Siden afslutningen på anden verdenskrig er alle menneskers ret til religionsfrihed blevet bekendtgjort gennem resolutioner fra forskellige internationale grupper, deriblandt De Forenede Nationer, Europarådet og i Helsinki-erklæringen. Regeringer pålægges ikke blot at opgive enhver tidligere lov om religionsforfølgelse, men også positivt at tage affære for at beskytte religionsfrihed, så længe en særlig sekts eller trosretnings religiøse praksisser ikke strider mod den normale kriminalret eller krænker andre borgeres rettigheder. Specielt i fraværet af nogen akademisk enighed om definition på religion garanterer sådanne resolutioner dog ikke afskaffelsen af alle former for religiøs diskrimination. Statslig forkærlighed for en (eller flere) religioner kunne stadig fastholdes som eksemplificeret i de særlige af loven etablerede religioner i forskellige lande i Europa. En sådan forkærlighed kunne tildele økonomiske fordele, specifikt skattefordele, til bestemte religiøse grupper såvel som sociale og endog politiske privilegier, andre trosretninger nægtes. Selv hvor sådanne diskriminerende foranstaltninger ikke åbenlyst opretholdes (ved lov, tilpasset eller præcedens), kunne der være forskellige statslige eller sociale holdninger, som støtter nogle typer religiøse grupper frem for andre. Der kunne især være officiel eller offentlig mistanke til bestemte religiøse organisationer, især hvor en religiøs gruppes lære og praksisser generelt er fremmede – så fremmede at de på grund af bureaukrati eller den offentlige mening kunne betragtes som værende ”ikke virkelig religiøs”. Offentligheden og til tider autoriteterne påberåber sig en kliché til, hvad en religion bør minde om, og hvordan religiøse tilhængere bør opføre sig. Grupper, som i det væsentlige afviger for meget fra denne måske ubevidst antagede model, kunne derfor for dem med normal religiøs tolerance forekomme uegnede til udvidelsen. De kunne måske virkelig se ud til at falde uden for kategorien, for hvad der i det hele taget skal betragtes som religion, eller endog være nødt til at stå ansigt til ansigt med den anklage, at de opererer på måder, der strider mod loven.