I.I. Elementer i definitionen på religion
Der findes ikke en enkelt definitiv definition på religion, der er alment accepteret af forskere. Men blandt de mange definitioner, der er blevet fremsat, er der dog en række elementer, der hyppigt bliver refereret til. Elementerne kan findes i forskellige kombinationer. Disse omfatter:
(a) Tro, udøvelser, forhold og institutioner i relation til:
1) overnaturlige kræfter, væsner eller mål;
2) højere, usynlig kraft eller kræfter;
3) menneskets ubetingede anliggende;
4) hellige ting (ting gjort til noget særligt og forbudt);
5) en genstand for åndelig hengivelse;
6) en kraft som kontrollerer menneskets skæbne;
7) værens grund;
8) kilden til transcendent viden og visdom;
(b) skikke der indbefatter underkastelse, ærefrygt eller gudsdyrkelse;
(c) det kollektive eller gruppekarakteren ved religiøst liv.
Selvom årsager sjældent er indeholdt i definitionerne på religion, er ”et oplevelsesmæssigt møde med det åndelige” ofte indikeret. Religions konsekvenser og funktioner tilkendegives som følger:
(a) opretholdelse af et moralsk samfund;
(b) skabelsen af identitet i gruppen og/eller personligt;
(c) en orienteringsramme;
(d) et menneskeligt konstrueret univers med mening;
(e) forsikring og fortrøstning angående muligheder for hjælp og frelse.
Religion er altid normativ, men da hver enkel religion er forskellig fra andre, forsøger moderne eksperter inden for religionssociologi og komparativ religion at diskutere det normative uden selv at være engageret i det. Mangfoldigheden inden for trosmønster, ritualer og organisation er dog således, at enhver definition på religion bliver belastet i forsøg på at omfatte alle de manifestationer af religion, som kendes.
I.II. Den oprindelige brug af begrebet
Tidligere blev begrebet ”religion” ofte identificeret med faktiske konkrete manifestationer af tro og sædvaner i den vestlige verden. Det var generelt opfattelsen, at bortset fra kristne, jøder og muslimer havde ingen andre folkeslag nogen religion i ordets egentlige betydning. De var ”hedninge”. Teologer, der anvendte ordet ”religion”, tenderede ved det til at forstå kristendom, og i England blev henvisning til ”kristendom” endvidere opfattet til at betyde den trosretning, som Church of England (den engelske statskirke) stod for. Denne begrænsede anvendelse er gradvist forsvundet, efterhånden som vi har lært mere om Østens trossystemer, og efterhånden som studiet af religion har overskredet de snævre, foreskrevne, normative grænser for den traditionelle, kristne teologi. Religion er blevet et mål for studier inden for akademiske discipliner – især inden for samfundsvidenskab – der nærmer sig emnet objektivt og uden implikationer vedrørende tilknytning til eller forkærlighed for en religion frem for en anden.
I.III. Kulturelle fordomme og definitionen på religion
Udviklingen af en gennemført neutralitet inden for studiet af religion er dog kun sket langsomt. Nogle af nutidens komparative religionsstudier udviser stadig tydelige fordomme. Endog inden for samfundsvidenskaben, som udtrykkeligt har forpligtet sig til fordomsfri forskning, er visse fordomme tydelige i arbejder, der blev udført i mellemkrigsårene. Det blev især ofte taget for givet, at en religiøs udviklingsproces havde fundet sted svarende til den biologiske udviklingsproces, og at de mere fremskredne nationers religion nødvendigvis var ”højere” (udviklingsmæssigt) end andre folkeslags. Nogle (i særlig grad Sir James Frazer) var af den opfattelse, at religion var et udviklingsstadie på vejen fra magi til videnskab.
I.IV. Nutidig brug
I dag anvender samfundsvidenskabelige forskere, samt i højere og højere grad teologer, begrebet som et neutralt udtryk, der ikke længere indeholder en apriorisk forudsætning om, at en religion indeholder en højere sandhed end en anden. Det tages ikke længere for givet, at tro på en guddom nødvendigvis er en højere form for religion end tro på flere guddomme eller på ingen overhovedet. Det er erkendt, at en religion kan postulere en antropomorfisk (menneskelignende) gud, en anden form for guddom, et højeste væsen, en mangfoldighed af ånder eller forfædre, et universelt princip eller en universel lov eller en helt anden måde at udtrykke den sande tro på. Nogle kristne teologer såsom Bultmann, Tillich, van Buren og Robinson har helt forkastet de traditionelle skildringer af guddom og foretrækker at referere til ”værens grund” eller ”ubetingede anliggende”.
