VII. Intern overensstemmelse i tro og praksis

Det, der også blev erkendt, var, at religioner på ingen måde altid var internt konsekvente. Selv i relativt små stammesamfund findes der ofte temmelig indviklede riter og myter, som ofte ikke udgør et overensstemmende, internt integreret og sammenhængende system. Religion undergår forandring, og tilvækst forekommer både i myter og ritualer, når et samfund oplever kontakt med nabo- eller invaderende -folkeslag. Forskellige ritualer og anskuelser kunne hæfte sig på forskellige situationer og krav (f.eks. at fremkalde regn; at sikre afgrøders, dyrs og kvinders frugtbarhed; at tilvejebringe beskyttelse; at cementere alliancer; at indvie aldersgrupper osv.). Alle sådanne aktiviteter er stilet i retning af overnaturlige kræfter (hvordan de end er defineret), og de anerkendes af akademikere som religiøse. Reglerne for religiøs tro og praksis i mere avancerede tekniske samfund er generelt mere udførligt formuleret og viser større intern sammenhæng og stabilitet, men selv i avancerede systemer eksisterer der vedholdende elementer af mangfoldighed. Intet teologisk system eller skematisering af religiøse anskuelser, der vedrører det overnaturlige i nogen af verdens store religioner, er helt sammenhængende. Der er altid uforklarede rester og nogle gange åbne modsigelser. I de fleste hvis ikke alle samfund var der blandt den almindelige befolkning rester af tidligere religiøse orienteringer såsom folke-religiøse elementer. Fortrængte, religiøse systemer efterlader ofte deres bundfald på dem, der forkaster dem. Således fandt praksisserne med at skabe offergaver og organisere tempelprocessioner, der var karakteristiske for de hedenske kulter i Romerriget, vej ind i kristne værker, ligesom forskellige tidligere mellemøstlige myter havde deres genklang i kristen lære. I romertiden blev hedenske guddomme lettere forvandlet til kristne helgener, og for ikke så længe siden har en lignende proces fundet sted i Latinamerika. Bortset fra disse fremmede elementer fra folkereligion manifesterer alle de større religioners hellige skrifter interne selvmodsigelser og uoverensstemmelser. I religionens natur er der ofte flertydigheder: Religiøst sprog giver sig ikke ud for at være klinisk videnskabeligt; det søger at være poetisk, stemningsvækkende og til tider følelsesbetonet snarere end snævert kognitivt. Et sådant sprog kan ofte genfortolkes, tages bogstaveligt, allegorisk, i overført betydning eller symbolsk og på denne måde frembringe afvigende reaktioner. Disse og andre kilder, specielt fordi religionsspecialister har søgt at forene religiøse steder med empirisk bevis, har fremkaldt uoverensstemmelser blandt disse akademikere, som til tider omfattede modsat fortolkende systemer og eksegetiske principper, som nogle gange har understøttet forskellige traditioner, selv inden for det, der bredt anerkendes som ortodoksi. Disse udstedelser udgør således en kilde til religiøs mangfoldighed: En anden opstår fra en bevidst uenighed.

VIII. Hyppigheden af anderledes tankegang
DOWNLOAD HVIDBOG