Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

XV. Theravada-buddhisme

Buddhismens anliggende er mennesket snarere end det materielle univers. Den fænomenale verden anses for ikke at have substans og at være i en konstant tilstand af stadig forandring. Selve mennesket er ikke mindre forgængeligt end den materielle verden. Det hverken er, ej heller indeholder det et selv, men er snarere en samling fænomener, hvis krop er del af den flygtige, fysiske verden. Mennesket er en forening af en række mentale og fysiske fænomener, som altid fortoner sig og opløses. Det udgør fem måder at ”begribe”: kroppen, sanseopfattelse, erkendelse, mentale fænomener og bevidsthed. Det er underkastet cyklussen at komme og gå [samsara]. Dets tilstand er lidelse, og det kendetegner al eksistens. Lidelse er foranlediget af begær og af lystfølelse, og at frigøre mennesket fra lidelse er tilskyndelsen i al buddhistisk lære. Alt er underlagt cyklussen fødsel og død. Genfødsel tænkes at optræde i forskellige hierarkiske riger sædvanligvis repræsenteret som fem: som guder, som mennesker, som ånder, som dyr eller i helvede (og nogle gange en sjette – som dæmoner). Af disse statusser er den som menneske den ene, i hvilken frigørelse er lettest opnåelig omend stadig fjern. Dyr er for sløve til at række ud efter frigørelse, og guder er for hovmodige.

En lov om karma fungerer som en neutral, ukrænkelig proces, alt efter hvilke tidligere handlinger udgør årsager, som har konsekvenser, der træder i kraft i efterfølgende liv. Derfor betragtes tilstanden, der opleves i den nuværende eksistens, som værende forårsaget af tidligere handlinger. Selvom karma ikke er fuldstændig deterministisk, er kvalitet, omstændighed og fysisk udseende bestemt af karma. Ikke desto mindre forbliver handlinger frie, og motiver såvel som handlinger giver effekt til karma. Gode handlinger hjælper til at forbedre mulighederne for fremtidige liv. Genfødsel ind i fremtidige liv indebærer dog ikke en tro på en sjæl, eftersom mennesket ikke anses at have nogen psykisk kontinuitet. Hvert liv er impulsen til den næste genfødsel. Der er således en ”betinget skabelse”, og liv er som led i en årsagskæde. Hvert liv har en betinget afhængighed af tidligere liv, ligesom en flamme tændes fra en anden.

Idéen om synd, som en central ting i den kristne plan for frelse og den evige fortabelse, som en forseelse mod gud(er), mangler også i buddhisme. Der er snarere sunde og usunde handlinger, der fører i retning af eller væk fra endelig frigørelse fra kæden med genfødsler og lidelse.

Idéen om synd, som en central ting i den kristne plan for frelse og den evige fortabelse, som en forseelse mod gud(er), mangler også i buddhisme. Der er snarere sunde og usunde handlinger, der fører i retning af eller væk fra endelig frigørelse fra kæden med genfødsler og lidelse. Mennesket er låst inde i systemet med tilbagevendende genfødsler gennem begær (stærk længsel efter). Lystfølelse, lyst, velbehag, hengivenhed, den stærke længsel efter at blive til eller ødelægge skal alle resultere i lidelse. Frigørelse fra hengivenhed og begær vil forårsage, at lidelse ophører. Den frigørelse fra kæden af genfødsler opnås som nirvana, ophøret af begær, og dette skal opnås udelukkende gennem oplysning. De, der stræber efter det, vil før eller senere opnå det og således fjerne deres uvidenhed. Fuldkommen oplysning, som bringer nirvana, skal opnås af hvert individ for sig selv. Selvom han kunne hjælpes gennem instruktion, skal han ikke desto mindre selv betræde stien. I kontrast til lærerne i ortodoks kristendom hævdes det i theravada-buddhisme, at intet himmelsk væsen kan gå i forbøn for den troende, ej heller give ham nogen assistance i hans søgen efter frelse, ej heller kan dette mål opnås gennem bøn. Nirvana i sig selv er ikke intethed, som det undertiden har været fremstillet af kristne, men ses som en tilstand af lyksalighed, udødelighed, renhed, sandhed og evig fred, nået gennem at slukke al lidenskab. Det er erkendelsen af ”ikke-selvhed”.

