Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

VIII. Opfattelser om gudstjenester og frelse

VIII.I. Dyrkelse – et begreb som forandrer sig

Teistiske religioner – heriblandt traditionel kristendom – tillægger gudsdyrkelse stor betydning – den indebærer et formaliseret udtryk for ærbødighed og ærefrygt over for en guddom, ydmyghed, underkastelse for denne guddom, bøn (kommunikation med guddommen), lovprisninger af hans navn og taksigelser for hans gaver. (Ældre forestillinger om dyrkelse indebærer desuden ofring – af dyr eller mennesker – og gerninger til at formilde en hævngerrig eller nidkær/lidenskabelig guddom. Men forestillingerne om dyrkelse har ændret sig, og ældre former for gudsdyrkelse, der engang blev betragtet som uundværlige, anses i dag for ulovlige. Idéen om dyrkelse gennemgår også ændringer i vores egen tid, både indenfor traditionelle kirker og blandt nye bevægelser). Den traditionelle forestilling om gudsdyrkelse er som regel forbundet med postuleringen af en guddom (eller guddomme) eller en personlighed, som er genstand for gudsdyrkende holdninger og handlinger. Denne definering af dyrkelse, som svarer til de, der indtil fornyligt er blevet anvendt i retssager i England, er snævert baseret på den historiske model over jødisk-kristne-muslimske sædvaner. Men som empirisk bevismateriale tydeligt viser, forekommer den slags dyrkelse ikke i alle religioner, og hvor den forekommer, viser den betydelige variationer, hvoraf nogle er anført som eksempler nedenfor.

VIII.II. Variationer i dyrkelsen – theravada-buddhisme

Først: Theravada-buddhisme – i dens rene form – og visse andre religioner har ikke noget postulat om et højeste væsen, men om en grundlæggende lov eller grundlæggende principper, der hverken kræver eller er afhængig af tilhængernes ærbødighed, lovprisning eller gudsdyrkelse. Det er generelt accepteret, at en guddom ikke er en sine qua non for en religion, så derfor – hvis begrebet skal bevares – må der antages et dyrkelsesbegreb, der er bredere end det foreskrevet i den kristne tradition.

VIII.III. Variationer i dyrkelse – nichirenbuddhismen

For det andet: Der findes religiøse bevægelser, for eksempel indenfor nichirenbuddhismen, der benægter eksistensen af højeste væsner, men som kræver dyrkelse af en genstand. Soka Gakkai buddhisterne, en bevægelse der har omkring 15 millioner tilhængere med omkring 6.000 i England, tilbeder Gohonzon, en mandala hvorpå den oprindelige sandheds afgørende symboler og formularer er indgraveret. Ved at dyrke Gohonzon forventer disse buddhister velsignelse fra den. Således kan der forekomme dyrkelse svarende til den måde, det er forstået i den kristne sammenhæng, selv når eksistensen af et Højeste Væsen udtrykkeligt bliver benægtet.

VIII.IV. Variationer i dyrkelse – kvækere

For det tredje: Selv indenfor den brede kristne tradition behøver indstillinger med hensyn til ærbødighed og ydmyghed ikke nødvendigvis at indebære specifikke former for optræden, som det kan observeres i ortodokse, romerskkatolske og højkirkelige anglikanske religiøse tjenester, hvor tilhængerne måske bukker, knæler eller kaster sig selv i støvet, udtaler lovprisninger, taksigelser og velsignelser og søger ved hjælp af ydmyg bøn at modtage velsignelse til gengæld. Der findes indenfor kristendommen mange bevægelser, der følger andre sædvaner: Kvækerne er et overbevisende eksempel. Kvækerne mødes i ærbødighedens ånd, men foretager ikke formelle gudsdyrkelseshandlinger såsom fastsatte eller udtalte bønner, afsyngning af hymner eller messen af salmer. De afholder ofte hele deres møde i stilhed.

