Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

VIII. Hyppigheden af anderledes tankegang

Helt bortset fra udviklingen af særlige skoler inden for mainstream-traditionen i udviklede samfund, som er bevidst og klart anderledes tænkende end ortodoksi, har det også været et fælles fænomen. Kristne, jøder og muslimer er opdelt i de ortodokse (af alle skoler) og anderledes tænkende grupper, som følger et afvigende mønster for religiøs praksis, tilslutter sig afvigende anskuelser og skaber deres egne separate institutioner. Anderledes tænkende er mest synlige i sammenhænge, hvor der hersker religiøs eksklusivitet, dvs. hvor det kræves af individet, hvis han er tilhænger af en religion, at fornægte troskab til alle andre – et mønster med forpligtende tilsagn, der på det strengeste kræves i den kristne tradition. Da nogle europæiske regeringer ophørte med at foreskrive specifikke former for religion til deres undersåtter, og da de, i det mindste formelt, til en vis grad har reduceret selv deres diskriminerende præferencer for en religion frem for en anden, er situationen i de lande kommet tættere på en tilnærmelse til det, der er fremherskende i de Forenede Stater. På denne måde er en situation, der betegnes som ”religiøs pluralisme” opstået. Men den formelle ligestilling, religioner har i et givet samfund – ligestilling som ofte siges ifølge lov – bør ikke fortie den kendsgerning, at diskriminering ofte på en eller anden måde varer ved. I England bevarer forskellige love den engelske statskirkes overlegenhed, kirken der er oprettet ved lov, for hvilken monarken er verdslig overhoved. Et antal anglikanske biskopper sidder, som de har ret til, i Overhusets lovgivende forsamling, og bispeudnævnelser foretages af premierministeren – blandt andre tegn på favorisering. I andre europæiske lande tilgodeser andre forskellige diskriminerende arrangementer en eller flere traditionelle kirker, over og frem for andre dissentierende grupper eller nyreligiøse grupper. Der er for størstedelens vedkommende frihed til religiøs praksis i Europa, men forskellige religiøse grupper oplever stadig forskelsbehandling fra staten og er nødt til ofte at kæmpe med fjendtlige massemedier, som arbejder på at fremhjælpe offentlighedens mistro til hvad end, der er fremmed i religion. En sådan forskelsbehandling og den ledsagende fjendtlighed opstår i det mindste delvist fra ihærdigheden i normgivende engagement hos de fleste af dem, der traditionelt har været beskæftiget som ”eksperter” med at definere religion og specificere dens beskaffenhed. Der er i alle samfund en arv af akademisk sprog om religion, som bærer det normative stempel for religiøst engagement. Tidlige definitioner og beskrivelser af det essentielle i religion brugte hyppigt udtryk, der er lånt fra de religiøse traditioner, som formulerede dem. Det erkendes beredvilligt af sociologer, at brugen af udtryk, der er særegne for en religion, skal forvrænge skildringen af andre religioner og kunne jævnligt involvere falske antagelser om deres karakter og natur. Begreber, der er involveret i en kulturel og religiøs tradition, vil give et forkert billede af den tilsvarende funktionalitet, men formelt særegne religionselementer i en anden. Tilfælde af sådan upassende brug inkluderer henvisninger til ”den buddhistiske kirke”, ”det muslimske præsteskab” eller (i henvisning til treenigheden) de ”kristne guder”. Selve udtrykkene ”kirke” og ”præsteskab” har stærke, specifikke, kulturelle og strukturelle bibetydninger, og fænomenet, som de gælder for, er i mange henseender ulig deres funktionelle modstykker i andre religiøse systemer. De intellektuelle, ideologiske, moralske og organisatoriske egenskaber, som karakteriserer dem, er specifikke for den kristne tradition, og at bruge disse udtryk skal føre til forvirring, forvanskning og falske forventninger om andre religioner og herfra til mistro og måske fjendtlighed.

IX. Abstrakte definitioner
DOWNLOAD HVIDBOG