III.I. Teisme er ikke en afgørende karakteristik af religion
Det kan ikke anfægtes, at teisme (dvs. monoteisme, polyteisme og panteisme) ikke er en afgørende karakteristik af religion. Faktisk betragter både lærde og lægfolk generelt trossystemer, der helt klart er ikke-teistiske, som religioner. Eksempler på sådanne religioner er anført nedenfor.
III.II. Buddhisme – en ikke-teistisk religion
Buddhisme er ikke et system med teistisk overbevisning, men er generelt anerkendt som en religion, selvom den er i skarp kontrast til kristendommen. Mens buddhismen ikke benægter eksistensen af guder, bliver disse væsner ikke tilskrevet en rolle, der på nogen måde nærmer sig et højeste væsen eller en skaber. Selv i Rene Land-sekter i Japan (Jodoshu og Jodoshinshu), hvor der er et eftertrykkeligt engagement i idéen om Buddha i sig selv som frelser, når denne opfattelse ikke op til at betragte Buddha som en skaber-gud.
III.III. Doktriner i theravada-buddhismen
Theravada-buddhisme bliver ofte betragtet som den tradition af buddhisme, der er tættest på den oprindelige Gautama Buddha. Dens doktriner har ikke megen lighed med de teser, der er fremsat i kristendommen eller andre monoteistiske religioner. Intet af læren i theravada-buddhismen angiver eksistensen af et højeste væsen eller en skaber-gud. Snarere som et produkt af en skaber-gud ses verden, der kan opfattes med sanserne som værende uden substans, og mennesket anses som lige så ikke-permanent og menes ikke at have en udødelig sjæl. Al eksistens er kendetegnet ved lidelse, og impulsen i buddhistisk lære er at frigøre mennesket fra denne tilstand. Menneskets nuværende omstændighed er en konsekvens af hans karma, loven om årsag og effekt ifølge hvilken gerninger i tidligere liv næsten helt afgør oplevelsen af efterfølgende liv. Siden liv er som led i en årsagskæde, er der en ”betinget skabelse” ved hver genfødsel. Derfor er mennesket ikke frembragt af en skaber-gud, der er heller ikke nogen opfattelse af en frelser-gud, eftersom kun oplysning tillader mennesket at blive befriet fra lidelsen af kæden med genfødsler. Hvert menneske må under vejledning af religiøs undervisning betræde vejen til oplysning for sig selv. Buddhisme benægter ikke eksistensen af guder som sådan, men disse væsner er ikke genstand for tilbedelse, og de opfylder ikke nogen speciel rolle. (De er rester og tilføjelser fra andre religiøse traditioner, som buddhismen har tilpasset sig efter). Selvom opfattelser af en skaber-gud og frelser-gud, udødelig sjæl og evig straf eller storhed alle mangler i theravada-buddhismen, bliver buddhisme ikke desto mindre let og universelt givet status som en verdensreligion.
III.IV. Jainismen er en ateistisk religion
Jainismen er en anerkendt religion i Indien og andre lande, hvor den praktiseres, og bliver normalt inkluderet i listen over (som regel elleve) store religioner. Om den har Sir Charles Eliot skrevet: ”Jainismen er ateistisk, og denne ateisme er som regel hverken undskyldende heller polemisk, men er accepteret som en naturlig religiøs holdning.” Jainere benægter imidlertid ikke eksistensen af devaer, guddomme, men disse væsner bliver ligesom mennesker betragtet som underlagt lovene om sjælevandring og forfald, og de bestemmer ikke menneskets skæbne. Jainere tror, at sjæle er individuelle og uendelige. De er ikke en del af en universel sjæl. Sjæle og materie er hverken skabt eller ødelagt. Redning er at opnå frigørelse af sjælen fra fremmede elementer (karmaer), der tynger den – elementer, der får adgang til sjælen gennem personens lidenskabelige handlinger. Sådan handling forårsager genfødsel blandt dyr eller livløse substanser: Fortjenstfulde handlinger forårsager genfødsel blandt devaer. Vrede, stolthed, bedrageri og grådighed er de største hindringer for frigørelse af sjælen, men mennesket er herre over sin egen skæbne. Ved at undertrykke selvet og ved ikke at gøre skade på noget væsen, og ved at føre et liv i askese, kan det opnå genfødsel som en deva. De moralske regler for den fromme troende er at vise venlighed uden håb om gengæld; at begejstres over andres ve og vel; at søge at lindre lidelse for andre; og at vise sympati for den kriminelle. Selv-ydmygelse tilintetgør akkumuleret karma.