VIII.V. Variationer i gudsdyrkelse – Christian Science

For det fjerde: Der har indenfor kristendommen både i gamle etablerede kirker og i en række relativt nyligt opståede grupper været en tendens til at udtrykke gudsbegrebet på mere og mere abstrakt vis. Siden nogle større moderne teologer har omdefineret forestillinger om Gud og ofte helt elimineret idéen om Gud som en person (se ovenfor, sektion IV.III.), virker ældre gudsdyrkelsesforestillinger for nogle som anakronistiske. Meningsmålinger afslører, at en stadig større del af dem, der tror på Gud, ikke desto mindre ikke tror på, at Gud er en person. De bedyrer i stedet, at Gud er en kraft. I nyligt opståede bevægelser er der sommetider en form for ”gudsdyrkelse”, der passer til disse mere moderne, abstrakte fortolkninger af guddom. Et eksempel er Christian Science. Da denne bevægelse, som er mere end 70 år ældre end Scientology, har mange karaktertræk tilfælles med Scientology, og da Christian Science længe har været anerkendt som en religion, er dens indstilling til gudsdyrkelse værd at udforske nærmere. I Christian Science er Gud defineret som ”Princip”, ”Liv”, ”Sandhed”, ”Kærlighed”, ”Sind”, ”Ånd” og ”Sjæl”. Disse upersonlige abstraktioner kræver ikke nogen manifestation af underkastelse og ærefrygt, og sådanne arrangementer kommer kun til begrænset udtryk i Christian Science gudstjenester. Mary Baker Eddys (grundlæggeren af Christian Science) betragtninger vedrørende gudsdyrkelse er repræsenteret i disse citater fra hendes lærebog: Science and Health with Key to the Scriptures (Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften):

Hørlige bønner kan aldrig virke som åndelig forståelse ... Lange bønner, overtro og trosbekendelser begrænser kærlighedens stærke vinger og indhyller religion i menneskelige former. Hvad som helst, der materialiserer gudsdyrkelse, forhindrer menneskets åndelige vækst, og afholder det fra at vise sin egen styrke overfor fejl. [siderne 4-5]

Elsker du ’Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og hele dit sind’? Dette bud indeholder meget, endda opgivelsen af alle kun materielle sansninger, hengivenhed og gudsdyrkelse. [s. 9]

Jesus’ historie skabte en ny kalender, som vi betegner den kristne æra; men han etablerede ikke nogen ritualistisk gudsdyrkelse. [s. 20]

Det er sørgeligt, at vendingen gudstjeneste generelt er kommet til at betyde offentlig gudsdyrkelse i stedet for daglige gerninger. [s. 40]

Vi tilbeder kun åndeligt, når vi ophører med at tilbede materielt. Spirituel oprigtighed er kristendommens sjæl. Gudsdyrkelse gennem mediet materie er hedenskab. Jødiske og andre ritualer er forbillederne for og skyggerne af sand gudsdyrkelse. [s. 140]

Israelitterne fokuserede deres tanker på det materielle i deres forsøg på at dyrke det spirituelle. For dem var materien en substans og Ånd var skygge. De prøvede at tilbede Ånd ud fra et materielt standpunkt, men det var umuligt. De kan måske appellere til Jehova, men deres bønner bragte ikke noget bevis på, at de blev hørt, for de forstod ikke i tilstrækkelig grad Gud til at være i stand til at vise hans magt til at helbrede. [s. 351]

Selvom tilhængerne af Christian Science bruger Fadervor, når de samles, er denne bøn oversat til en række bekræftelser i overensstemmelse med Eddys lære. Stille bøn i Christian Science er bekræftelse af ”sandheder”, ikke en ydmyg anmodning; Gud er et ”Princip”, som skal demonstreres, ikke et ”Væsen” der skal formildes eller forsones. Derfor er dyrkelse i Christian Science forskellig fra gudsdyrkelse i traditionelle kirker i dens form, stemning og udtryk.

