RELIGIØS TOLERANCE
og RELIGIØS MANGFOLDIGHED

Den kendsgerning, at religioner udvikler sig, bidrager i nogen grad til den interne mangfoldighed i en ortodoks tradition. En sådan udvikling fremgår tydeligt i de jødekristne skrifter, og uden anerkendelse af den proces er det vanskeligt at forlige den hævngerrige stammeguddom i det Gamle Testamentes optegnelse af de gamle israelitter med det langt mere åndeligt undfangede og universelle væsen i de senere profeters skrifter i Det Nye Testamente. Forsøg på at gøre disse afvigende fremstillinger af guddom forenelige har givet anledning til stridigheder i og mellem kirker og bevægelser og blandt teologer. De kristne teologers tilgrundliggende antagelser har til stadighed skiftet i århundredernes løb, men der er intet, der ligner enighed blandt dem, selvom der blandt kristne lægmænd kan findes langt flere vidt forskellige holdninger vedrørende alle troens grundtræk. Nogle af de holdninger er karakteristiske for positioner, der mere generelt blev holdt for århundreder siden, og deres vedholdenhed blandt nogle lægmænd synliggør behovet for en påskønnelse af det religiøse udviklingsfænomen, hvis mangfoldigheden i den ene ortodokse tradition skal forstås. For således at give eksempler tror de fleste liberale, selvbestaltede ”oplyste” kristne i dag ikke længere på helvede eller djævelen, men det er der mange kristne, der gør, og ikke kun de der beskrives som ”fundamentalister”. Eller i det attende og nittende århundrede erklærede de fleste kristne, de troede på kroppens bogstavelige genopstandelse, men i dag er det kun en minoritet af ortodokse troende, der ser ud til at tiltræde denne trosartikel. Men alligevel har kristne i århundreder bestridt den profeterede begyndelse på årtusindet, uanset om det ville gå forud for eller følge efter Jesu Kristi andet komme, selvom mange ser ud til helt at have opgivet denne mulighed.