En ikke mindre radikal udfordring til snævre vestlige opfattelser af hvad, der udgør religion, tilvejebringes af jainismen, en anerkendt religion i Indien, og en der normalt inkluderes i listen med (sædvanligvis elleve) store religioner. Om den har Sir Charles Eliot skrevet: ”Jainisme er ateistisk, og denne ateisme er som regel hverken undskyldende ej heller polemisk, men accepteres som en naturlig, religiøs holdning.” Jainaer benægter imidlertid ikke eksistensen af devaer, guddomme, men disse væsner bliver ikke i mindre grad end mennesker betragtet at være underlagt lovene om sjælevandring og forfald, og de bestemmer ikke menneskets skæbne. Jainaer tror, at sjæle er individuelle og evige. De er ikke en del af en altomfattende sjæl. Sjæle og materie bliver hverken skabt ej heller ødelagt. Frelse skal opnås gennem frigørelsen af sjælen fra de fremmede elementer (karmiske elementer), der tynger den ned. Disse elementer giver adgang til sjælen gennem individets lidenskabelige handlinger. Sådanne handlinger forårsager genfødsel blandt dyr eller ubesjælede substanser; fortjenstfulde handlinger skaber genfødsel blandt devaerne. Vrede, stolthed, svig og grådighed er de væsentlige hindringer for frigørelse af sjælene, og ved at modstå eller bukke under for dem er mennesket herre over dets egen skæbne. Ved at undertrykke selvet og ved ikke at gøre skade på noget væsen, selv på skadelige insekter, og ved at leve et asketisk liv kunne et menneske opnå genfødsel som en deva. De moralske regler for den fromme troende er at vise venlighed uden håb om tilbagevenden; at glædes ved andres trivsel; at søge at lindre andre folks lidelse; og at vise sympati for forbryderen. Selv-ydmygelse menes at tilintetgøre ophobet karma. Jainisme omfatter en asketisk etik, men det er askese af en helt anden slags end den propaganderede i den kristne tradition, der straks bliver mere passiv og mere fatalistisk.