VIII.VI. Gudsdyrkelse defineret ud fra dens mål, ikke dens form

Ovenstående kommentarer omkring forskellene i gudsdyrkelse påpeger behovet for – hvis alt empirisk bevismateriale skal tages i betragtning – en meget mere omfattende definition på gudsdyrkelse end den, der er begrænset til og er afhængig af en specifik traditions forudsætninger. Den kristne kirkes traditionelle former udtømmer ikke alle de forskellige måder, hvorpå gudsdyrkelse kan forekomme og forekommer (selv indenfor kristne kirker). Der bør skelnes mellem de eksterne former for gudsdyrkelse (som kan være særegne, lokale, regionale eller nationale) og formålene med gudsdyrkelse, som vi kan kalde universelle. Formålet med gudsdyrkelse er at etablere en forbindelse mellem tilhængerskaren og det overnaturlige ultimative (væsen, genstand, lov, princip, dimension, ”livets mening”, eller ”fordybelse”), uanset på hvilken måde det ultimative bliver opfattet af den religiøse organisation, som tilhængerskaren tilhører med det for øje af at opnå den endelige frelse eller afklaring. At fremhæve at det, der kendetegner gudsdyrkelsen og ligger i dens formål, klargør den kulturelle relativisme, som de forskellige former for gudsdyrkelse antager. Når først gudsdyrkelse er defineret gennem reference til dens formål, kan vi forstå de forskellige forestillinger af det ultimative lige fra afgudsbilleder til transcendente love. Således bliver et afgudsbillede tilbedt som en enehersker, der kan tildele begunstigelser eller påføre skader; gudsdyrkelsen af en antropomorfisk (menneskelignende) guddom fremhæver i stedet et forhold med tillid, men også afhængighed; gudsdyrkelse i henhold til mere sofistikerede forestillinger om et Højeste Væsen lægger mindre vægt på guddommens følelsesmæssige omskiftelighed og fremhæver søgen efter harmoniske forhold i henhold til mere generelle harmoniske principper; gudsdyrkelse af en fuldstændig abstrakt sandhed, lov eller dimension har tilbøjelighed til at have at gøre med udbredelsen af viden, opnåelsen af oplysning og realiseringen af menneskets fulde potentiale. Alle disse forskelligt specificerede mål kan betragtes som værende en del af menneskets søgen efter frelse, hvor det er ligegyldigt, hvor forskelligt selve denne frelse opfattes. Ærbødighed for det ultimative, for menneskets ”mening med tilværelsen”, lige meget hvordan den beskrives, er et generelt kendetegn for respekten og omsorgen for livet, som ikke afhænger af nogen særlige kulturbundne adfærdsformer eller -normer.

VIII.VII. Tilbagegangen for den poetiske form for gudsdyrkelse

I multireligiøse samfund bør forestillingen om, hvad der udgør gudsdyrkelse, fremsættes i abstrakte begreber, hvis religioners forskellighed skal anerkendes behørigt. Den nylige og vedvarende tendens indenfor religion går hen mod mere abstrakte og universelt anvendelige udtryk. Det er ikke kun tilfældet blandt store teologer og blandt gejstlige, men ses også tydeligt blandt mange nye religiøse bevægelser. I en videnskabelig og teknologisk tidsalder er der tendens til, at menneskets forestilling om guddommelighed eller om det ultimative forstås i betegnelser, der i sig selv er mere i overensstemmelse med videnskabelige og tekniske erfaringer, selvom den slags sprog og forestillinger står i kontrast til traditionelle poetiske billeder, som engang var typiske i religiøse udtryksformer. Man går mere og mere væk fra den poetiske form ikke blot blandt nye bevægelser, men også i de såkaldte traditionelle kirker som det kan ses i den romerskkatolske kirkes liturgiske reformer siden det andet Vatikankoncil og i erstatningen af Book of Common Prayer i Church of England med mere prosaiske, folkelige og dagligdags udtryksformer. Udenfor disse kirker, i bevægelser der end ikke er forpligtede til at udvise blot en rudimentær respekt for traditionerne, har dannelsen af nyt sprog og nye liturgiske former nydt endnu større frihed. Blandt disse bevægelser er Scientology.

VIII.VIII. Kommunikation som dyrkelse

Scientology fremsætter en fuldstændig abstrakt forestilling om det Højeste Væsen som den ottende dynamik. Scientologer forsøger at forøge deres bevidsthed og forståelse til at omfatte alle dimensioner af eksistens med det formål at hjælpe og være en del af det Højeste Væsens eller evighedens overlevelse. Scientologer ærer livet og betragter Gud som grundlaget for tilværelsens ultimative mening, men denne anerkendelse omfatter ikke særegne former for adfærd, som slet ikke kommer i nærheden af de gerninger, der betragtes som dyrkelse i traditionelle kristne kirker. Scientology er en bevægelse, der omfatter mennesker fra vidt forskellige religiøse baggrunde, som fremhæver nye forestillinger om skabelsen, livets mening og frelse, og dens lærdomme henter inspiration fra mere end en af de store religiøse traditioner såvel som fra en generel videnskabelig orientering. Det er derfor yderst passende, at Scientology fremsætter sine teorier i abstrakte og universale vendinger, og at dens dyrkelsesforestilling imødekommer disse synspunkter. Den generelle position er blevet udtrykt som følger: ”I Scientology tilbeder vi i form af kommunikation. Den, som tilbeder effektivt, ville være ham, som betragter sig selv som værende i stand til at stå distancen at kommunikere med det Højeste Væsen” (Scientology som en religion, side 30].

Scientology er en bevægelse, der omfatter mennesker fra vidt forskellige religiøse baggrunde, som fremhæver nye forestillinger om skabelsen, livets mening og frelse.

