Hvordan man forbliver rask | Resursecenter til forebyggelse

XXXII. Hvordan skal en religion se ud?

Religiøse anskuelser og deres medfølgende moralværdier finder normalt plads indenfor organisatoriske strukturer, faste procedurer og deres udtryk i særlige symboler. I vestlige samfund er formerne på kristne institutioner blevet så godt etableret, at det ofte er nemt selv for verdsliggjorte lægfolk, at antage at en religion skal have analoge strukturer og symboler, som dem kristendommen har. Modellen for den særskilte bygning til tilbedelse, en stabil menighed der tjenes af et fastboende præsteskab, som har bemyndigelse til at mægle eller rådgive, er alle ting, for hvilke sidestykker er forventet af andre religioner. Men selv et flygtigt overblik skal gøre det klart, at religion ikke behøver at ligne denne model. De større religioner i verden manifesterer et udvalg af forskellige arrangementer fra på den ene side præstevæsen, praksissen ofring og sakramentalisme med gavmild brug af hjælpemidler til troen (såsom røgelse, dans og billedrigdom), til på den anden side passioneret askese og særlig afhængighed af verbalt udtryk og bøn. Man kunne støde på begge yderpunkter indenfor en større tradition i hinduisme eller kristendommen, mens islam i dets ortodokse udtryk er mere ensartet asketisk – dets ekstatiske manifestationer opstår i ydergrupperne.

Religiøs tilbedelse varierer meget i form og hyppighed blandt de forskellige religioner. Det har forskellige betydninger og tager en markant form i ikke-teistiske systemer såsom buddhisme. Eftersom der ikke er nogen transcendent guddom, er der ingen pointe i påkaldelse, intet sted til tilbedelse, intet behov for udtrykkelse af afhængighed, ydmyghed og underdanighed, intet formål i proklamationer af prisen – som alt sammen danner en del af kristen tilbedelse. Dog er moderne kristen tilbedelse i sig selv et produkt af en lang udviklingsproces. Den jødekristne tradition har ændret sig radikalt over århundrederne. Gammeltestamentlige krav om dyreofring til en hævngerrig gud er fjernt fra den fromme praksis i, lad os sige, det nittende århundredes mainstream protestantisme. Udskiftningen af messen med metrisk salmesang af populære hymner gav et helt anderledes udseende til kristen tilbedelse i løbet af et par århundreder. I dag er begrebet en antropomorf Gud aftaget i kristendommen, og fra det synspunkt i moderne teologi er moderne kristen tilbedelse, i hvilket antropomorf billedrigdom er i overflod, klart anakronistisk. Det kan næppe være overraskende, at nogle moderne trosretninger, aflastet af gamle traditioner (hvori patinaen af antikken let forveksles med auraen af hellighed) burde have reduceret om ikke helt opgivet spor af fortidens antropomorfisme. Lige bortset fra sådanne evolutionære trends er der dog rigelig mangfoldighed blandt kristne trosretninger til at etablere den pointe, at enhver generalisering, af hvad tilbedelse indebærer, forråder den mangesidede mangfoldighed i religion i dagens verden. Derfor udviklede den romerske kirke den omfattende brug af auditiv, visuel og olfaktiv fornemmelse i troens tjeneste. Katolsk liturgi, selvom den afsværger brugen af dans og rusgifte, som er blevet brugt i andre religioner, har udførlige ritualer, sakramenter og messeklæder, en stor rigdom af symbolisme og et væld af ceremonier, der markerer kalenderen og kirkens hierarki og overgangsritualer for enkeltpersoner. I skarpeste kontrast til katolicisme står kvækerne, der afviser ethvert begreb om et præsteskab, enhver vedtagelse af ritual (selv af ikke-sakramentale, rituelle erindringsmønstre som er almindeligt i nogle af de protestantiske trosretninger) og brugen af billedrigdom og messeklæder. Eftertryk på tilstrækkeligheden og kompetencen i læg-præstationer, at afvisningen af det sakrale, hvad enten det er bygninger, steder, kirkehøjtider eller ceremonier og sådanne hjælpemidler som talismænd og rosenkranse, er i større eller mindre omfang karakteristisk for protestantisk religion. Evangelister afviser idéen om et præsteskab, og kvækere, Brethren, kristadelfianere og folk fra Christian Science fungerer uden et betalt præsteskab. Selvom de fleste protestantiske trosretninger bibeholder en bryde brødet-ceremoni, de udfører det så ofte som en mindehandling i lydighed til skriften, og ikke som en handling med nogen reel kraft. Selvom forskellige handlinger derfor i nogle tilfælde har lignende formål, i andre tilfælde som med at bryde brødet får en tilsyneladende lignende handling, i overensstemmelse med en trosretnings lære, en særegen betydning. Hvor guddommen som i Christian Science betragtes som et abstrakt princip, tilbedelseshandlinger, som selvom de har et velkendt religiøst formål at bringe den troende på bølgelængde med et guddommeligt sind, får en helt anderledes sammensætning end påkaldelsespraksisserne i trosretninger, der bibeholder et antropomorft syn på guddom.

Nye religioner – og alle religioner var nye på et eller andet tidspunkt – er tilbøjelige til at ignorere eller at befri sig for nogle af de traditionelle praksisser og institutioner de ældre og etablerede trosretninger har. De er alle mere tilbøjelige til at gøre det, hvis de opstår i perioder med voksende social og teknisk udvikling, når livsmønstret hos almindelige folk undergår radikal forandring, og når antagelser om grundlæggende institutioner – familie, samfund, uddannelse, den økonomiske
orden – alle forandrer sig.

Nye religioner – og alle religioner var nye på et eller andet tidspunkt – er tilbøjelige til at ignorere eller at befri sig for nogle af de traditionelle praksisser og institutioner de ældre og etablerede trosretninger har. De er alle mere tilbøjelige til at gøre det, hvis de opstår i perioder med voksende social og teknisk udvikling, når livsmønstret hos almindelige folk undergår radikal forandring, og når antagelser om grundlæggende institutioner – familie, samfund, uddannelse, den økonomiske orden – alle forandrer sig. I et mere dynamisk samfund, med mere og mere upersonlige sociale forhold, indflydelsen fra nye kommunikationsmedier og en større udbredelse af alle mulige slags information og viden, kan den øgede mangfoldighed af religiøse udtryk fuldtud forventes. Det er usandsynligt, at nye religioner i vestlige samfund finder sympatiske strukturer i de kirker, der opstod for to, tre, fire eller femten eller flere århundreder siden. At tilbyde et eksempel, givet den moderne befolknings intensiverede grad af social, geografisk og daglig mobilitet, ville det ikke være passende at antage, at nye religioner ville organisere sig menighedsmæssigt som stabile og statiske grupper. Andre kommunikationsteknikker har afløst prædikestolen og trykpressen, og det ville være overraskende, i dette aktivitetsområde som i andre, hvis nye religioner ikke skulle omfatte de forbedrede muligheder i den tidsalder, de dukker op i. At de gør ting helt anderledes end det traditionelt klichéagtige i religion, at de kigger udenfor vestlige samfund for deres legitimation, eller at de benytter sig af nye teknikker til åndelig oplysning, diskvalificerer dem ikke som manifestationer af menneskelig religiøsitet.

XXXIII. Afslutningsvis
DOWNLOAD HVIDBOG