VI. Etisk neutrale definitioner

Selvom religion i sig selv altid er normativ, eftersom hver religion adskiller sig fra andre, forsøger nutidens eksperter inden for religiøse studier (antropologer, sociologer og komparativ-teologer) at diskutere det normative uden selv at engagere sig i det. Moderne akademikere søger at bevare objektivitet og etisk neutralitet. Udviklingen af en gennemført neutralitet inden for studiet af religion er dog kun blevet opnået langsomt. Nogle samtidige studier i komparativ religion afslører stadig fordomme. Selv inden for samfundsvidenskaben, som udtrykkeligt har forpligtet sig til fordomsfri undersøgelse, er visse fordomme tydelige i arbejde, der blev gjort i mellemkrigsårene. Det blev især ofte uden grund antaget, at forløbet i religiøs forandring var analogt til den biologiske udviklingsproces, og at de mest udviklede nationers religion nødvendigvis var ”højere”, end den andre folkeslag havde. Den antagelse kunne let accepteres af kristne akademikere. For andre (tydeligvis Sir James Frazer) blev religion anset for at være et udviklingstrin på vejen fra magi til videnskab.

I dag antager akademikere ikke længere, at tro på en guddom nødvendigvis er en højere form for religion end tro på adskillige guddomme eller ingen. Det er erkendt, at en religion kunne postulere en antropomorfisk gud, en eller anden form for guddom, et højeste væsen, et stort antal ånder eller forfædre, et universelt princip eller lov eller et andet udtryk for endelig tro såsom en ”grund til at være”. At religiøse begreber nok er mere abstrakte i mere intellektuelt sofistikerede kulturer og sammenhænge, bliver ikke set som en retfærdiggørelse for at betegne sådanne religioner som ”højere”.

I takt med at akademikere blev bevidste om den empiriske mangfoldighed af religion i forskellige samfund, var således deres opfattelse af, at det, der udgjorde religion, var nødt til at blive ændret, idet det stadig mere kommer til at antyde fænomener, som havde slægtslighed snarere end fælles identitet, og som manifesterede ligheder med adfærdsmønstre snarere end identitet af reel substans. Erkendelsen dæmrede, at religion ikke kunne defineres i udtryk, der var specifikke for en særlig tradition. De konkrete ting, der derfor vedrørte kristendom, og som på ethvert tidligere stade havde været anset som essentielle for definitionen på religion, blev nu blot set som eksempler på mere generelle kategorier, som en definition kunne omfatte. Specifikationerne for sådanne konkrete elementer blev overflødiggjort af mere abstrakte formuleringer, der omfattede en hel række forskellige typer anskuelser, praksisser og institutioner som, selvom de langtfra reelt var identiske, kunne betragtes som funktionsdygtige modstykker. Da en sådan begrebsdannelse udviklede sig, blev det bemærket, at i alle samfund var der anskuelser, der transcenderede kendt empirisk realitet, og der var praksisser udformet til at bringe mennesker i kontakt eller på bølgelængde med det overnaturlige. I de fleste samfund var der også mennesker, som forestod de særlige funktioner, der var forbundet med dette mål. Sammen blev disse elementer anerkendt som udgørende religion uanset substansen i anskuelserne, de egentlige praksissers natur eller funktionærernes formelle status i deres tjeneste.

VII. Intern overensstemmelse i tro og praksis
DOWNLOAD HVIDBOG