Kernen i Scientology er forståelse gennem kommunikation – kommunikation med thetanens egen fortid og med omgivelserne, og på den måde kan den sammenlignes med den kommunikation, der finder sted i kristen gudsdyrkelse, kommunikationen som individet søger med guddommen ved hjælp af bøn og igennem nadverens sakramente, hvor han faktisk opfører sig som det, de traditionelle kirker betegner som en ”kommunikant”. Formålet er stort set det samme – individets renselse, rehabiliteringen af hans sjæl som en del af en længere frelselsesproces. Der er to fundamentale former for denne kommunikation i Scientology – auditering og uddannelse.

Auditering, der foregår som individets private kommunikation med sin (thetanens) fortid, bliver formidlet af auditoren og E-Meteret, men er dybest set en proces til at sætte individet i bedre forbindelse med sit sande og oprindelige selv og på denne måde søge at sætte ham i kontakt med en grundlæggende, åndelig virkelighed.

Uddannelse i indholdet af Scientologys værker er kommunikation med tilværelsens grundlæggende sandheder og base. Gennem forøget forståelse søger individet mere kommunikation med sit grundlæggende selv, med andre og med alt liv. Disse aktiviteter har ligeledes elementer tilfælles med gudsdyrkelse, selvom aspekter som f.eks. tilbedelse (af en guddom), forældet frygt for om han formildes, og de gamle underkastelsesprocedurer, er erstattet i den moderne sammenhæng.

VIII.IX. Scientologys overlevelsesmål

Nøglebegrebet, der afslører formålet med de tjenester, som udføres i et Scientology kirkerum, er ”overlevelse”, en vending fremhævet gentagne gange i Scientologys litteratur. ”Overlevelse” er dog blot et moderne synonym for det gamle religiøse begreb ”frelse”, og frelse er hovedformålet med gudsdyrkelse i alle religioner, etableringen af en forbindelse mellem den magtfulde guddom og den afhængige tilhænger, som vil resultere i formindskelsen eller tilintetgørelsen af uheldige eller onde erfaringer og forøgelsen af fordele, som kulminerer i den endelige fordel ved et vedvarende liv. Scientology beskæftiger sig med thetanens frelse, dens frigørelse fra de begrænsninger der er ved materie, energi, rum og tid, og i det mere øjeblikkelige dens evne til at overvinde kroppens dårligdomme og dagligdagens omvæltninger. Thetanen, i den transmenneskelige forstand eller sjælen, eksisterede før den fysiske krop og har udsigt til at overleve den. Den overlevelse er i sidste ende forbundet med overlevelsen af Ottendedynamikken, det Højeste Væsen og Scientology auditering og uddannelse til forøgelse af bevidstheden om denne ultimative realitet. Den praksis er således en anledning til deltagerne om at forny og styrke deres anerkendelse af det overnaturlige. I bred forstand, som vi har undersøgt ovenfor, er det en anledning til dyrkelse og oplysning.

VIII.X. Auditering og uddannelse

De centrale aktiviteter i Scientology er auditering og uddannelse. Disse er repræsentanterne for åndelig frelse. Udelukkende ved hjælp af disse metoder kan thetanen – dvs. individet – blive frigjort og opnå det åndelige stade, hvor han er ”årsag” over livet og den materielle verden. Auditering, som konfronterer individet med sin egne tidligere lidelser og traumer, hjælper ham med at etablere kontrol over sit liv og frigør ham fra det reaktive sinds irrationelle impulser. Derfor kan det siges, at en præclear ved at blive auditeret begynder en åndelig rejse mod frelse, hvor fordelene forøges, og som i sidste ende fører til en tilstand, hvor thetanen ophører med at være ”enturbuleret” af materielle tilstande (MEST). En sådan åndelig rejse med frelse som det ultimative mål, ligegyldigt hvor forskellige de ydre former og doktrinske specifikationer er, er den centrale overordnede overvejelse i alle verdens avancerede religioner.

Uddannelse er rettet mod at kommunikere visdom til enhver, som søger oplysning såvel som til dem, der er engagerede i at hjælpe andre i deres bestræbelser for at opnå frelse. Det er i disse processer underforstået, at det kræves, at individet ser sine egne tidligere smertefulde erfaringer i øjnene og overvinder tendensen til at overføre skylden for sine egne fejl på andre. Denne uddannelse opnås gennem en række hierarkisk opbyggede kurser, hvor igennem den studerende lærer og bliver perfekt i auditeringsteknikkerne, som, når den passende standard er nået, regnes for at være effektive til anvendelse over for enhver præclear. Uddannelse er organiseret som et intensivt program og enhver, som har overværet den koncentrerede dedikation hos dem, der er i gang med at gennemgå uddannelseskurserne, som jeg har gjort det ved besøg på Scientology Kirken på Saint Hill Manor, kunne ikke blive andet end imponeret over de studerendes målbevidsthed og alvor vedrørende deres formål, som alle de studerende gav udtryk for, hvilket naturligvis er en religiøs forpligtelse.

