IX. Akademikeres vurdering af Scientology

IX.I. Akademiske vurderinger af hvad der udgør religion

Akademisk vurdering af, hvad der udgør religion, er i sidste ende baseret på observation af menneskelig adfærd: De observérbare fænomener giver passende empirisk bevis til at afgøre kendetegnene på religion, som den praktiseres. Udviklingen af akademiske discipliner, som er forpligtede til objektivitet, adskillelse og etisk neutralitet samt nedgangen i normgivende holdningers indflydelse (findes typisk i teologi), har givet nye grundlag for vurdering af, hvad der udgør religion.

IX.II. Scientologys religiøse status
som vurderet af akademikere

Akademiske sociologer, i hvis område objektiv undersøgelse af religiøse bevægelser findes, anerkender generelt Scientology som en religion. Et essay om Scientology er indeholdt i Religious Movements in Contemporary America, redigeret af Irving I. Zaretsky og Mark P. Leone (Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall, 1973), hvor forfatteren uden tøven henviser til Scientology som en religion. I et værk redigeret af den britiske sociolog Eileen Barker, Of Gods and Men: New Religious Movements in the West (Macon, Georgia: Mercer University Press, 1983), diskuteres Scientology problemfrit som en religion i tre af fire afhandlinger, som vier deres opmærksom til netop denne bevægelse. I den fjerde afhandling (Participation Rates in New Religious and Para-religious Movements af Frederick Bird og William Reimer fra Concordia University, Montreal), henvises der til Scientology i forbifarten som en ny terapi-bevægelse og ubetinget som en para-religiøs bevægelse. Men forfatterne siger om Scientology og nogle andre grupper, at de var taget med, ”fordi de i deres symbolik og ritualer i påfaldende tilsvarende måder søger at skabe en opsamling af hellig kraft i hver person ...” (S. 218). I et andet værk, der også er redigeret af Eileen Barker, New Religious Movements: A Perspective for Understanding Society (New York: Edwin Mellen Press, 1982), nævnes Scientology kun kort af nogle af de forskellige forfattere, men ingen steder er der nogen hentydning til, at Scientology er andet end en religiøs bevægelse, og den er inkluderet i en ordliste over nye religiøse bevægelser i slutningen af bogen.

I et kort studium helliget sekterisme af denne forfatter [Bryan Wilson, Religious Sects (London: Weidenfeld, og New York, MacGraw Hill, 1970)], som præsenterede en klassificering af forskellige typer sekter, var Scientology inkluderet: Jeg betragtede den (og gør det stadig) som et religiøst samfund. I det værk var Scientology klassificeret i en lignende sociologisk type som Christian Science, teosofi, Aetherius Society og forskellige New Thought-bevægelser (såsom Church of Religious Science, Unity School of Christianity og Divine Science).

I 1990 var jeg udgav en bog, The Social Dimensions of Sectarianism (Oxford: Clarendon Press), en samling af studier af forskellige sekter og nye religiøse bevægelser. Et kapitel med titlen ”Scientology: A Secularized Religion” var specielt viet til spørgsmålet, om Scientology kunne betragtes som en religion, og det konkluderede, at Scientology bør bestemt anerkendes som en religion, og en der omfattede begreber og leveregler, som var i overensstemmelse med samtidige verdensgejstlige og rationelle samfund.

Nyere sociologiske studier har antaget samme standpunkt. Derfor har dr. Peter Clarke, direktør for Centre for New Religions på King’s College, London, vurderet størrelsen og udviklingen af nye religiøse bevægelser i Europa i sin bog The New Evangelists (London: Ethnographica, 1987), ikke tøvet med at inkludere Scientology som en religion. I sin bog, Cult Controversies: Societal Responses to the New Religious Movements (London: Tavistock, 1985), benytter professor James A. Beckford, nu professor i sociologi ved Warwick Universitet – som en gestus til publikums forudfattede meninger – udtrykket ”sekt”, men han gør det kun efter at have fornægtet nogen nedsættende forbindelse til dets brug. Vigtigere er imidlertid den kendsgerning, at han anerkender Scientology som en religion uden noget forbehold. Han skriver: (S. 12), ”sociologer [er] uenige om den passende betegnelse for religiøse grupper såsom Unification Church, Scientology, Children of God og International Society for Krishna Consciousness ...” Den uenighed vedrører, om sådanne bevægelser bør betegnes som sekter, kulter eller ganske enkelt som nye religiøse bevægelser – men at de alle er religioner, Beckford’s redegørelse efterlader ikke læseren med nogen tvivl. Mest autoritativt af alle skrev professor Eileen Barker fra London School of Economics, og stifter samt tidligere leder af Director of INFORM (Information Network Focus on New Religious Movements), en organisation med direkte støtte fra indenrigsministeriet, en bog New Religious Movements: A Practical Introduction (London: Her Majesty’s Stationery Office, 1989), der er specielt beregnet til at give offentligheden (og især de pårørende til konvertitter) nøjagtig information om nye religioner, og hvordan man omgås dem. I det værk tager hun det for givet, at Scientology er en del af hendes emne som religion (s. 147) og omfatter Scientology Kirken i et bilag, i hvilket syvogtyve nye religiøse bevægelser er beskrevet.

