XVIII. Hinduisme: sankhya-skolen

Hinduisme er en religion med stor, intern mangfoldighed. Seks gamle og indbyrdes afvigende filosofiske skoler er anerkendt som ortodokse. En af disse, sankhya, er hverken teistisk heller panteistisk. Som jainisme underviser sankhya i, at ur-materie og den individuelle sjæl er både uskabt og uforgængelig. Sjælen kunne gøres fri gennem at kende sandheden om universet og gennem kontrol af lidenskaberne. I nogle tekster fornægter sankhya eksistensen af en personlig, højeste guddom, og under alle omstændigheder betragtes ethvert begreb om guddom som overflødigt og potentielt selvmodsigende, eftersom karma styrer menneskets anliggender op til det punkt, hvor det selv kan afgøre, at det bør søge frigørelse. Sankhyas fire mål ligner buddhismens: At kende lidelse fra hvilket mennesket skal frigøre sig; at frembringe ophøret af lidelse; at opfatte årsagen til lidelse (undladelsen af at skelne mellem sjæl og materie); at lære måden til befrielse at kende, nemlig skelnen af viden. Som andre skoler underviser sankhya i det karmiske princip: Genfødsel er en konsekvens af ens handlinger, og frelse er flugt fra cyklussen med genfødsler.

Som andre skoler underviser sankhya i det karmiske princip: Genfødsel er en konsekvens af ens handlinger, og frelse er flugt fra cyklussen med genfødsler.

Sankhya omfatter en form for dualisme. Det er ikke den kristne dualisme med godt og ondt, men en radikal forskel mellem sjæl og materie. Begge er uskabte, uendeligt eksisterende ting. Verden er resultatet af materiens udvikling. Sjælen ændrer sig dog ikke. Sjælen lider, fordi den er fanget i materie, men dette fangenskab er en illusion. Når sjælen først er bevidst om, at den ikke er del af den materielle verden, ophører verdenen med at eksistere for den særlige sjæl, og den er fri. Ifølge sankhya-teori undergår materie udvikling, opløsning og hvile. I udviklingen frembringer materie intellekt, individualitet, sanserne, moralsk karakter, vilje og et princip, som overlever døden, og som gennemgår sjælevandring. Ved at være forbundet med sjæl bliver den fysiske organisme et levende væsen. Kun i denne forbindelse erkendes bevidsthed: hverken materie i sig selv ej heller sjæl i sig selv er bevidst. Selvom sjælen er et levendegørende element er den ikke i sig selv det liv, som ender i døden, ej heller er det liv, som er overført fra en eksistens til en anden. Selvom den ikke i sig selv handler eller lider, afspejler sjælen den lidelse, der forekommer, meget som et spejl reflekterer. Det er ikke intellektet, men det er en uendelig og ulidenskabelig entitet. Der er utallige sjæle, og de er særskilte. Målet er for sjælen at frigøre sig fra illusion og således fra fangenskab. Når først den er frigjort, er sjælens tilstand i buddhisme ækvivalent med nirvana. En sådan frigørelse kunne forekomme før døden, og den frigjortes opgave er at undervise andre. Efter døden er der en mulighed for fuldstændig frigørelse uden trussel om genfødsel.

Sankhya gør ingen indvendinger mod at tro på populære guddomme, men de er ikke del af dens operative orden. Det er viden om universet, som frembringer frelse. I denne forstand er kontrol af lidenskaberne og ikke moralsk adfærd central. Godt arbejde kan kun frembringe en lavere form for lykke. Ofring er heller ikke virkningsfuld. At underordne sig moralen på et sted med lavere værdi end viden samt den delvise ophævelse af godt arbejde beløber sig til markante forskelle i forhold til kristendommens krav og repræsenterer en anderledes form for religiøsitet. Hverken etik ej heller ritualerne er af stor vigtighed for sankhyas verdensorden. Her er der også tydeligvis en skarp kontrast til kristendommen, hvor etik og ritualer omend i forskellige grader i forskellige trosretninger, uomgængeligt udgør nødvendige dele af det samlede trossystem og tilbedelse.

XIX. Mangfoldighed i religioner: polyteisme
DOWNLOAD HVIDBOG