Praktisk stræben i retning af at opnå frigørelse består i at betræde den ottefoldige sti med rigtige synspunkter; rigtige beslutninger; rigtig tale; rigtig opførsel; rigtigt udkomme; rigtig bestræbelse; rigtig bevidsthed; rigtig meditation. Alle disse påbud skal efterkommes samtidigt. At undlade at gøre dette er ikke at begå undladelsessynder, men blot at undlade at handle i overensstemmelse med oplyst egeninteresse. Tilhængere har også afsværget at overholde ti forbud; at forsage de ti bånd der binder mennesket til egoet; og at forsage de umoralske handlinger der forbydes. Men vægten ligger på at praktisere kærlig omsorg snarere end blot at bevare de moralske love. Hele pointen i religiøs praksis er at overvinde lidelse ved at overvinde egoets selvbedrag og således at modarbejde cyklussen af genfødsler og sjælevandring.

Som andre gamle religioner er buddhisme blevet modtageren af fremmede rester fra folkereligionerne i de regioner, hvor det har slået rod, og således blandt en af talrige fremmede ”aflejringer” der findes både i dets formelle hele af gammel lære og samtidige buddhisters reelle udøvelse i Theravada-lande, er accept af idéen om eksistensen af guder. Disse væsner betragtes ikke som krævede genstande for tilbedelse, opfylder ingen speciel rolle og er alt i alt periferiske i forhold til de centrale temaer i buddhistisk soteriologi, består blot som rester eller tilvækster fra andre religiøse traditioner, som praktisk buddhisme tolererer og giver plads til.

Sluttelig kunne det bemærkes, at der ikke er nogen traditionel menighedsorganisation i buddhisme. Munke har ingen præstelige forpligtelser. Selvom nogle munke i de seneste årtier nogle gange har taget undervisningsmæssige opgaver op eller har arbejdet for social velfærd, har deres traditionelle virksomhed altid primært om ikke udelukkende været deres egen frelse, og ikke samfundstjeneste eller præstelig omsorg for lægfolk. De giver lægfolk muligheder for at optjene merit og følgelig at skabe god karma ene og alene ved at give lægfolk muligheden for at tilvejebringe almisser til munke gennem at genopfylde tiggerskålen, som de hver især har med sig, og som symboliserer deres fattigdom og afhængighed.

Denne oversigt over theravada-buddhistisk lære gør den skarpe kontrast mellem denne religion og kristendom klar. Der er ingen skabergud, og derfor er tilbedelse af en helt anderledes slags end den fremherskende i de kristne kirker. Der er ingen forestilling om arvesynd, ingen idé om en personlig frelser eller om guddommelig mellemkomst. Idéen om en udødelig sjæl med kontinuitet af bevidsthed er fraværende, og nirvana eller endeløse genfødsler er i skarp kontrast til den traditionelle kristne idé om storhed eller evig straf. Der er ingen dualisme med kød og ånd. Historiebegrebet er på ingen måde af den lineære slags, som det findes i den kristne plan for ur-lykke, syndefaldet, guddommeligheds indirekte selvopofrelse, global apokalypse og en eventuel genopstandelse af den reddede elite til himmelsk storhed. Den cykliske plan med genfødsler er en orientering, som har meget dybe bibetydninger for andre facetter af det buddhistiske verdenssyn, og et som adskiller sig fra de vestlige opfattelser af tid, fremskridt, arbejde og materiel indsats. Skønt i fortiden ofte fordømt som et ateistisk system, hvad angår en upersonlig lov som den endelige kraft i universet, og fjernt fra traditionelle vestlige fordomme om hvad ”sand religion” burde minde om, er buddhisme ikke desto mindre i dag universelt anerkendt som en religion.

XVI. Mangfoldighed i religioner: jainaerne
DOWNLOAD HVIDBOG