I.V. Udvidelse af begrebet
Efterhånden som antropologer kom til at hævde, at der ikke var nogen klare tilfælde af samfund uden nogen form for overnaturlige overbevisninger eller institutioner, der understøttede sådanne overbevisninger, konkluderede de, at der ikke fandtes noget samfund uden religion i fænomenets bredere forstand. Begrebet ”religion” kom til at tage form af et fænomen, som havde genklang af familie mere end af en fælles identitet, og religion ophørte med at blive defineret ved hjælp af begreber, der var særegne for en bestemt tradition. De konkrete begreber, som hørte til kristendommen, og som var blevet opfattet som afgørende for en definition på religion, blev nu blot betragtet som eksempler på, hvad en definition kunne omfatte. Specifikationerne af sådanne konkrete elementer blev afløst af mere abstrakte formuleringer, der omfattede en hel række forskellige slags overbevisninger, sædvaner og institutioner som, selvom de langtfra var identiske i sit inderste væsen, rent funktionsmæssigt kunne betragtes som ækvivalenter. Opfattelsen var, at ethvert samfund havde overbevisninger, som overgik den kendte empiriske realitet og som, selvom de var forskellige, omfattede sædvaner, der var bestemt til at bringe mennesker i kontakt med eller skabe et forhold til det overnaturlige. I de fleste samfund var der mennesker, som forestod de særlige funktioner, som var forbundet med dette mål. Disse elementer blev med tiden som helhed anerkendt som værende dem, der udgør religion.
I.VI. Religiøs forskellighed i primitive samfund
I relativt små stammesamfund findes der tit temmelig indviklede ritualer og myter, der som regel ikke udgør et ensartet, harmonisk og sammenhængende system. Religion udsættes ofte for forandring, og tilvækst forekommer både i myter og ritualer, når et samfund kommer i kontakt med omkringboende eller invaderende folkeslag. Forskellige ritualer og overbevisninger kan blive forbundet med forskellige situationer (f.eks. for at fremkalde regn; for at sikre frugtbarhed i høsten hos dyr og kvinder; for at beskytte; for at befæste alliancer; for at indvie aldersgrupper eller enkeltpersoner osv.). Alle sådanne aktiviteter er rettet mod overnaturlige kræfter (hvordan de end defineres) og bliver af forskere anerkendt som religiøse.
I.VII. Religiøs forskellighed i højt udviklede samfund
I teknisk mere avancerede samfund er forskrifterne for religiøs overbevisning og sædvane som regel mere udførligt formuleret og udviser mere indre sammenhæng og stabilitet, men selv i mere fremskredne systemer findes elementer af variation. Intet teologisk system eller nogen ordning af religiøse overbevisninger, som har at gøre med det overnaturlige, er fuldstændigt sammenhængende i nogen af verdens store religioner. Der findes altid uforklarlige rester. Der er ligeledes rudimenter fra tidligere religiøse indstillinger, såsom folkereligiøse elementer, som bevares i den brede befolkning. Alle de hellige skrifter for de mest væsentlige religioner røber interne modsigelser og uoverensstemmelser. Disse og andre kilder giver anledning til forskelle blandt religiøse eksperter, som antager forskellige og til tider uforsonlige fortolkningssystemer og eksegetiske principper, som ansporer forskellige traditioner endog inden for det, som er almindeligt anerkendt som ortodoksi.
I.VIII. Udviklingen af religiøs pluralisme
I højt udviklede samfund må man anse velovervejet, bevidst afvigelse fra ortodoksi som et normalt fænomen. Kristne, jøder og muslimer lader sig ikke blot opdele i grupperinger inden for ortodoksien, men også i afvigende grupper der afviser enhver form for ortodoksi, og som følger et afvigende mønster i religiøs praksis (eller som simpelthen fuldstændigt forkaster religion). Afvigelsen er mest bemærkelsesværdig i en sammenhæng, hvor der hersker religiøs eksklusivitet, dvs. hvor personen, hvis han tilhører en religion, er nødsaget til fuldstændigt at give afkald på tilknytningsforhold til alle andre – et mønster for forpligtigelse der håndhævedes strengt i de jødiske-kristne-muslimske traditioner. Efterhånden som de nationale regeringer er ophørt med at foreskrive tilslutning til særlige former for religion, er afvigende religiøse forsamlinger såvel blevet tolereret som tilstået visse generelle, religiøse privilegier i europæiske lande, og i mange tilfælde har de nydt godt af den generelle religionsfrihed, der er beskyttet af USA’s forfatning. Den situation, som eksisterer nu med en hel række forskellige trosretninger, der fungerer side om side, er kendt som ”religiøs pluralisme”.
