Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

III. Tolerance i den kristne tradition

Selvom tolerance i dag ikke sjældent prækes af kristne autoriteter, er det vigtigt at mindes, at kristendommens tradition er en med ufordragelighed. Ulig de fleste samtidige religioner var kristendommen fra Paulus’ tid en eksklusiv religion, der forbød dens ivrige tilhængere at tilbede andre guder eller engagere sig i fremmede praksisser. Det var også en universalistisk religion, der forkyndte, at det var den eneste sande religion for hele menneskeheden. Selvom judaismen også var eksklusiv, var den ikke universalistisk – det var ikke et religiøst valg, der normalt var tilgængeligt for dem, der ikke var etniske jøder. Kristendommen som kontrast underviste i, at det var den eneste gyldige religion for alle og enhver. Det var en voluntaristisk religion, som mennesket frit kunne vælge og burde vælge. Således var kristendommen også en proselytisk religion, der forsøger at overbevise folk om, at alle andre religioner er onde og at fordømme dem som sådan.

I århundreder gjorde den kristne kirke sin vigtigste mission til omvendelsen af hedningen, blandt hvilke den inkluderede dem i alle andre trosretninger. Mens hedningen skulle omvendes, skulle de, der var bekendt med ”den sande tro”, men i et eller andet forhold var kommet til at udfordre kirkens lære, ikke blot ekskommunikeres fra kirken, men også tilintetgøres ved døden (St. Thomas Aquinas’ autoritative krav).

Kristen intolerance over for alle andre trosretninger blev kun mildnet med reformationen og da kun gradvist. De tidlige manifestationer af tolerance i det centrale Europa var i begyndelsen kun anvendelig for prinser, hvis undersåtter ifølge deres hersker skulle antage troen, katolsk eller luthersk, efter princippet i den augsburgske religionsfred i 1555 om cuius regio, eius religio [i en prins’ land, en prins’ religion]. I de forskellige områder, der er påvirket af den calvinistiske reformerte kirke, blev tolerance nogle gange senere strakt til at omfatte calvinister, men sekter i den såkaldte ”radikale” reformation – anabaptister og hutteritter – og senere socinianerne og unitarerne blev fortsat forfulgt, mens ateister ikke skulle tolereres overhovedet ifølge teorier om tolerance fremsat af selv oplyste filosoffer såsom John Locke.

Den bedste garanti mod social splittelse i et så religiøst pluralistisk samfund kunne ikke findes i et forsøg på at påtvinge religiøs ensretning, men i tilvejebringelsen af religiøs tolerance som et princip, der transcenderer doktrinerne og anskuelserne i en hvilken som helst religion.

Sluttelig førte de principper, der blev antaget af reformationen om en ”åben bibel” og ”alle troendes præstestand”, til den stadige nedslidning af tilbøjelighed af intolerance, som holdes i hævd i traditionel kristendom. Afvigende grupper opnåede begrænsede rettigheder til at tilbede på deres egen foretrukne måde, i England tydeligst under Williams og Marys lovgivning i 1689. Begrænsninger stod tilbage og blev kun gradvist lempet og til sidst standset i de følgende to hundrede år. Gradvist kom Europas herskende klasser til at opgive teorien om, at social samhørighed i høj grad afhang af opretholdelsen af religiøs ensretning. Den lektie blev mere utilsløret erkendt i de Forenede Stater, hvor en religiøst forskelligartet befolkning (blandt hvem der var mange flygtninge fra religiøs forfølgelse i Europa) skulle indpasses. Den bedste garanti mod social splittelse i et så religiøst pluralistisk samfund kunne ikke findes i et forsøg på at påtvinge religiøs ensretning, men i tilvejebringelsen af religiøs tolerance som et princip, der transcenderer doktrinerne og anskuelserne i en hvilken som helst religion. I modsætning til de gamle europæiske antagelser om behovet for religiøs tvang blev det i de Forenede Stater erkendt, at et princip med tolerance var nødvendigt for den sociale samhørighed i en allerede religiøst forskelligartet befolkning. Således gik det i den amerikanske kontekst, at tolerance og religionsfrihed blev påkaldt som principper, der overordnede ethvert særligt religiøst system. Selve skabelsen af en verdslig stat, hvor de regerende autoriteter ikke skulle etablere religion, ej heller vise partiskhed for nogen religion frem for en anden, blev den første garanti for religiøse rettigheder.

IV. Kultur-begrænsethed i defineringen af religion
DOWNLOAD HVIDBOG