelige egenskab af ”tro” i sig selv. Når en person har ”tro på” noget hvad enten i en religiøs trosbekendelse, en kirke eller en frelser, har den person overgivet sin frihed som et åndeligt væsen til en andens kontrol. At have ”tro på” overbevisningerne i en religion resulterer i sidste ende i ”opofrelse af ens eget univers”. Tro i sig selv er imidlertid den åndelige tilstand at være i harmoni med universet og Gud. I denne specifikke betydning er tro ”en fuld tilstand af væren. Og med denne betingelse kunne man foranledige tro i sig selv at forekomme inden for ens eget univers, eller man kunne få folk til at have tro på en.”20 Scientology er rettet mod at opnå den ubetingede tro. Mere end et spørgsmål om overbevisning er den tro en befriende viden, der opnås gennem en specifik fremgangsmåde.