I.IX. Normative og neutrale holdninger over for religion
En religion fremsætter typisk visse historier (myter) og forklaringer med hensyn til det overnaturlige, som forventes at indgyde tro. Den foreskriver rituel optræden. Den opretholder institutioner (i den brede forstand af regulerede indbyrdes forhold, hvad enten det drejer sig om et grundlæggende personligt plan eller et komplekst system for opførsel, procedurer og opretholdelse af ejendomme). Desuden fremsætter den nu og da regler for moralsk adfærd, selvom strengheden af disse betingelser og forordninger forbundet med moralitet varierer betydeligt. Men i hvert tilfælde definerer religion forpligtelser og lover belønning for konformitet i form af fordele, der bliver tilvejebragt af det overnaturlige. Religion udgør et normativt system. Religionslærere (”teologer” i kristendommen – men begrebet er upassende for visse andre religioner) tilslutter sig nødvendigvis disse normer og påbyder, at de bliver fulgt. I modsætning hertil betragter samfundsvidenskabelige forskere de værdier, som en religion fremsætter, udelukkende som fakta og hverken godkender eller afviser deres gyldighed eller værdi. Denne indstilling ligner de lovformuleringer, der siger, at loven ikke diskriminerer mellem religioner. Fordi religion er normativ og rent intellektuelt hovedsageligt har været teologers domæne, findes der i alle højt udviklede samfund en arv i form af et tilegnet ”religiøst” sprog, der bærer det normative præg af religiøst engagement. Det er her anset for afgørende at undgå den forkærlighed for værdier, som er indbygget i sådanne sprog, og at anvende de samfundsvidenskabelige forskeres neutrale terminologi, mens man søger at bevare en passende følsomhed over for dem, som er involverede i religiøs aktivitet.
Hvis religioner skal tildeles ligestilling, er det derfor nødvendigt at indføre abstrakte definitionsbegreber for at rumme variationen af religiøse fænomener.
I.X. ’Lånt’ nomenklatur
Tidlige definitioner og beskrivelser af det væsentlige i religion brugte hyppigt lånte begreber, som tilhørte de religiøse traditioner, der havde formuleret dem. Det er i dag erkendt, at brugen af begreber, der er særegne for en given religion, nødvendigvis fordrejer skildringen af andre religioner og måske endog ofte medfører forkerte antagelser. Begreber, som er formulerede inden for en givet kulturel og religiøs tradition, vil give et falsk billede af de funktionelt tilsvarende, men officielt forskellige elementer i en anden religion. Tilfælde af sådan upassende brug inkluderer henvisning til ”den buddhistiske kirke”, ”det muslimske præsteskab” eller med henvisning til Treenigheden de ”kristne guder”. Selvom handlinger til at udtrykke ærefrygt, ærbødighed, fordybelse eller engagement forekommer i alle højt udviklede religioner, har kommentatorer på lignende vis ikke altid betragtet dem som dyrkelse, fordi begrebet i vestlig brug har været stærkt tynget af kristne, forudfattede meninger og forskrifter vedrørende passende attituder og handlinger. For eksempel forekommer den funktionelle modpart i kristen gudsdyrkelse til at fremmane holdninger eller tendenser hos gudsdyrkere også i buddhisme, men i en anderledes form, og den er som regel beskrevet ved hjælp af andre begreber. Hvis religioner skal tildeles ligestilling, er det derfor nødvendigt at indføre abstrakte definitionsbegreber for at rumme variationen af religiøse fænomener.
I.XI. Den indbyggede ufuldkommenhed
i abstrakt eller objektiv analyse
Brugen af abstrakt sprog, der kan betragtes som ”klinisk” i betydningen ikke at være smittet af en enkelt religions særegne traditioner, vil ikke nødvendigvis lykkes i at omfatte alle de indre kvaliteter, der findes i en given trosretning, men den er nødvendig for at kunne udføre en vurdering. Den vil ikke give tilbundsgående udtryk for hverken de erkendelsesmæssige eller de emotionelle aspekter af religiøse overbevisninger, ritualer, symboler og institutioner. Denne samfundsvidenskabelige indfaldsvinkel muliggør objektiv sammenligning og forklaring, men kan ikke og foregiver heller ikke at gengive hele indholdet af den indre mening og den følelsesmæssige tiltrækning, som en religion har på dens egne tilhængere.
