XXX. Religion og moral

Ligesom nogle af de nye religioner har støttet forbrugersamfundets nye etos, idet de anerkender stræben efter lykke i dette liv som et virkeligt legitimt mål for menneskeheden, således har de i et rimeligt forhold til det fremsat et ændret forhold mellem åndelig livsførelse og moralske anvisninger. Det er en af facetterne i forandring i religion, med hvilken myndighederne og meget af den almindelige offentlighed, stadig fanget i tidsforskydningen i traditionel kristen, moralsk tankegang, endnu ikke er kommet helt overens med. Det må dog være indlysende, at forskellige religioner har opretholdt meget forskellige arrangementer i retning af regler for holdning. Religioner har varieret meget i naturen af de moralske regler, de har foreskrevet i kraften og konsekvensen af kravene for deres anvendelse, og i strengheden af sanktionerne der er knyttet til dem. I ortodoks judaisme styrer regler detaljerne i ritualet og mange tilfældige ting i dagliglivet, som er fuldstændigt ureguleret i for eksempel kristen tradition. I islam påvirker religiøse regler forskelligartede situationer og tilvejebringer et system af lovlige regulativer for samfundet, som til tider etablerer langt strengere social kontrol, og til andre tider mere afslappet end man møder i kristendommen. Derfor påberåber Koranen sig at opretholde på den ene side de alvorlige straffe, der stadfæstes for forbrydelser under sharialov, og på den anden side de relativt afslappede muligheder for at mænd tager op til fire koner og den lethed, hvormed de kan få skilsmisse.

Theravada-buddhisme giver en yderligere kontrast. Her er der forskrifter for munke, mens nogle få generelle regler er pålagt lægfolket. En buddhist lægmands pligt er ikke at slå ihjel, at stjæle, at lyve, at begå urigtige, seksuelle handlinger eller at drikke stærke drikke. Ud over dette tilbød Buddhaen moralske råd vedrørende opgaver i husstanden, opførsel over for venner og omsorg for ens ægtefælle, men de er formaninger om det, man kunne kalde sund, social fornuft. Personen bliver opfordret til at være klog og forsigtig, sparsommelig, arbejdsom, at være retfærdig over for tjenere og som venner vælge dem, der kunne afholde ham fra uret og tilskynder ham til ret adfærd. Sådanne dyder pålægges dog som oplyst egenkærlighed; de er ikke garanteret af et begreb om synd, sådan som det diskuteres i kristendommen. Ignoreren af disse dyder tiltrækker ikke specielle straffe bortset fra i betydningen at skabe dårlig karma. Religionen foreskriver ingen andre sanktioner, og der er ingen vred guddom. Eftersom handlinger anses at bestemme status i en fremtidig inkarnation, er gode handlinger tilrådelige som værende i overensstemmelse med oplysningens ottefoldige sti, da de vil føre til genfødsler i bedre omstændigheder, og formentlig til den endelige transcendens af alle genfødsler og opnåelsen af nirvana. Selvom buddhismen bestemt underviser i etiske værdier, får individet betragtelig frihed i sin moralske holdning, og den er hverken genstand for den moralske censur ej heller truslerne, med hvilke den kristne moral bliver forstærket. I andre samfund stammer moralske regulativer ikke fra bestemte religiøse rødder: for eksempel den konfucianske etik og samuraikodeks kunne have informeret den moralske kvalitet i japansk samfund så fuldstændigt som eller mere fuldstændigt end de forskellige skoler for mahayana-buddhisme, som virker i Japan. Man må konkludere, at der er intet normalt forhold mellem et system af religiøse doktriner og en moralkodeks. Forbindelsen religion og moral i kristendommen, de mekanismer hvormed moralsk opførsel pålægges, og konsekvenserne det forudsiger for brud på dens moralske regler, udgør et slægtskabsmønster, men et sådant mønster er ikke typisk for andre religiøse systemer, og det kan ikke antages, som medlemmer af kristne grupper nogle gange er blevet gjort tilbøjelige til at antage, at være en nødvendig eller overordnet model med hvilken andre arrangementer skal bedømmes.

XXXI. Kristendommens moralske arv
DOWNLOAD HVIDBOG