VIII.XI. Segerdals fejl

Scientology er en religion, der først og fremmest ikke følger de traditionelle menigheders linjer. På et tidspunkt, hvor den er stillet over for den moderne kommunikations revolution, begyndte den etablerede kirke at genkende begrænsningerne for menighedens strukturer og til at eksperimentere med andre mønstre af tilbedelse, har Scientology allerede udviklet en ny og mere intensiv procedure af åndelige kirkehandlinger. Et en-til-en forhold, der kræves af auditering og det intensive system af uddannelse af auditorer, udgør et mønster for omsorg for det åndelige fremskridt for hver specifik person, som i dens præstelige deltagelse langt overgår noget, der kunne tilbydes af konventionelle former for præstegerning i menighedssammenhæng.

Modsat den almindelige opfattelse er Scientologys praksisser for tilbedelse endnu ikke blevet taget op i retssalene. I en tidlig sag, Regina v. Registrar-General Procédure Segerdal og en anden, 1970, var det centrale spørgsmål, om en bygning, som Scientology Kirken opretholdt i East Grinstead, kvalificerede som et ”mødested for religiøs tilbedelse” på den basis, at kirkens servicer, der blev udført ifølge det kriterie, som blev afholdt til at afgøre, hvad der udgjorde tilbedelse. Disse servicer bestod af sådanne ceremonier som ugentlige prædikener og andre forsamlinger, dåb, begravelser og bryllupsceremonier. Selvom Lord Denning afsagde kendelse i denne sag om, at disse specifikke servicer ikke udgjorde tilbedelse, så udgør procedurerne af auditering og uddannelse faktisk kernen i Scientology Kirkens religiøse praksis. For scientologer er det i disse aktiviteter tilbedelse sker – som kommunikation med åndelig realitet – ikke i de servicer der blev taget op af retten i Segerdal. Disse tilbedelsesaktiviteter svarer selvfølgelig ikke til den model, som påberåbes ved domstolene, som tænker på kristen tilbedelse, da de ikke er til for ærbødighed over for en guddom, men det er tilbedelse i udøvernes forståelse.

Det er tilsyneladende, hvad der blev foreslået ovenfor (sektionerne VIII.I-VIII.VI), at alle religioner postulerer på ingen måde et højeste væsen. I Segerdal-sagen henviste Lord Denning til buddhismen som en undtagelse fra det princip, han forsvarede, og sagde, at der måske er andre undtagelser. Hvorfor skulle Scientology ikke være en af dem? Hvis der er undtagelser, er der så ikke sat spørgsmålstegn ved selve princippet, og definitionen, der bruges, er dermed annulleret? Tendensen til på trods af diskussionen om undtagelser at vende tilbage til at fremhæve et Højeste Væsen som et nødvendigt element i tilbedelse indikerer omfanget af, hvorledes kulturbestemte antagelser varer ved på trods af beviser af det modsatte fra andre kulturer. Faktisk anerkender Scientology selvfølgelig et Højeste Væsen, men opfatter den entitet som noget, der ikke let kan blive forstået, og med hvilken kommunikation på dette stade af menneskelig oplysning er en sjælden ting. Således, mens Scientology postulerer et Højeste Væsen, antages det ikke, men kan almindeligvis gøre krav på indgående kendskab til det Væsen. Det i sig selv er et tegn på en form for ydmyghed, som sommetider mangler i religioner, hvor enkeltpersoner opfordres til at gøre stærkere krav på at kende Guds vilje og sind.

Set i lyset af denne begrænsede opfattelse af det Højeste Væsen vil holdninger til tillid, almindeligt i kristendom, sammen med ydmyg bøn, ærbødighed, pris og forbøn blive upassende. De ville ikke være mindre passende for kristne, der godkender de formularer, der definerer det Højeste Væsen, som fremlægges af moderne teologer (se sektion IV.II). Der mangles ikke ærefrygt blandt scientologer, som tager selve skabelsen som genstand for ærefrygt, men uden en Gud, som opfattet i antropomorfiske udtryk, bliver elementerne og tilbedelsesformen i den jødisk-kristne tradition uanvendelig. Når essensen af tilbedelse ses at være dens formål og genstand snarere end dens ydre former, er det ikke vanskeligt at indrømme, at Scientology praksisser er en form for dyrkelse.

IX. Akademikeres vurdering af Scientology
DOWNLOAD HVIDBOG