III.V. Samkhya-skolen i
hinduisme – en ikke-teistisk religion
Den hinduistiske religion anerkender som ortodoks seks gamle og afvigende skoler. En af disse, samkhya, er hverken teistisk eller panteistisk. Som jainismen lærer samkhya, at ur-materie og den individuelle sjæl både er uskabte og uforgængelige. Sjælen kan blive frigjort ved at kende sandheden om universet og ved kontrol af lidenskaber. I nogle tekster fornægter samkhya eksistensen af en personlig, højeste guddommelighed, og under alle omstændigheder betragtes ethvert begreb om guddom som overflødigt og potentielt selvmodsigende, eftersom karma styrer menneskets anliggender op til det punkt, hvor det selv kan afgøre at søge frigørelse. De fire mål for samkhya ligner dem for buddhisme: at kende lidelse som mennesket må befri sig fra; at frembringe ophør af lidelse; at opfatte årsagen til lidelse (undladelsen af at skelne mellem sjælen og materie) og at lære midlerne til befrielse, nemlig indsigtsfuld viden. Som andre skoler lærer samkhya det karmiske princip: genfødsel er en konsekvens af ens handlinger, og frelse er at undslippe fra denne cyklus af genfødsler.
III.VI. Den ikke-teistiske karakter af samkhya
Samkhya omfatter en form for dualisme, der ikke kredser om eksistensen af en gud eller guder. Det er ikke den kristne dualisme af godt og ondt, men en radikal skelnen mellem sjælen og materie. Begge er uskabte, uendeligt eksisterende ting. Verden er et resultat af udvikling af materie. Sjælen er dog uforandret. Sjælen lider, fordi den er i fangenskab i forhold til materie, men denne fangenskab er en illusion. Når sjælen bliver klar over, at den ikke er en del af den materielle verden, ophører verden med at eksistere for den bestemte sjæl, og den er fri. Ifølge samkhya-teori undergår materie en evolution, opløsning og en hviletilstand. Under udvikling frembringer materie intellekt, individualitet, sanserne, moralsk karakter, vilje og et princip, som overlever død, og som undergår sjælevandring. Ved at blive forbundet med sjælen bliver den fysiske organisme en levende person. Kun i denne forbindelse realiseres bevidsthed: hverken materie i sig selv eller sjælen i sig selv er bevidst. Selvom sjælen er et levendegørende element, er den i sig selv ikke det liv, som ender i døden, ej heller er den liv, som bliver overført fra en eksistens til en anden. Selvom den ikke i sig selv handler eller lider, afspejler sjælen den lidelse, der finder sted nogenlunde som et spejl afspejler. Den er ikke intellektet, men er en uendelig og lidenskabsløs entitet. Sjæle er utallige og adskilt fra hinanden. Målet for sjælen er at frigøre sig fra illusion og således fra fangenskab. Når den er befriet, svarer tilstanden af sjælen til nirvana i buddhisme. En sådan frigørelse kunne opstå før døden, og den befriedes opgave er at undervise andre. Efter døden er der en mulighed for total frigørelse uden truslen om genfødsel. Samkhya gør ingen indvendinger imod at tro på populære guddomme, men disse er ikke en del af dens virksomme orden. Det er viden om universet, som frembringer frelse. I denne forstand er kontrol af lidenskaber og ikke moralsk opførsel central. Godt arbejde kan kun frembringe en lavere form for lykke. Ej heller er ofre virkningsfulde. Hverken etik eller ritualer er af stor vigtighed for samkhyas verdensbillede.
III.VII. Utilstrækkeligheden i det teistiske kriterium
Af ovenstående eksempler på religiøse trossystemer er det tydeligt, at tro på et højeste væsen eller nogen form for teisme er et mangelfuldt kriterium for religion. På trods af tilbageværende, udaterede fordomme af nogle kristne kommentatorer ville dette punkt generelt umiddelbart blive godkendt af professionelle inden for komparativ religion og religionssociologer. Status som en religion ville ikke blive nægtet buddhismen, jainismen eller den hinduistiske samkhya-skole på trods af manglende forestilling om et højeste væsen eller en skaber-gud.
III.VIII. Tilfældet med taoisme
Taoisme er også generelt blevet anerkendt som en religion, og lærebøger i komparativ religion medtager den normalt på trods af vanskeligheder ved at gengive dens centrale overbevisninger i en sammenhængende form. I kontrast til åbenbarede religioner trak taoisme på naturtilbedelse, mysticisme, fatalisme, politisk sindsro, magi og anedyrkelse. Den var officielt anerkendt som en organiseret religion i Kina i århundreder med templer, tilbedelse og præsteskab. Den erhvervede opfattelser af overnaturlige væsner, herunder Jadekejseren, Lao-Tzu, Ling Po (marskal for overnaturlige væsner), sammen med de otte udødelige af kinesisk folklore, byguden, arnens gud blandt andre sammen med utallige ånder. Taoisme mangler dog en højeste skaber, en frelser-gud i den kristne form og en artikuleret teologi og kosmologi.