IX.III. Er Scientology en religion? – professor Flinn

I en samling videnskabelige afhandlinger redigerede af den jesuitiske sociolog professor Joseph H. Fichter, S.J. af Loyola Universitet, New Orleans (Alternatives to American Mainline Churches, New York: Rose of Sharon Press, 1983), Frank K. Flinn, hjælpeprofessor i religiøse studier på Washington Universitet i St. Louis, Missouri, henvender sig meget detaljeret og direkte til spørgsmålet om Scientologys religiøse status. Han betragter først Dianetics’ religiøse status:

Mange kommentatorer påstår, at Scientology er en mental terapi forklædt som religion. Kernen i spørgsmålet er imidlertid, om man kan adskille terapi fra religion eller endda fra filosofi med en unuanceret regel. Ordet therapeuo (at helbrede, kurere, genoprette) forekommer ofte i Det Nye Testamente og henviser til både åndelige og fysiske helbredelser foretaget af Jesus af Nazaret ...

Mens Dianetics havde religiøse og åndelige anlæg, var den endnu ikke en religion i ordets fulde betydning ... Dianetics lovede ikke, hvad der kunne kaldes ’transcendentale’ belønninger som det almindelige resultat af dens terapi. Den lovede dog ’trans-normale’ belønninger ... For det andet angående Dianetics trin i bevægelsen, engrammer blev sporet tilbage tidligst til fosterstadiet ... For det tredje havde Dianetics kun fire ’dynamikker’ eller ’tilskyndelser til overlevelse’ – selvet, sex, grupper og menneskeheden ... For det fjerde [bruger] auditeringsteknikkerne i Dianetics fasen [ikke] ’E-Meteret’.

Der har været megen debat om, hvornår Scientology begyndte at være en religion. Man kan pege på inkorporeringen af Hubbard Association of Scientologists i Phoenix, Arizona, i 1952, og så til etableringen af Founding Church of Scientology i 1954. Men en juridisk inkorporering fortæller os ikke, hvornår det specifikke religiøse begreb tog form i kirkens selvforståelse. Dog minder disse debatter en om det nittende århundredes uenigheder om, hvornår kristendommen begyndte: I Jesus’ livstid? til pinse? gennem Paulus’ og apostlenes forkyndergerninger? (Siderne 96-7)

Flinn tager så de fire ovenstående faktorer i betragtning angående overgangen fra Dianetics til Scientology og bemærkede, at den første faktor, skiftet til transcendentale mål, er kendetegnet ved skiftet fra målet ’clear’ til målet at etablere en ’opererende thetan’, og tilføjer: ”Begrebet ’thetan’ henviser ikke længere til en mental tilstand, men er analogt med det kristne begreb om ’ånd’ eller ’sjæl’, som er udødelige og over både hjerne og sind.” (S. 98) For det andet var engrammer nu relateret til tidligere liv. For det tredje blev nye dynamikker tilføjet for at inkludere overlevelse af dyr, det materielle univers, ånden og uendelighed. Og for det fjerde blev E-Meteret introduceret, om hvilket han siger: ”Fra det perspektiv, jeg foreslår … er brugen af E-Meteret bedre anset som et ’teknologisk sakramente’. Ligesom kristne definerer et sakramente (f.eks. dåben) som et ’udadtil og synligt tegn på en indre eller usynlig nådegave’, så scientologer E-Meteret som en ekstern og synlig indikator på en indre og usynlig tilstand (’clear’).” (S. 99)

Flinn tilføjer denne yderligere kommentar:

Ordet religion er afledt fra religare, som betyder ’at binde sammen igen’. Dette leder mig til den generelle definition på religion som et trossystem udtrykt i symboler, der binder de enkeltes liv og/eller grupper sammen, som udsteder sæt af religiøse praksisser (ritualer) og opretholder en organiseret livsfunktion. Troen, praksisserne og livsfunktionen binder folks liv sammen, for således at give deres eksistens ultimativ betydning. Hvor alle religioner har rudimentære elementer af alle tre aspekter, understreger nogle for eksempel det organisatoriske system eller livfunktion, over trossystemet eller rituelle praksisser. I Scientology ser vi et eksempel på en gruppe, der begyndte med religiøse praksisser (auditeringsteknikkerne), der snart udviklede en stærk kirkelig struktur, og først da formaliserede den sit trossystem til en trosbekendelse. Dette betyder ikke, at dens overbevisning ikke var latent i de tidlige faser af kirkens udvikling. Det var ganske enkelt ikke kodificeret på en formel måde, [som] den organisationelle teknologi var fra starten. (Siderne 104-5)

Ved en ”stærk kirkelig struktur” hentyder Flinn til den generelle organisering af Scientology, dens system af hierarkisk arrangerede kurser og auditeringsprocedurer.

X. Scientology og andre trosretninger
DOWNLOAD HVIDBOG